Thomasevangeliet

Anledningen til de følgende spørgsmål til Søren Giversen er den film om Thomasevangeliet der kort før jul blev vist i TV2 og som havde Søren Giversen som hovedaktør og videnskabelig ankermand. "Det hemmelige ord" hed filmen. Den var lavet af Lone Alstrup og Anne Hjort og optaget on location i de egne hver Thomasevangeliet blev fundet og i det museum i Kairo hvor det nu opbevares.
    Lad det være sagt straks at det var en meget smuk film, fængslende, godt fortalt. Kunstnerisk set forbilledlig.
    Forbilledlig var også den måde hvorpå Søren Giversen, på en jævn og ligefrem måde fremlagde det store og vanskeligt forståelige stof, som han jo har forsket i hele sit voksne liv.
    Alligevel synes jeg nok der er et par spørgsmål der kan være grund til at stille til Søren Giversen i filmens anledning.
    Det er Søren Giversens opfattelse at Thomasevangeliet ikke er noget gnostisk skrift. Og det er det så nok ikke. I filmen begrunder han det med at der ikke i Thomasevangeliet findes nogen lære om at verden er skabt af en ond Gud eller ved en fejltagelse. Men samtidig medgiver han at erkendelse, gnosis ("de hemmelige ord") spiller en vigtig rolle i skriftet. Og de der har gemt disse ruller har været et (esoterisk) klostersamfund som har været stærkt optaget af gnostiske strømninger. Mange af de øvrige ruller er jo decideret gnostiske.
    Det vil vel være naturligt om denne gnostiske kontekst har været med til at præge nogle af udsagnene - ligesom alle skrifter i Det nye testamente er præget af de menigheder de hører hjemme i og af den overlevering de har været igennem?
    Men navnlig mener jeg man må spørge: Hvor ved man fra at der har eksisteret en kristendomsform hvor Jesu liv og skæbne, hans død og opstandelse ingen rolle har spillet? Og kan det i så fald i det hele taget kaldes kristendom? Og hvor ved man fra, som påstået i filmen (af Helmuth Koester), at de nytestamentlige fortællinger om Jesus skulle være sekundære i forhold til Thomasevangeliets gengivelser af Jesu udsagn?

To steder i Joh.
Søren Giversen sætter Thomasevangeliet i forbindelse med Johannesevangeliet, som jo unægtelig også er mere spiritualiserende end de andre evangelier, - uden derfor at være det mindste udglidende i sin forkyndelse af den korsfæstede og opstandne Jesus fra Nazareth som frelser og herre. Og som i øvrigt er det af de nytestamentlige evangelier som der er færrest paralleller til i Thomasevangeliets logier (Thomasevangeliet ved Søren Giversen s. 11). Forbindelsen bringer Giversen i stand ved hjælp af to steder i Johannesevangeliet hvor Thomas nævnes.
    For det første den afsluttende fortælling om hvordan Jesus efter sin død kommer til sine disciple gennem lukkede døre og skænker dem Helligånden og sender dem ud i verden med evangeliet Johs 20,19ff). Ved den lejlighed var Thomas som bekendt ikke til stede. Og han ville ikke tro på den opstandne uden beviser. Først ugen efter var Thomas der også, da Jesus kom, og Jesus lod ham da se naglemærkerne i sine hænder og stikke en finger i sin side. Først derved kom han til tro. Og Jesus sagde da til ham: "Du tror fordi du har set mig. Salige er de som ikke har set og dog tror."
    Det er nu Givensens påstand i filmen at det heraf skulle fremgå at "Thomas kom til at stå Jesus nærmest i forkyndelsen af denne tro. Men det kan vist ikke være tekstens mening! Tværtimod ligger der i teksten en tilrettevisning af Thomas' krav om beviser og et udsagn om hvad der fra da af skal være enhver Kristustroendes lod. Det er et løfte til menigheden om at leve af det ord der forkyndes om Jesus som den opstandne - uden selv at have set. I Johannesevangeliet kan man ikke sige at Thomas har nogen fortrinsstilling frem for nogen af de andre.
    Det er derimod tilfældet i Thomasevangeliet, hvad der bl.a. fremgår af logion 13, hvor det fortælles at Jesus tog Thomas til side og sagde tre ord til ham. "Men da Thomas kom tilbage til sine fæller, spurgte de ham: 'Hvad sagde Jesus til dig?' Thomas sagde: 'Siger jeg blot ét af de ord, som han sagde til mig, så vil I tage sten op og kaste dem efter mig. Men ild vil komme ud af stenene og brænde jer op.'"
    Disse tre ord mener Søren Giversen at kunne identificere med de ord fra Jesu afskedstaler, hvor Thomas har spurgt Jesus "Herre vi véd ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Og hvor Jesus svarer: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johs. 14,6).
    De tre ord: "jeg er vejen og sandheden og livet" skulle nu ifølge Søren Giversen være de hemmelige ord fra logion 13 i kraft af hvilke Thomas Didymos er udlært, ja Jesu åndelige tvillingebror! Men hvor ved Søren Giversen det fra? Det må da vist være rent gætværk! Sådan som det fortælles hos Johannes er der jo netop ikke tale om nogen hemmelighed som specielt Thomas skulle komme til at sidde inde med. Det er Jesu svar på Thomas' spørgsmål, men alle hører det og alle bliver sat til at forkynde at den korsfæstede og opstandne Kristus ikke blot er vejen, men også sandheden og livet. Søren Giversen siger i filmen at Thomas og Johannes begge to er af den opfattelse at Thomas har fået betroet de hemmelige ord, den inderste lære. Det er unægtelig en opsigtsvækkende hypotese men jeg kan ikke se at der er nogen som helst holdepunkter for den i Johannesevangeliet, som påstået af Søren Giversen.
    Når der er grund til at hæfte sig ved disse ting er det ikke blot af eksegetiske årsager, men også fordi Thomasevangeliet som bekendt nærmest er blevet det sande evangelium, kristendommen i en nøddeskal for dele af "den nye åndelighed". Her har man jo et bekvemt evangelium hvor det kun er "Jesu ord", "hans filosofi", det drejer sig om og ikke hans liv og skæbne, ikke korsfæstelsen og opstandelsen, ikke dåb og nadver, ikke tro og omvendelse, kort sagt ikke alt det forargelige i kristendommen. Og her har man et skrift der med lidt behændighed lader sig forbinde med Østens religioner, buddhismen især, - som det også sker i filmens slutning.

Bertelsens Kristus
I Jes Bertelsens bog "Kristusprocessen" fra 1989 (som alle præster burde kende) hilses fundet af Thomasevangeliet da også som noget af en åbenbaring: Jes Bertelsen skriver: "For visse er fundet af denne tekst dybt meningsfuld. Det kunne være et tegn på, at en ny og dybere til nutiden mere svarende udlægning af kristendommen er på vej. At Thomasevangeliet er fundet ved Nag Hammadi kunne anses for at være et afgørende skridt fremad i Kristusprocessen. Måske tiden nu er inde til, at de mange kunne åbne sig for de mysterier, der fremlægges i Thomasdokumentet. Og måske er disse åbne hemmeligheder kommet for en dag, fordi verden nu er mere parat til at forstå og virkeliggøre dem. En sådan tankegang er ikke fremmed for den spirituelle proces på jorden" (s. 44).
    Jeg vil selvfølgelig ikke på nogen måde påstå at det skulle være Søren Giversens opfattelse. Giversen har gjort et stort og fortjenstfuldt arbejde med et af de mest sensationelle fund til forståelse af den tidlige kristendom, der er gjort i vores tid. Giversen er videnskabsmanden. Det er som det skal være. Men videnskabsmænd kan jo også misbruges. Og det synes jeg sker i filmen om "Det hemmelige ord". Derfor vil jeg godt have Giversen til at besvare ovennævnte spørgsmål, - og måske ikke mindst vil jeg bede Giversen at gøre rede for sin stillingtagen til den brug af Thomasevangeliet som f.eks. ovenanførte citat af Jes Bertelsen er udtryk for.
    Lone Alstrups og Anne Hjorts film slutter med at sige at denne inderste lære skulle svare til hvad man også finder i andre (østlige) religioner, og det er jo god nyreligiøs filosofi at mene det. Det er også hvad man bl.a. kan finde udtrykt i Jes Bertelsens førnævnte bog. "Hvad Buddha begyndte, videreførte Kristus" skriver Bertelsen (s. 79). Jeg gentager: Jeg vil ikke på nogen måde påstå at det skulle være Søren Giversens opfattelse. Men med filmen "De hemmelige ord" har Jes Bertelsen-bevægelsen fået en ny kultfilm. Det er ikke noget tilfælde at filmen slutter med en "tak til dr. phil. Jes Bertelsen, der har givet inspiration til denne film".

Andreas Davidsen
Skovbrynet 28, Sønderborg