Biskoppernes udtalelse om velsignelse af registreret partnerskab
Niels Thomsen kommenterer

Biskoppernes udtalelse om velsignelse af registreret partnerskab er blevet modtaget ret negativt af pressen. Landsforeningen af bøsser og lesbiske har også været utilfredse. Man har ment, at biskopperne har været frygtagtige og skræmte af den stærke kampagne, der har været ført fra den kirkelige højrefløj. Det er uretfærdigt. Ganske vist er udtalelsen godt pakket ind, men hovedlinien er klar nok og radikalere end nogen anden tidligere kirkeudtalelse om det emne. Det bør biskopperne have kredit for.

Biskopperne understreger, at de ikke bare har lagt rapporten "Registreret partnerskab, samliv og velsignelse" - den orange rapport - fra det af biskopperne selv nedsatte udvalg til grund for deres drøftelse, men lige så meget har taget udgangspunkt i rapporten fra de otte kirkelige organisationer "Kærligheden glæder sig ikke over uretten" - den grønne rapport. Det er klogt af dem at fremhæve det. Dermed tager de højde for den kritik, der har været fremsat vedrørende sammensætningen af det biskoppeligt nedsatte udvalg. Det får også indhold. De første to sætninger i selve biskoppernes udtalelse, efter at baggrunden er beskrevet, knytter til ved den grønne rapport. Biskopperne skriver, at de "fastholder ægteskabet som Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde og som ramme om familiens liv og børnenes opvækst", og at de "fastholder synet på ægteskabet, som det kommer til udtryk i de bibelske skrifter og vor kirkelige tradition". Det første lyder, som om biskopperne tilslutter sig den luthersk inspirerede ordningsteologi, som er fremhævet i den grønne rapport, men bemærkelsesværdigt er det, at denne tilsyneladende tilslutning ikke får konsekvenser. Biskoppernes udgave af ordningsteologien udelukker ikke andre ordninger omkring seksuelt samliv, som den grønne rapports ordningsteologi gør det. Formuleringerne om bibelens og traditionens ægteskabssyn lyder også, som om biskopperne med den grønne rapport antager, at der i de bibelske skrifter og den kirkelige tradition kan hentes et bestemt syn på ægteskabet, men biskopperne undlader klogeligt at beskrive, hvori det syn består. Derfor får dét heller ikke følger for resten af deres udtalelse.

De tre følgende - mere konsekvensrige - præmisser er hentet i den orange rapport: 1. Ægteskabet anfægtes ikke af registreret partnerskab; 2. Partnerskabet henter ikke sin identitet i ægteskabet; 3. Registreret partnerskab er ikke i modstrid med det grundlæggende og retningsgivende i folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Biskopperne har i forhold til rapporten skærpet og præciseret den sidste præmis ved at henvise til Den augsburgske Konfessions artikel 4. Meningen må være, at når retfærdiggørelsen ikke er anfægtet, er der ikke nogen afgørende dogmatisk indvending mod praktiseret homoseksualitet. Det ligger i forlængelse af den orange rapports konstatering af, at der ikke er afgørende teologiske grunde til at sige nej til registreret partnerskab, men det lyder, som om der i henvisningen til CA 4. også skal høres en positiv begrundelse for at sige ja til registreret partnerskab. Hvis det er meningen, er det en ganske stærk videreførelse af rapportens position.

Den efterfølgende henvisning til det dobbelte kærlighedsbud står i sammenhængen som den tilsvarende etiske legitimation. Her er der grund til at lægge mærke til, hvad der ikke står. Der henvises ikke til de gammeltestamentlige og paulinske fordømmelser af praktiseret homoseksualitet. Dermed er der implicit taget stilling imod at tillægge disse bibelsteder normativ etisk betydning, som det gøres i den grønne rapport. Det understreges - igen noget indpakket - med sætningen "Kulturelt betingede forudsætninger er altid under forandring". Det efterfølges ganske vist af en kryptisk sætning om, at biskopperne ikke er enige om, hvordan de bibelske sætninger om homoseksualitet skal forstås. Det er en sætning, der må have været vigtig for nogen at få med, men ikke en sætning, der får nogen betydning for det efterfølgende.

Af afgørende man kan roligt sige historisk - betydning er derimod det næste: Biskopperne "tager samstemmende afstand fra en kristelig fordømmelse af mennesker, der åbent har tilkendegivet og truffet en beslutning om at leve sammen i registreret partnerskab". Så stærkt har ingen større kirke mig bekendt hidtil givet udtryk for accept af praktiseret homoseksualitet oven i købet på baggrund af henvisning til bekendelse og til den grundlæggende kristelige etiske norm i bibelen. Det kirkeligt-konservative ønske om kristelig afstandtagen til praktiseret homoseksualitet og registreret partnerskab er klart tilbagevist.

Det kan godt undre, at den danske presse ikke har været opmærksom på, hvor radikalt dette er i forhold til traditionen og i forhold til andre kirker. Det skyldes vel, at den største del af den danske opinion for længst har accepteret det registrerede partnerskab, men man burde alligevel have øje for, hvor betydningsfuldt et brud, der sker her. I forhold til det brud er den tilbageholdenhed med hensyn til et ritual, som findes senere i udtalelsen, af meget lille betydning. At pressen ikke har set det, skyldes måske også, at den presse har ladet sig føre på vildspor af Kristeligt Dagblad, der hele tiden har skrevet ud fra en opfattelse af, at det hele blot drejede sig om, om man skulle have et fast ritual for en velsignelse.

Biskopperne er så yderligere enige om, at der i folkekirken må være mulighed for at imødekomme et ønske om en "gudstjenestelig markering af indgåelse af registreret partnerskab". Det er et noget floromvundet udtryk, hvis uklarhed vel skyldes, at man ikke vil sige velsignelse. Men uklarheden kan ikke tildække, at det hermed af biskopperne enigt er erklæret, at et homoseksuelt par kan tage sit registrerede partnerskab med i kirke. Jeg kan så ikke forestille mig en form for denne gudstjenestelige markering, der ikke vil få form af en velsignelse. Den følgende sammenhæng angiver, at det ønske vil kunne imødekommes i alle stifter. Hvis en præst siger ja til et ønske fra et registreret par om en "gudstjenestelig markering", kan det finde sted.

Det hedder - for mig overraskende klart - at der allerede er mulighed for en sådan gudstjenestelig markering "ifølge gældende lovgivning". Der må være tænkt på lov om kirkers brug. Det overrasker mig, fordi det, så vidt jeg er orienteret, har været forbudt præster at foretage velsignelseshandlinger i kirken netop med henvisning til lov om kirkers brug. Logikken må være, at når der ikke er dogmatiske eller etiske indvendinger mod praktiseret homoseksualitet og registreret partnerskab, så er der heller ikke noget til hinder for, at en præst kan få kirken til rådighed for en kirkelig handling af denne karakter.

En grund for biskopperne til at bruge den formulering er måske, at de ønsker at fastslå, at spørgsmålet om, hvorvidt sådanne "gudstjenestelige markeringer" kan finde sted, ikke er et spørgsmål, der skal behandles af hverken menighedsråd, ministerium eller folketing. Det er god grund, men den har en vist utilsigtet konsekvens. Det bliver også svært at se, hvor der er hjemmel for at forlange, som det gøres i det følgende, at præsten skal søge biskoppens vejledning for, hvorledes en sådan gudstjenestelig markering skal finde sted. Kirkeministeriets departementschef har forsonligt antaget, at det skal forstås som et tilbud til præsterne. Sådan lyder det ikke, men sådan ender det måske. Hvis ikke ministeriet vil sørge for lovgivning eller udstede cirkulærer, er det svært at se, at biskopperne kan stille krav til præsterne.

Men selv om biskopperne skulle have myndighed til forlange, at præster skal konsultere dem i hvert enkelt tilfælde, kan biskoppen næppe påbyde, hvorledes den gudstjenestelige marketing skal være. Med klare grunde kan biskoppen måske sige nej til visse former, men de må formodes i tilfælde af uenighed at skulle begrunde, hvorfor en bestemt form ikke kan anvendes.

Det springende punkt er, at nogle biskopper har erklæret, at de ikke vil acceptere en form, hvor der bruges tilspørgsel.

Selv synes jeg heller ikke, det er det bedste, men jeg kan på den anden side heller ikke se nogen afgørende teologisk forskel imellem "gudstjenestelige markeringer" med eller uden tilspørgsel.

Det er detaljer. Det afgørende er, at registrerede par med denne erklæring nu kan tage deres registrerede partnerskab med i kirke i alle stifter og modtage en velsignelse af deres liv sammen. Ikke blot er der med biskoppernes udtalelse lagt afstand til fordømmelse af mennesker, der lever i registreret partnerskab. Der er også givet mulighed for, at homoseksuelle i en afgørende livssituation kan høre Guds ord og tilsagn om frimodighed, og der er givet mulighed for, at de offentligt ved en positiv akt kan lå sagt til sig, at de har plads i kirken. Hermed er det også udelukket, at der kan drives (u)kristelig klapjagt på præster eller andre kirkelige medarbejdere, der lever i registreret partnerskab. Også det er et mere vidtgående skridt end nogen anden kirke af nogenlunde størrelse hidtil har taget.

Sammenlignet hermed er det forhold, at der ikke er en tilgængelig trykt vejledning et lille problem. Det kan give anledning til forskellige vilkår i forskellige stifter, men da folkekirkens medlemmer m.h.t. kirkelige handlinger ikke er stavnsbundne, er det ikke afgørende. Folk kan søge hen, hvor de kan finde den bedste form. Man kan forvente, at der i løbet af nogen tid vil danne sig ret faste former for, hvilke gudstjenestelige rammer, der kan komme på tale. På forhånd er ingen former udelukkede. I det lange løb er det næppe tænkeligt, at det, der er accepteret i ét stift, er forbudt i et andet.

Den politiske gevinst, Landsforeningen af bøsser og lesbiske kunne have håbet på ved at have et officielt ritual at henvise til, er så ikke nået. Det er Landsforeningens problem. Vigtigere er det, at homoseksuelle, der indgår registreret partnerskab, i utvetydig form har fået en udtalelse så officiel, som den med den danske folkekirkes ordning kan præsteres, om at deres seksuelle orientering og den ramme, de har valgt omkring deres seksualitet, ikke gør dem til andenrangsmedlemmer af folkekirken, men at deres beslutning om at leve sammen tværtimod kan markeres i kirken og i en gudstjenestelig ramme.

Noget af pressens negative omtale af biskoppernes udtalelse har været hængt op på, at biskopperne har vægtet hensynet til den indbyrdes enighed og den folkekirkelige enighed så højt, som de har. Kommentatorer har ment, at det var for højt. Jeg finder det ikke vigtigt. Det vigtige er, at enigheden ikke er købt på bekostning af fundamentale etiske og kristelige hensyn til en seksuel minoritet. Hovedhensynet: homoseksuelles adgang til at kunne lå en kirkelig handling/velsignelse i forbindelse med deres registrerede partnerskab er tilgodeset.

En anden sag er, at det kirkepolitisk er, at biskopperne udtrykkeligt tillægger opinionen så stor betydning for deres afgørelse, som de gør. Man har ikke en procedure til at konstatere, hvad folkekirkens medlemmer mener, og man har heller ikke en demokratisk procedure til at træffe en afgørelse under hensyn til, hvad de mener. Det afgøres ved oplyst oligarki. Det tilskynder til i fremtiden at gale højt frem for at argumentere. Den slags uformelle "høringer" har nu fundet sted tre gange (vedr. gudstjenesteordning, vedr. Porvoo-erklæringen og nu - mindre formelt, men tillagt en tilsvarende betydning - vedr. spørgsmålet om velsignelse af registreret partnerskab). Det er en uklar og utilfredsstillende form, der tillægger biskopperne en kompetence, de ikke har, og som tillægger en uklar høringsprocedure en demokratisk vægt, der er tvivlsom. Det viser svagheden ved den kollegial-biskoppelige kirkeledelse, der er ved at institutionalisere sig. Det må tages op.

Niels Thomsen