Niels Henrik Gregersen har i kølvandet af Jørgen I. Jensens succes »Den fjerne kirke« (1995) udgivet en samling af artikler om samme emne. Heri prøver han at give et bidrag til forståelsen af, hvad der er på færde i den religiøse og kirkelige situation i dag, og hvad der har betinget den. jeg vil her ganske tendentiøst tillade mig at beskæftige mig med Gregersens brug af »videnskabelige« undersøgelser til at verificere sin analyse af situationen for kirken, for meget bygger i bogen netop på en slags videnskab, der er utrolig udbredt i visse dele af kirkeligheden. Troen på religionshistoriens erkendelser og sociologiens og psykologiens er ganske massiv. Således siger NHG s. 68 efter at have advaret sig selv om faren ved nærblænding, når man engageres og distancen, når man beskriver: »Hvor jeg har kunnet har jeg dog støttet mig til religionssociologiske undersøgelser. Jeg deler ikke den opfattelse, som stadigvæk er udbredt blandt teologer, at religionssociologiske undersøgelser er meningsløse, og at de data, som interview-undersøgelser fremskaffer, er værdiløse. Jeg støtter mig til dem, hvor jeg kan og lader mig gerne korrigere. Men så må det tilføjes at min interesse ikke så meget gælder de kvantitative forhold omkring kirke, religiøsitet og spiritualitet, som de kvalitative og at temaet fortsat er spillet mellem kirkelig og ukirkelig kristendom, ikke deri religiøse situation som helhed.« Overtroen på tallets objektivitet er et af teologiens sygdomstegn. NHG vil således beskrive »hvilken atmosfære, der omgiver kirke og kristendom, og hvad ændringen i folks indstilling til kirken er.« Men videnskaben kan jo kun udtale sig kvantitativt, så hvorfor støtte sig så meget til den. Og hvad har kvalitative forhold i kirke og kristendom ar gøre med den atmosfære der omgiver kirken og kristendommen? Spørgsmålet er, om det er holdbart.

Allerede titlen
Problemerne starter for mig allerede ved titlen: den dobbelte kristendom. Findes der mere end en kristendom? Det er indlysende at der kan findes flere forståelser af kirkelighed og kristendom, men det kan der jo kun, fordi der findes en kristendom. Sådan må det i hvert fald se ud teologisk. At man kan anskue det religionssociologisk og historisk og på mange andre måder er klart, men så forsvinder meningen med at kalde det for dobbelt kristendom, så bliver det til et spørgsmål om forskellig art af religiøsitet. Vores store problem i den demokratiserede folkekirke er jo at det er en Corpus Christianurn tanke fra middelalderen, der i 16. årh. blev nationaliseret og i det 20. århundrede demokratiseret: et nationalt folk hører sammen med en national kirke. Problemet opstår når denne tanke demokratiseres, for så bliver det til at vi i Danmark har religionsfrihed indenfor folkekirken i steder for i samfundet. Når dette princip gøres til grundlag, så kan man naturligvis godt tale om den dobbelte kristendom. Spørgsmålet er, om ikke det burde hedde deri dobbelte religiøsitet. Men på den måde ar strække våben over for et uheldigt faktum er at forsømme sin pligt som teolog og præst til at kæmpe for sand evangelisk kristendom. Og det må man jo nok sige, NHG ikke prøver på at definere, eller det giver for folk, der bruger statistik som støttedisciplin, ingen mening. Straks i kapitel 1 (s. 15) viser det sig også, hvoraf forvirringen kommer i NHG's kristendomsforståelse. Han støtter sine udsagn om, at der findes en ukirkelig kristendom, på en undersøgelse fra 1970'erne fra det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Her har man (i sin store visdom) spurgt et antal mennesker om deres forhold til kristendommen, for at »klarlægge omfanget af 'skjult kristendom'.« Hvad har man så spurgt om? »Om man godt kan være en god kristen selvom man ikke er medlem af nogen kirke?« Ja 76%, nej 10%. Og »Kan man godt være en god kristen uden at gå i kirke?« Ja 90%, nej 4%. Det er den slags undersøgelser, NHG beviser det »historiske faktum« ud fra. Problemet med den slags fakta er jo, at man programmerer svaret på forhånd. For der skal ikke meget forstand til at se, at det er gået med ordet kristen, som det er gået med ordet gentleman. Det betyder simpelthen noget moralsk positivt. I middelalderen var en gentleman en, der besad en titel og et gods. Senere op i tiden begyndte betydningen af ordet at ændre sig, idet man sagde at man godt kunne være en gentleman uden at besidde noget gods og titel. Gentleman blev simpelthen udtryk for det at være et godt menneske. Og på samme måde er det gået med ordet kristen. Det er blevet synonymt med godhed og næstekærlighed og moralsk god opførsel. Når man altså i undersøgelsen spørger, om man kan være en god kristen uden at gå i kirke, så spørges der i ikke om andet, eller der svares ikke på andet, end om man kan have en god moral uden at gå i kirke. Men det er jo ikke udtryk for en skjult kristendom. Det er jo slet og ret meningsløst. Skulle spørgsmålet stilles rigtigt skulle det lyde: kan man være kristen uden at tro på Gud og Kristus? Selv her vil synonymiteten mellem god og kristen være så indgroet i folk i dag, at nogle formodentlig vil svare ja. I det hele taget er NHG's maner med at bygge på såkaldte videnskabelige undersøgelser udtryk for den udbredte scientisme, der rider teologien som en mare, forestillingen om, at man ved en efterligning af naturvidenskabernes arbejdsmetoder kan opnå en større eksakthed og videnskabelighed på områder, der angår tro og kultur og historie, samliv og moral. Så vidt jeg husker, skrev NHG også i sin bog fra I 988 »Teologi og kultur«, at på det teologiske fakultet på universitetet skal der undervises i den for tiden herskende religion i landet. Sandhedsspørgsmålet stilles ikke. Vi beskriver og observerer blot ligesom de rigtige videnskabsmænd, og så skifter hypoteser og anskuelser; at man skulle drive teologi, fordi der skal prædikes på søndag, og at der skulle bestå en uopløselig sammenhæng mellem teologi og forkyndelse det falder Ikke NHG ind.

Statistisk evangelium
NHG har det med at begynde med nogle tal (kvantitet) for derfor at bevæge sig over i teologisk udlægning (kvaliteter) af nadverens betydning, for igen at slå over i psykologiske kvantitative overvejelser over, hvad gudstjenestens dele generelt betyder for nutidsmennesket. På s. 83 begynder NHG med en række tal - en slags statistisk evangelium åbenbart - fra en overvægt i udmeldelserne i 1974 er der sket det, at i 1995 har indmeldelserne oversteget udmeldelserne. Så siger han så: »Denne udvikling går stik imod alle forventninger«. Hvis forventninger er det? Er det ikke bare de forventninger, der kommer af at hylde sækulariseringsteorien, som NHG formodentlig er flasker op med i sit studium, og som altså netop viser det spild af tid, det er for en teolog at tænke i statistik. jeg kunne også godt tænke mig at se undersøgelsen, som NHG må støtte sig til, hvor han beskriver de psykologiske omstændigheder ved voksendåb: »Det er ikke ofte, danskere græder offentligt, men ved voksendåb sker det.« s. 85. Er det Hans Raun Iversen, der har lavet denne undersøgelse?

Problemet, jeg synes er værd at debattere i forlængelse af NHG's bog, er altså, om vi kan leve med et folkekirkeligt princip, der hedder »religionsfrihed i folkekirken i stedet for i samfundet«. Det stiller spørgsmålet om forholdet mellem de ukirkelige og de kirkelige klarere, end når man på NHG's måde taler om den dobbelte kristendom.

Niels Henrik Gregersen,
»DEN DOBBELTE KRISTENDOM«
Paul Kristensens forlag 1996, 102 s.

Torben Bramming,
Frimenighedspræst i Ryslinge