Håb - hinsides døden

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan lyder det, hver gang vi følger et menneske til graven. Og det er der god mening i. Ansigt til ansigt med døden bliver det særlig klart for os, hvor vigtigt det er at kunne hvile i vor Herres Jesu eget ord: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Men kan dette ord være os til nogen hjælp, når vi har med en afdød at gøre, som ikke har vist tegn på levende tro, mens han var i live? Vor Herre Jesus siger jo også om sig selv: Den, der tror på Ham, dømmes ikke; den, der ikke tror er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. Vi véd godt, vi ikke kan og ikke skal dømme. Det siger vi så tit. Men det er vanskeligt ikke at gå og foretage vore egne beregninger og vurderinger. Vore kæres evige skæbne ligger os jo på sinde. Og derfor kan den tilsyneladende ikke-troendes død gøre det til en fristelse at vende sig bort fra Evangeliet. For hvordan kan vi glæde os ved det Evangelium, der fremstår som budskabet om vore kæres fortabelse?

Den bibelske tale om den evige fortabelse står som det herlige Evangeliums dystre baggrund. Og for mange kan denne baggrund komme til at synes så skrækindjagende, at den nærmest kommer til at udgøre en modsigelse af Evangeliets glædesbudskab. Midt i forkyndelsen af frelsen som Guds gave til den troende, uden fortjeneste og alene ud af Guds overstrømmende kærlighed og barmhjertighed, står tanken om den genstridiges evige fortabelse som en frygtelig rædselens søjle - så frygtelig, at den endog kan synes at formørke selve Evangeliets herlighed.

Særlig kommer dette til udtryk i forbindelse med et dødsfald, hvor sorgen blandes med frygt for den afdødes salighed. Ejede vedkommende den frelsende tro? Og hvis alt tyder på det modsatte, hvad så? Er der da overhovedet noget håb og nogen trøst at hente hos Gud; er der nogen anden trøst end den, verden kan give, at tænke på noget andet og prøve at komme videre og glemme? Sætter døden virkelig grænse for alt håb? Er døden virkelig den port, hvorover skriften står på guldpladen: "Her lades alt håb ude"? For den efterladte kan denne tanke blive en altoverskyggende rædsel og yderligere en anledning til at vende Evangeliet ryggen. Og det kan man for så vidt godt forstå. Og enhver kristen, som på en eller anden måde kommer til at deltage i forløbet omkring dødsfald og begravelse, må berøres dybt og eksistentielt. Det må være en alvorlig anfægtelse for enhver alvorlig kristen, hvis ikke Evangeliet har nogen trøst at give et menneske, som står med en ægte åndelig frygt - hvis Kirkens forkyndelse i mødet med døden ikke giver anledning til at vende sig til Evangeliet og søge til Guds nåde i Kristus, men snarere bliver en anledning til at holde sig Evangeliet fra livet. Problemet er stort og tungt og påtrængende - alt for stort og tungt og påtrængende til ikke at blive taget alvorligt.

Løsningsforsøg
Det er vel også grunden til, at man i tidens løb har forsøgt sig med forskellige løsninger på det problem, som Den Hellige Skrifts tale om frelse og fortabelse skaber. Ét sådant løsningsforsøg er læren om, at der i virkeligheden ikke findes nogen fortabelse, at alle mennesker i sidste ende frelses, hvad enten de vil vide af Guds kærlighed i Kristus eller ej. Denne lære er imidlertid så åbenlyst ubibelsk, at den ikke kan tages alvorligt! I mødet med Guds Søns egen klare og utvetydige tale afsløres den umiddelbart som en falsk trøst, et bedragerisk og løgnagtigt misbrug af Guds og Kærlighedens hellige navn.

Det samme må siges om den moderne tanke, at det afdøde menneske vender tilbage til livet i en stadig serie af reinkarnationer, indtil man har nået målet og udviklet sig til en sådan grad af fuldkommenhed, at man er værdig til at optages i den himmelske herlighed. Både denne tanke og den romerskkatolske tanke om en "skærsild" efter døden, som renser synderen til at blive værdig til saligheden, strider grundlæggende imod selve Evangeliet om Guds Søn, som ved sin stedfortrædende offerdød én gang for alle har ført alle sine til fuldendelse, og som er den eneste vej til retfærdighed og salighed.

Heller ikke læren om, at mennesket efter døden får endnu en mulighed for omvendelse, er nogen livskraftig kilde til trøst. En sådan lære er ren spekulation; den har intet bibelsk belæg; den har intet tilsagn fra Gud selv, og som sådan kan den ikke opbyde nogen virkelig hjælp imod det, som er Guds Søns egen alt for klare og hårde tale.

Et sidste løsningsforsøg, vi her vil bringe på bane, er tanken om at alle døende - eller i hvert fald næsten alle - "sikkert" omvendes i dødsøjeblikket! Der kan henvises til forskellige legender og beretninger fra den opbyggelige skønlitteratur; men heller ikke denne lære har noget bibelsk belæg. Den er tom spekulation og fremtræder så tydeligt som sådan, at man har vanskeligt ved at forestille sig, at nogen seriøs sjælesørger vil kunne finde på at benytte sig af den!

Hvad da?
Ingen af de ovennævnte løsningsforslag kan siges at have tilstrækkelig myndighed og kraft til at udbyde nogen trøst for det menneske, hvis kære er gået bort uden at have udvist troens tegn. Enhver rent spekulativ løsning af et genuint åndeligt problem savner guddommeligt mandat og har således ikke myndighed og kraft til at overdøve Guds Søns egen klare tale og bringe virkelig trøst. Enhver rent spekulativ løsning må fremstå som menneskeværk og gætværk.

Står vi da virkelig uden håb? Ja, det gør vi - i den forstand, at Guds Søns tale om den vantros fortabelse ikke lader sig tilsidesætte og overdøve. Vi må bære den voldsomme anfægtelse, at vi ikke kender nogen anden vej til frelse end denne: mens vi lever at tro på Ham.

På den anden side har vor Herre Jesus lært os, at håbløshed og fortvivlelse under ingen omstændigheder sømmer sig for et Guds barn. Dermed er vi sat i en vanskelig spænding. På den ene side kender vi ikke til nogen lære om, at der findes frelse for den, som her i livet forkaster frelsen. På den anden side har vi heller ikke lov til at hengive os til den håbløshed og fortvivlelse, som må være den nødvendige konsekvens.

Spændingen løses ikke. Spændingen forbliver en spænding. Men håbløsheden er en forkert konsekvens at drage. Lige så forkert som forsøget på at konstruere en lære til at tilsidesætte eller overdøve vor Herres Jesu Kristi tale.

Den, som vender sig til Gud og overgiver sig til Hans kærlighed, kan aldrig være uden håb. For dén, som overgiver sig til Guds kærlighed, står i pagt med den Almægtige, som skabte alt af intet, og som formår at skabe håb af håbløshed og liv af døde. Men dette håb består netop ikke i at søge trøst i fromt gætteri eller menneskeskabt lære, men at søge sin trøst i tilliden til Gud selv. At overgive sig til Guds kærlighed i Kristus Jesus, i tillid til Gud som frelsens Gud.

I det følgende vil vi udlede nogle elementer af det, vi grundlæggende tror og véd om Gud som vor frelses Gud, som kan medvirke til at bibringe os en forståelse af, at vi heller ikke i forhold til et menneske, som er gået bort uden troens tegn, har lov at forfalde til håbløshed og fortvivlelse - lige så lidt, som vi har lov at søge at løse spændingen ved at give vore egne konstruerede løsninger uden støtte i Guds åbenbaring. Vort kendskab til Gud i Kristus rummer nemlig adskillige motiver, som kan bidrage til, at den ofte udtalte tanke, at vi ikke kan fælde dom over nogen, og at al dom tilhører Gud, bliver an-

det og mere end et fromt slagord uden betydningsfylde - at den overbevisning bliver en tillid, som vi kan hvile i med håb.

Gud har i Kristus forligt verden med sig selv
I Evangeliet lærer vi Gud at kende som den, der har elsket verden og givet sin Søn som verdens Frelser og Forsoner. Det må til enhver tid være det, som sætter fortegnet for al tale om frelse og fortabelse; og det fortegn er kærlighed og frelse, ikke vrede og dom. I den korsfæstede Kristus åbenbares Guds grundlæggende indstilling til mennesker, som er den, at Gud elsker mennesker og ikke vil noget menneskes fortabelse; for Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham. (Joh 3:17).

Dermed er ikke talt for en lære om, at den hele verden i sidste ende vil få frelsen i eje; nogen sådan forventning giver Den Hellige Skrift intet rum for. Men at Gud ikke vil noget menneskes fortabelse, er ikke desto mindre et bibelsk motiv, som må tages alvorligt. Hvor ofte kommer ikke budskabet om frelse ved tro til at fremstå for os som en indsnævring og en begrænsning snarere end som det herlige Evangelium, som Gud selv lægger deri. Det er sandt, at der ikke gives nogen frelse uden tro; men hvor ofte fik det os ikke til at glemme, at det ikke er ved troen, mennesker kvalificerer sig til frelse, at frelsen i udgangspunktet er vundet, at troen er modtagelsen af og overgivelsen til den allerede fuldbragte frelse, og at endog troen selv er Guds gave. Fortegnet er ikke trussel og begrænsning, men Evangelium og nåde.

Gud har givet sin Søn til frelse for den hele verden; Han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder, skriver Herrens apostel Johannes. Han er Guds Lam, som har båret al verdens synd. Gud har i Kristus forligt verden med sig selv. Udgangspunktet for al kristen tale er, at frelsen er fuldbragt, at frelsen er vundet, at Gud har vundet ethvert menneskes frelse. Gud har i Kristus forligt verden med sig selv. Og Faderen selv, som ikke vil noget menneskes fortabelse, vil heller ikke dømme noget menneske. Al dom har Han overladt Sønnen, vor Herre Jesus Kristus, som selv er gået i døden for at frelse ethvert menneske. Frelseren er Dommer, Frelseren, som aldrig nogen sinde vil kunne glemme, hvad Han har gjort for at frelse hvert eneste menneske.

Dommen er overladt til Ham, som Grundtvig med rette kalder "Frelser for alt, hvad frelses kan". Og Han, som har lidt så meget og tålt så meget til menneskers frelse, om Ham kan vi være forvissede om, at Han vil gøre alt for, at Hans mægtige frelsesgerning ikke vil gå til spilde. Han er "Frelser for alt, hvad frelses kan". Han vil sikre, at alt det, som overhovedet kan frelses, også vil blive frelst, og, som Grundtvig også siger det, at "af det hele, som Gud har skabt, går kun fortabelsens æt fortabt". For alt, som overhovedet på nogen måde kan frelses, er Kristus Frelseren, som fører sit værk til fuldendelse. Derfor kan enhver kristen hvile i den vished, at om et menneske overhovedet på nogen måde kan frelses - da er Gud også til sinds at gøre det!

Gud kender hjerterne
I forlængelse heraf ligger den overbevisning, at Gud, som virkelig vil menneskers frelse, og som til det formål end ikke har sparet sin egen elskede Søn, at Han vil se med velvilje på ethvert menneske. Han har givet sin Søn hen til lidelse, kors og død for rundhåndet og barmhjertigt at give sin frelse til alle, som vil modtage frelsen af Ham. Og Han, som ser alt, og som kender mennesket bedre, end mennesket selv gør det, Han vil søge og vil også formå at finde det mindste gran af tro hos et menneske - og Han vil regne det mindste gran af tro til det gode. Ja, Han er jo overhovedet den, som skaber den tro hos mennesker, som Han ønsker at finde hos os. Og Han elsker sine mennesker; Han vil ikke, at noget menneske skal fortabes; og Han vil ikke, at Hans Søns offer skal være sket forgæves!

Gud har veje, som vi ikke kender
Selv om Skriften ikke giver os anledning til at udvikle nogen lære om omvendelse efter døden, kan troen på Gud som den Almægtige heller ikke forenes med den tanke, at Guds muligheder med et menneske ophører med døden. Selve tilliden til Guds almagt forbyder os kategorisk at afvise, at Gud har veje over dødens grænse til at nå til et menneske og fuldbyrde sin gerning med et menneske. Vi véd jo, at Gud aldrig er underlagt andre begrænsninger, end dem Han selv vælger at lade sig underlægge!

Gud hører sit barns bønner
"Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus" (Fil 4:6-7). Således formaner Herren os ved sin apostel Paulus.

Med dette er sagt, hvad den ængstede efterladte har at gøre; at lade sit ønske om den kære afdødes frelse komme frem for Gud i bøn og i tillid til, at Gud i Kristus har forligt sig med den hele verden, og Kristus er et sonoffer for den hele verdens synder.

Dette motiv skal imidlertid holdes i tømme for ikke at udvikle sig til eksotisk dødemaneri og ubibelske fantasier. Vi kan ikke med udgangspunkt i Skriften udvikle nogen lære om, at vantro afdøde kan frelses ved deres efterladtes bøn! Men formaningen til at have tillid til Gud og at lade sine ønsker komme frem for Ham i bøn og taksigelse står ikke desto mindre ved magt.

Netop på grund af risikoen for, at forbønnen for afdøde udvikler sig i eksotisk og ubibelsk retning, bør denne forbøn holdes i tømme. Her, nærmere bestemt i en prædiken fra 1522 taler Luther visdomsord:

Vi har ikke noget bud fra Gud om at bede for de afdøde; så den, der ikke beder, synder ikke derved. Men på den anden side, da Gud ikke har ladet os vide noget om, hvorledes det står til med sjælen, og vi må være i uvished om, hvorledes Han bærer sig ad med den, så vil og kan vi ikke forbyde dem det eller kalde det for synd hos dem, som gør det. Vi véd jo fra Evangeliet, at mange døde opvækkes, om hvem vi må sige, at de ikke har fået deres endelige dom. Således kan vi heller ikke om noget andet menneske vide med sikkerhed, at det har fået sin endelige dom. Da nu dette er uvist, og vi ikke kan vide, om sjælen er fordømt, så er det ikke synd, når du beder for den. Men du skal gøre det således, at du lader det stå uvist hen og siger således: "Kære Gud! Er sjælen således stedt, at den endnu kan hjælpes, da beder jeg Dig at Du vil være den nådig." Og har du bedt således én eller to gange, så lad det være godt med det og befal sjælen Gud i vold. Thi Gud har lovet, at Han vil høre os i hvad vi beder om. Derfor, når du har bedt én eller tre gange, skal du tro, at din bøn er hørt, og ikke bede mere for ikke at friste og mistro Gud.

Forbilledlig i så henseende er for mig at se den orthodokse forbøn Trishagion, som minder Gud om Hans frelsesgerning og kærlighed og beder om nåde for den afdøde, uden at der fremsættes nogen for-skrifter for eller spekulationer om, hvorledes dette skulle ske, og uden at der på nogen måde sættes spørgsmålstegn ved, at dommen i sidste ende er og forbliver Guds:

O Frelser giv Din tjeners sjæl fred med alle Dine retfærdiges sjæle.
Bevar i Din tjeners sjæl det velsignelsens liv, som er i Dig; for Du alene er dén, som elsker menneskene.
Du er vor Gud, som nedfór til Dødsriget og løste dem af deres bånd, som dér blev holdt i fangenskab.
Giv hvile til Din tjeners sjæl.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som i begyndelsen så nu og altid og i evigheders evighed. Amen.

---

Lad os bede Kristus, vor udødelige Konge og Gud om Guds nåde, Himmelens rige og forladelse af alle synder, at Herren Gud vil genoprette hans sjæl, hvor de retfærdige hviler:
Herre, forbarm Dig. Kristus, forbarm Dig. Herre, forbarm Dig o Gud, som har overvundet døden og gjort Djævelen magtesløs og bragt liv til verden.
Giv Din tjener hvile hos Dig i Din herlighed, hvor al sygdom, sorg og smerte er overvundet og tilintetgjort.
Tilgiv ham enhver synd, han har begået i tanke, ord eller gerning; for Du er god og elsker menneskene.
Herre, forbarm Dig. Kristus, forbarm Dig. Herre, forbarm Dig.
For der er intet menneske, som ikke synder, og Du alene er uden synd, og Din retfærdighed er fra evighed til evighed, og Din lov er sandhed.
Herre, forbarm Dig. Kristus, forbarm Dig. Herre, forbarm Dig. For Du er Opstandelsen og Livet og Din bortdragne tjeners fred og hvile, Kristus, vor Gud, og til Dig giver vi al ære sammen med Din Fader, som er fra evighed, og Din alhellige og gode og livgivende Ånd, nu og i al evighed.
Herre, forbarm Dig. Kristus, forbarm Dig. Herre, forbarm Dig.

Det afgørende er, at den ængstede vender sig til Gud med sin ængstelse og befaler den afdøde i Guds hånd. Når dette er sket, kan den troende hvile i, at Gud hører sit barns bøn, at Han lægger sig sine børns ønsker alvorligt på sinde, og at Han glad og gerne opfylder sine børns ønsker - og hvor ikke Han opfylder sine børns ønsker, er det, fordi Han har sine gode grunde til ikke at gøre det!

Gud selv er frelsens midtpunkt
Det sidste aspekt, vi skal se på, er dette, at det kristne fremtidshåb ikke er en filosofisk lære om fremtidig eksistens, ikke et håb om gensyn, ikke en teori om verdens indretning, men netop en tillid til Gud. Det er Gud selv, den kristne sætter sit håb til. Og Gud selv er midtpunkt i den himmelske verdens glæde, som den kristne håber på. Og salighedens inderste væsen er dette: at skue Gud ansigt til ansigt, at være sammen med Gud i Hans herlighed.

Dette giver os en antydning af et svar på den anfægtelse, hvordan man skulle kunne glæde sig over saligheden, når man samtidig bærer på den viden, at nogle ikke har fået saligheden i eje, at nogle i stedet er gået fortabt og gået til den evige pine. I saligheden skal den kristne se, at Guds vilje er sket fyldest. Og Guds vilje er god, og Gud er kærlighed. Gud har gjort alt for at frelse hele den faldne menneskehed. Og "af det hele, som Gud har skabt, går kun fortabelsens æt fortabt. Når Guds værk således er fuldbragt, når den kristne skuer Gud, og når Gud selv er blevet alt i alle - da skal den salige se, at alt er, som det skal være, at Han i sandhed har gjort alle ting vel!

Håb hos Gud
Med dette har vi søgt at fremhæve nogle aspekter i vor tro, som minder os om, at et Guds barn aldrig kan være uden håb. Alt dette skal naturligvis omgås med forsigtighed. Og disse tanker må ikke anvendes på en sådan måde i forkyndelsen, at synderen får indtryk af at have nogen anden udvej end straks at tage imod frelsen i Kristus! Bliver det kristne håb forkyndt som selvfølgelighed og billig nåde, er det allerede dermed forvandlet til falsk trøst og ugudeligt bedrag. Og vi kan ikke fælde den dom, at det menneske, som er gået bort uden troens tegn, sikkert alligevel bliver frelst.

På den anden side giver tilliden til Gud heller ikke rum for hårdhed og håbløshed i mødet med døden! Kirkens forkyndelse kan ikke give noget svar, hvor Den Hellige Skrift ikke giver noget svar. Vi må lade de gåder stå ubesvarede, som ikke kan besvares, og bøje os for, at dommen er og forbliver Herrens. Men det kristne håb må altid forkyndes således, at det stiller den sørgende og ængstede over for et kald til ikke at forfalde til håbløshed og vende Evangeliet ryggen, men til med sin usikkerhed og sin frygt at se hen til den Korsfæstede og overgive sig selv og alle sine ængstelser og bekymringer til Guds kærlighed. Og dette sker kun ved forkyndelsen af Gud selv, som vi lærer Ham at kende i Kristus, som dén, der i Kristus har forligt verden med sig selv, som ikke vil noget menneskes fortabelse, som alene kender hjerterne, som har vej, hvor mennesker ikke kender vej, som hører Sit barns bønner, som til sidst skal åbenbares at have gjort alle ting vel - og i hvis nærhed der ikke er plads til fortvivlelse og håbløshed, men kun til fortrøstning og håb.

(Artiklen har været bragt i Reformatio 1, marts 1998.)