Helligånd

Helligånd er Guds egen ånd, som virker i hans folk gennem ord og handlinger. I Ny Test. er H. bundet til Guds åbenbaring i Jesus Kristus og formidler hans nærværelse i menighedens forkyndelse og sakramenter.

I Gl.Test. åbenbarer H. sin magt gennem de personer, Gud har udvalgt til at lede folket og dermed dets historie. Herrens ånd udrustede Israels dommere og gav dem styrke til overmenneskelige bedrifter jfr. Dom.3,10; 6,34; 15,14). Kongen forlenes ved salvningen med Herrens ånd (I Sam.10; jfr. 16,13 f.), og det er i kraft af den samme ånd, profeten bliver i stand til at være "Herrens mund" (Mika 3,8; Jer.15,19). Den gamle pagts folk erfarede H.s gerning i en række selvstændige begivenheder, i hvilke Gud ved sin ånd og med mennesker som redskaber fører frelseshistorien frem mod dens mål, mod messias jfr. Rom.10,4). Herrens ånd i al dens fylde skal dog først blive den messianske konge til del, Es.11,1-10; når han kommer, skal ånden udgydes over hele hans folk, Joel 3,1ff.

Det er denne forventning, Ny Test. ser opfyldt med Jesus, Mark.1,8; Luk.4,21; Rom.8,2ff. m.fl.st. Der forkyndes, at Jesus er undfanget ved H., Matt. 1,18; Luk.1,35. Ved dåben, som er indledningen til hans offentlige virksomhed, daler Ånden ned over ham, Mark.1,10f. parr.; Joh.1,32f. Det er ligeledes Ånden, der driver Jesus ud i ørkenen, hvor han fristes, Mark.1,12f. parr. I Nazarets synagoge anvender Jesus Es.61,1f. på sig selv. Han er "den salvede" (se messias) på hvem denne profeti om åndsbesiddelse er opfyldt, Luk.4, 16ff. I kraft af denne ånd udfører han sin messianske gerning. Ved den uddriver han de onde ånder, Matt.12,28. Den, der nægter dette og siger, at det er i kraft af en uren ånd og at de onde ånders fyrste, taler bespotteligt mod H., Matt.12,25-37 parr.

Da Herrens Ånd hviler over Jesus som messias (Es.11,2), og han er med sin menighed alle dage, hører en uafbrudt åndsbesiddelse med til den nye pagts folk, 2 Kor.3,17. Jesus forjættede sine disciple, at H. ville tale deres sag, når de stilles for domstolene under de trængsler, som skal gå forud for hans komme, Mark.13,11 par.

H. blev efter Jesu død og opstandelse givet til disciplene som den nye pagts folk, Joh.20,23; Ap.g. 2. Peters pinseprædiken viser, at menigheden i denne begivenhed ser opfyldelsen af forjættelsen om åndsudgydelsen "over alt kød", Joel 3,1ff.; Es.44,3, og af at Gud derigennem ville forblive hos Sit nye folk, Ap.g.2,1 6ff.

I de synoptiske evangelier findes langt de fleste udsagn om H. hos Lukas, hvis evangelium kan betragtes som første bind af det historieværk, han fortsætter med Apostlenes gerninger (s.d. og Lukasevangeliet). Menighedens historie begynder for Lukas med H.s udgydelse, som Jesus havde forjættet før himmelfarten, Luk.24,49. H. er "forskud" på Gudsriget i tiden mellem Jesu himmelfart og hans endelige komme. Den, der går over i menigheden, får H., Ap.g.2,38. H. virker i forkyndelsen og er på særlig måde forbundet med apostolatet, Ap.g.8,15; 10,44; 19,2-6.

Også i Johannesskrifterne er Jesu messianske gerning forudsætningen for menighedens uafbrudte åndsbesiddelse. Først når Jesus er herliggjort gennem døden, kan hans menighed skabes, Joh.7,39; 16,7. Efter opstandelsen kommer Jesus til disciplene og opfylder løfterne, han gav i afskedssamtalerne: at han ved sin bortgang fra verden til Faderen ikke ville efterlade dem faderløse. Faderen vil sende dem H., Joh.14,26; 20,22ff. H.s gerning er at vidne, han er Talsmanden, som tager af overleveringen om Jesus og deler ud at den, Joh.14-16; 1 Joh.4,2ff.; 5,6ff.

I den paulinske teologi er H. uløseligt knyttet til retfærdiggørelsen (Rom.8). Ved H. udgydes Guds kærlighed i evangeliet om Jesu død og opstandelse over menigheden, Rom.5,1-11. I dåben knyttes det enkelte menneske ved H.s gerning til menigheden som lem på Kristi legeme, 1 Kor.12,13; H. kendes først i Kristus og i den nye pagt, 2 Kor.3,4-18, hvor H. sætter i frihed. I Kristus befries mennesket fra alt, hvad der hører den gamle verden til, idet det i dåben dør sammen med Kristus og rejses til nyt liv sammen med ham, Rom.6,3-23. Denne ligedannelse med Kristus, som er H.s gerning, betyder ikke blot at gå til død og dom sammen med Jesus, Fil.3,10f.; 1 Kor.10,16ff., men også at opstå sammen med ham til selve guddomslivet, 2 Kor.3, 18; Rom.8,1-17; Gal.2,19f. m.fl.st. Menigheden er den nye pagts tempel, hvor H. bor, 1 Kor.3,16f. og virker gennem den nye pagts tjeneste, Rom.8,16; 2 Kor.3,6-l0. Alle livsytringer og enhver tjeneste i menigheden er H.s gaver, 1 Kor.12-14 m.fl.st.

H. i menigheden er dog kun førstegrøde og håndpant på det kommende Gudsriges herlighed, Rom.8,23; 2 Kor.1,22. Så længe den gamle verden endnu består, er H. i kamp mod vort gamle syndige menneske, Rom.8,12ff., Gal.5,17. Derfor kan H.s gerning ende i kødet, og den kan selv udslukkes, Gal.3,3; I Tess.5,19. Derfor er også den nye pagts folk udelukkende henvist til Guds pagttroskab, Fil.1,6; 1 Tess.5,24.

Litt.: H. W. Robinson: Inspiration and Revelation in the O.T., 1946.5. Mowinckel: Die Vorstellungen des Spätjudentums vom heiligen Geist als Fürsprecher und der Joh. Paraklet, Zeitschr, für die neutest. Wiss. 32, 1933. E. Fuchs: Christus und der Geist bei Paulus, 1932. C. K. Barret: The Holy Spirit and the Gospel Tradition, 1947. M.B.H [Martha Hansen Byskov]