Niels Johannes Holm

Anmeldelse
Helge Rønnow, Christiansfeld, har skrevet en lille, læseværdig bog (64 sider) om sin forgænger i embedet, Niels Johannes Holm (1778-1845).


Selv om bogen har fået fine anmeldelser i Kristeligt Dagblad og andre blade, skal den alligevel også her have et ord med på vejen.

N. J. Holms navn er kendt overalt i Christiansfeld. Der er bl.a. en mindeplade på det hus, han boede i til sidst, Lindegade nr. 14, en hel gade er opkaldt efter ham "N. J. Holmsparken", og fra salmebogen kender vi "Tak og ære være Gud", "Gør døren høj", "Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme", "Hvor salig er den lille flok", "Slip os arme ej" og "Min Frelser mig af døden drog" (451) med det kendte vers: "Thi kun, at Kristus for mig led / mig hjælpe kan til salighed / og hverken lidet eller stort / det hjælpe kan, hvad jeg har gjort".
      Men måske er der ikke så mange af os, der ved, at provst Jens Holdt 1937 skrev en doktorafhandling på 392 sider om N. J. Holm?
      Den har Helge Rønnow nærlæst og fået en lille fin bog ud af med (mellem linierne) mange historiske og relevante oplysninger om Brødremenigheden. Den er værd at læse, koster kun 65 kr. og kan købes hos Forlaget Savanne, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld (tlf. 74562233).
      N. J. Holm fik allerede i sin barndom stor kærlighed til Brødremenigheden og kæmpede det meste af sit liv, trods stor modstand og mange genvordigheder for at blive fuldt medlem af den!
      Underligt for sådan en flittig, dygtig, ihærdig og missionsivrig mand! Ej heller i udlandet, ikke engang i Herrenhut og slet ikke i Christiansfeld blev han godkendt!
      Man var nemlig dengang meget afhængig af den såkaldte "lodtrækning" (Ap.g. 1,26: "Og loddet faldt på Matthias.") Det var bibelsk nok, men i Brødremenigheden trak man lod om mange ting og mente, at man derigennem kunne få svar fra Gud: Ja eller Nej eller neutralt. Man trak lod om, hvem der skulle giftes med hinanden, hvem der skulle optages i eller udelukkes fra menigheden osv. Og "loddet" faldt altså først meget sent på N. J. Holm.
      Han var engang i sin ungdom blevet optaget i en tysk menighed, men elskede musik og var kommet med i noget, vi vel idag kunne kalde en "rockgruppe", der var indbudt til at spille til et bal. Det kunne ikke tolereres, og N. J. H. blev sammen med sine musikvenner smidt ud af menigheden!
      Denne strenge og stramme holdning har heldigvis ændret sig siden. I pinsen 1995 var der "Blæserfest" her i Christiansfeld med deltagelse fra mange lande - 350, der 2. Pinsedag indbød deres værtsfolk til en "gemytlig aften" i Christiansfeldhallen. Efter spisning, megen musik og sang spillede man op til dans for de unge (og deres forældre med). Synspunktet var det: Hellere lade de unge more sig inden for menigheden - end sende dem ud i byen! - Efter min mening et sundt synspunkt. Der var glæde, højt humør og god stemning, og alle fulgtes hjem lidt over midnat.
      Niels Johannes Holm, der også var af den opfattelse, at kristendom er glæde, måtte kæmpe længe og hårdt for sit lidt friere syn. Bl.a. modarbejdede han skikken med "lodtrækningen" og den slavebundne trældomskristendom.
      Til sidst lykkedes det dog - som sagt efter utrolig megen modstand og utrolig mange genvordigheder at blive anerkendt og komme "hjem til den Guds stad Christiansfeld". Endelig blev hans livs højeste ønske opfyldt! Han var da 56 år, og hans helbred var dårligt. Astma, åndenød, svagt hjerte, begyndende vattersot. Alligevel tog han gat med frisk mod, skrev salmer, holdt prædikener og andagter, udgav en salmebog "Harpen", der blev vel modtaget, både i Norge og Danmark. 6. Oplag kom i 1914 og blev brugt i Brødremenigheden her til 1959. Holm blev en stærk fortaler for danskheden i Sønderjylland, udgav missionsblade, både i Norge, Tyskland og Danmark, og stiftede 1843 Brødremenighedens Danske Mission (BDM). Han døde 26. Maj 1845 og ligger begravet på Gudsageren her i Christiansfeld. Læs bogen, der på sidste side har værdifulde kildeangivelser.

Johs. Tast.