1 . DE FØRSTE KRISTNES BØN.
Men i Apostlenes Gerninger kap. 3,1 hører vi, at Peter og Johannes går op til Helligdommen ved bedetimen i den 9. time (kl. 15). Det tyder på, at de første kristne har overtaget de jødiske faste bedetimer, Man havde tre: morgen, middag (eller eftermiddag) og aften.
De mange jøder, der levede langt borte fra Jerusalem, plejede at bede morgen- og aftenbønnen på den tid, da i Jerusalems tempel det daglige morgen- og aftenoffer blev frembåret. Middagsbønnen eller eftermiddagsbønnen fandt hyppigt sted ved den 9. time, altså kl. 15.
Det lille efterapostolske skrift, De 12 apostles lære, som stammer fra slutningen af det 1. århundrede og altså er samtidig med de yngste skrifter i N.T., foreskriver de kristne at bede tre gange om dagen. Tidspunkterne angives ikke. Men det har vel været de kendte jødiske bedetider: morgen, middag eller eftermiddag og aften.
I slutningen af det 2. århundrede bevidner den kendte theolog, Klemens af Alexandria, at der er kristne, som beder ved den tredje kl. 9, den sjette kl. 12, og den niende time, kl. 15. De samme tre tider anbefaler den kristne advokat Tertullian i Nordafrika for de kristnes bøn og minder om, at Helligånden blev udgydt over apostlene ved den tredje time, og at Peter bad i den sjette time, da sendefærden fra Kornelius ankom fra Kæsarea (Ap. Gern. 9,11), og at Peter og Johannes gik op i templet ved den niende time for at bede (Ap. Gern. 3,1), da de helbredte den lamme. Men udover disse tre tider, kl. 9, kl. 12 og kl. 15, nævner Tertullian også morgenbønnen og aftenbønnen og bønnen ved nattens begyndelse.
Alle disse tidebønner er på Tertullians og Klemens tid den enkelte kristnes bønner. Det er den enkelte kristne, som på de fastsatte tider forretter sin ordnede bøn, som Peter, da han i Joppe gik op på taget for at bede, De samme seks tider omtaler ved samme tid som Klemens i Alexandria og Tertullian i Nordafrika for Roms vedkommende præsten Hippolyt, Og omkring midten af 3. århundrede nævner biskop Cyprian i Nordafrika i sit skrift om Herrens bøn de samme bedetider.
Tidebønnen er altså i de første 3 århundreder alle kristnes bøn, som de beder hver for sig til de fastsatte tider.

2. MENIGHEDSBØN.
I det fjerde århundrede har kristendommen sejret over de andre religioner i Romerriget, og menighederne er blevet store. Nu hører vi om tidebønner for menigheden i kirken, Hvor bibelske salmer synges. Det læser vi f.eks. i en kommentar til Salmernes bog, skrevet af Euseb af Kæsarea, som døde 339 e. Kr., men endnu tydeligere i de såkaldte "Apostoliske Konstitutioner" - en græsk kirkeorden - fra anden halvdel af 4. århundrede. Tidebønnerne skal finde sted om morgenen, ved den tredje, ved den sjette og den niende time, om aftenen og ved hanegal. Det er de seks bedetider, som vi hørte om hos Tertullian. De apostoliske konstitutioner ønsker imidlertid, at de kristne skal bede disse bønner i menigheden under biskoppens, dvs. sognepræstens ledelse, Hvis det ikke er muligt, da skal den enkelte bede bønnerne alene eller sammen med et par andre derhjemme. Tidebønnens indhold betegnes i de apostoliske konstitutioner som salmesang, skriftlæsning og bøn, altså det, der den dag i dag fylder vor tidebøn. Om aftenen skal f.eks. den 141. salme synges på grund af verset: som røgoffer gælde for dig min bøn, mine løftede hænder som aftenoffer! Om morgenen synges salme 63.
Om de kristne nu overalt er kommet til tidebøn i kirken så er naturligvis meget tvivlsomt. I Vesterland har vi fra samme tid eller lidt senere vidnesbyrd om, at lægfolk kun kom til tidebøn i kirken morgen og aften. De andre tider var stadig den enkelte kristnes bedetider.
Altså i kirkens første 4-5 århundreder var tidebønnen til de 6 bedetider alle kristnes bøn i lønkammer eller i hjemmene, men efterhånden bliver i hvert fald morgen- og aftenbønnen til menighedsbedegudstjenester.

3. MUNKE OG PRÆSTERS BØN
På samme tid dukker imidlertid en ny form for fælles tidebøn op, klostrenes bedetider, Og den skulle få den allerstørste betydning både for tidebønnernes indhold og form, og for det syn, man anlagde på denne bedetjeneste. Bøn var jo en af munkelivets vigtigste tjenester, og det var derfor naturligt, at tidebønnerne udvikledes til fint opbyggede bedegudstjenester. I klostrene læses og synges tidebønnerne altid i fællesskab i klostrets kirke. Det samme kom også til at ske ved domkirker og andre store kirker, hvor der var flere præster, der levede et fællesliv, et domkapitel eller et stift. Og her efterlignede man mere og mere den kunstfærdige form for tidebøn, som efterhånden havde udviklet sig i klostrene. Det store omfang og den kunstfærdige form medførte med tiden, at menigheden ikke mere deltog så hyppigt i tidebønnen. Og da i Vesterland det latinske kirkesprog i middelalderen overalt var blevet et fremmedsprog, som menigmand ikke forstod, gled tidebønnen længere og længere bort fra lægfolket. Den blev frem for alt munkenes og præsternes bøn, ikke mindst da præsten forpligtedes til at læse tidebøn privat. Men den gamle skik, at menigheden i hvert fald var med til morgenbønnen, Laudes, og ganske særlig til aftenbønnen, Vesper, har i den romersk-katholske kirke holdt sig helt op til vor tid.

4. REFORMATIONEN OG TIDEN DEREFTER.
Med reformationen forsvandt klostrene. Den latinske tidebøn blev nu overtaget af latinskolerne hvor den her hos os i den form, som Kirkeordinansen af 1537 havde givet den, bevaredes i 100 år til 1640. I det år afskaffedes det latinske sprog ved tidesangen; men denne selv fortsatte endnu mere end ét århundrede på dansk, hvor der var latinskoler, I slutningen af det 18 århundrede forsvinder den dog langsomt fra sted til sted: i Viborg 1772, i Århus l777, i København 1797; og ved rescriptet af 27. dec. 1805 blev tidebønnen som latinskoledisciplenes særlige tjeneste endelig ophævet. Det, vi kalder skolernes morgensang, er den sidste mindelse om den.
Men samtidig med at den latinske tidebøn efter reformationen vandrede fra klostrene over til latinskolerne, søgte reformatorerne at genoplive den oldkirkelige tidebøn som menighedsgudstjeneste. Laudes (eller matutin), morgensangen, og Vesper, aftensangen, blev bibeholdt, også om hverdagen som bedegudstjenester for menigheden, hvor skriften og katekismen udlagdes for folket. I Danmark blev disse ugedagsgudstjenesters særpræg mere og mere udvisket, især da man også begyndte at holde altergang ved dem, Med den gamle tidebøn havde de da ikke længere nogen forbindelse.
Og således gik det til, at tidebønnen forsvandt fra den danske gudstjeneste, til trods for at det havde været reformatorernes udtalte vilje, at den skulle bevares.
Det gjaldt ikke blot tidebønnen som korsang i skolerne og som menighedsgudstjeneste i kirken, men også præstens tidebønslæsning. Tidebønslæsningen var for præsten i løbet af middelalderen blevet en meget tung byrde, fordi han måtte bruge den samme ordning som klostre og stifter, men jo ikke havde hele dagen til sin rådighed til bøn. Og den dag i dag er tidebønslæsningen for den romersk-katholske præst en byrde, som kan være meget tung at bære. Derfor lyder der nu i forbindelse med det 2. Vatikanerkoncil meget stærke krav om en reform af præstens tidebøn i Romerkirken, Professor Hans Küng siger herom i sin bog "Kirche im Konzil" (The living Church): "Det er næppe nødvendigt at understrege den kendsgerning at præstens bøn i vore dage målt med den målestok, der indeholdes i Matthæus 6,7 (Men når I beder, må I ikke bruge overflødige ord som hedningerne), på mange måder befinder sig i en jammerlig tilstand. I stedet for at give åndelig styrkelse, er breviaret (tidebønnen) ofte ikke andet end endnu en byrde, som verdenspræsten næppe er i stand til at bære. I stedet for at give en ansporing til bøn, gør breviaret, fordi man skal igennem en enorm masse af ord, alt for ofte den virkelig gode, dybt engagerede bøn umulig... For præsterne i verden er der ingen grund til at bevare en klosterlig tradition. Det nuværende besvær er jo opstået netop fordi en form for bøn, som passede udmærket til munkesamfund, i historiens løb simpelthen blev pånødet præsterne i verden... Verdenspræstens bøn behøver ikke nødvendigvis at være kortere, men den skal være bedre, dybere og mere samlet; og hvis han skal opnå det, må han have tid til sin bøn, en tid i fred og ro, hvor han ikke behøver at skynde sig, men kan være helt fri over for Gud. Ifølge Matth. 6,7ff, består bønnen ikke i at sige en stor mængde ord, men i at være fyldt af fred og at være fri over for Gud. Konkret vil det sige, at hvad vi trænger til er en ordning af bønnen, som foreskriver denne rolige, samlede tid til Gud. Men en ordning, som foreskriver et bestemt antal ord, vil, selv om bønnen er forkortet, igen og igen, under hverdagens travlhed, som den præger en præsts liv i dag, lede til en forjasket bøn, som er usund og har en dødbringende virkning for præstens gudsforhold." Küng foreslår en ordning, som for en romersk-katholsk præst af den samme grund må synes uhørt radikal, sammenlignet med den nuværende breviarlæsning. Han siger: "Hvis vi går ud fra, at en bedetid på tre kvarter hver dag blev fastsat som obligatorisk for verdenspræsten, kunne følgende ordning foreskrives. Det første kvarter: en fortsat læsning af bibelen, begyndende med 1. Mosebog og endende med Johannes Åbenbaring, og så forfra med l. Mosebog igen. Det andet kvarter: Meditation eller læsning af opbyggelseslitteratur, f.eks. kirkefædre eller middelalderens mystikere eller god moderne opbyggelseslitteratur. Tredje kvarter: Morgen og aftenbøn, bestående hovedsagelig af bibelske psalmer og andre passende bønner, i stedet for de latinske hymner, som ofte er uforståelige... På denne måde ville den katholske præst lære, indirekte, at bede psalmerne udenad på sit eget sprog, og han ville så være i stand til at bruge dem, sådan som den protestantiske præst i almindelighed ventes at gøre det, ved de forskelligste lejligheder, både i den offentlige gudstjeneste og i sin præstelige sjælesorg, især når han besøger syge og døende."
Hvad en romersk katolik som professor Küng her siger om præstens tidebøn, kommer meget nær op ad det, som foresvævede Luther. Han ville ikke afskaffe præstens tidebøn. Men han ønskede at befri præsten for den uhyre byrde, som den latinske breviarlæsning var blevet. Han siger i fortalen til Den store Katekismus, hvor han meget skarpt omtaler de nye evangeliske præster som skammelige frådsere og bugtjenere, som snarere skulle være svinehyrder eller hundepassere end sjælesørgere og sognepræster, følgende: Blot de dog gjorde så meget, når de nu er fri for det unyttige og besværlige remseri ved de syv tider, at de i stedet morgen, middag og aften læste en side eller to af katekismen, af En lille bog om bøn, af Nye Testamente eller noget andet af bibelen, og bad Fadervor for dem selv og deres sognebørn, for at de dog viste evangeliet ære og taknemmelighed, til gengæld for at de ved det er blevet befriet for så mange byrder og besværligheder. Skammede de sig dog blot en smule over, at de, som svin og hunde, ikke har bevaret mere af evangeliet end sådan doven, skadelig, skændig, kødelig frihed." Den evangeliske tidebøn, Luther her anbefaler præsten, ligger meget nærved det, professor Küng i fremtiden ønsker som tidebøn for den katholske præst.
For resten foreskrev også den danske præsteed i ritualet af 1685, som ligger til grund også for vort nuværende præsteløfe, en evangelisk tidebønslæsning for præsten. Det hedder i præsteedens 4. afsnit: "For det fjerde lover jeg, at jeg med den største flid vil læse de hellige skrifter og med ikke mindre omhu grunde over troens artikler, så at jeg ikke vil tillade, at nogen dag hengår, på hvilken en bestemt tid ikke optages af den hellige læsning, undtagen hvis det må ske på grund af helbredet eller uundgåelige hindringer."
Ritualet foreskriver imidlertid ikke, hvilken tidebønsordning præsten skal følge. Som i Luthers fortale til Store Katekismus overlades det til præsten selv at finde ud af, hvad han skal læse i den "hellige læsning". Det er vel grunden til at denne læsning hos de fleste præster i århundredernes løb er blevet mere eller mindre tilfældig og mindst af alt har karakteren af en velordnet tidebøn, som den ellers skulle være. Det er da også yderst betegnende, at denne bestemmelse i den gamle præsteed har skiftet fuldstændig karakter, da den i ændret form indgik i det nugældende præsteløfte fra 1870: Der hedder det blot: "at jeg vil stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede..." Forpligtelsen til tidebøn er her blevet til en forpligtelse til fortsat theologisk studium.

HVORFOR TIDEBØN?
Hvad kan vi nu af dette yderst kortfattede overblik over tidebønnens historie lære til besvarelse på spørgsmålet: Hvorfor tidebøn?

1 . ALLE KRISTNES BØN
Vi kan for det første slå fast at tidebønnen i sin oprindelse er alle kristnes bøn, At de kristne, helt tilbage i aposteltiden, ikke alene har øvet den spontane bøn, som er uadskillelig fra al levende tro, men tillige overtog og uddybede den jødiske ordnede bøn til faste tider, beror vel frem for alt på arven fra den gamle pagt: "Lovsang tilkommer dig på Zion, o Gud, dig indfrier man løfter, du, som hører bønner," (Ps. 65,2) og på Jesu forkyndelse om bønnen som Guds befaling og forjættelse, som han f.eks. fremsætter den i lignelsen om den uretfærdige dommer, der hos Lukas betegnende indledes med disse ord: "Men han talte til dem en lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte." (Luk.18,1-8).
Om tidebønnens form er hermed endnu ikke sagt noget bestemt udover det meget afgørende, at den må være en sådan, at den kan føje sig ind i den enkelte kristnes daglige liv, sådan som det må have været tilfældet i de første århundreder, da tidebønnen endnu ikke var blevet munkes eller præsters speciale, men var alle kristnes tjeneste.
Spørger vi: hvorfor tidebøn? kan vi med henvisning til dette første - og vi kan vel tilføje klassiske - afsnit af tidebønnens historie sige: Vi arbejder med tidebønnens genoplivelse i en eller anden form, fordi ordnet bøn er et uundværligt led i den bønnetjeneste, der er alle kristnes. Og med henblik på den udvikling, som tog fart fra middelalderens begyndelse, hvorved tidebøn på et uforståeligt sprog blev et speciale for munke, nonner og præster, som lægfolket ikke længere kunne tage del i, må vi slå fast: denne udvikling var tydeligt nok en afsporing af tidebønnen og skulle ikke gerne gentages. Vi vil i denne sammenhæng også erindre de moderne reformkatholikkers ønske, som f.eks. Hans Küngs, om reform af tidebønnen, der ikke blot gør den mere overkommelig for præsten, men påny gør den til hele det kristne folks bedetjeneste. Man kan også i denne sammenhæng pege på et stykke af tidebønnens historie, som jeg før i min lynhurtige oversigt ikke omtalte, nemlig tidebønnens historie i den anglikanske kirke. Da klostrene her forsvandt, lod man ikke, som hos os, den latinske tidebøn vandre over i latinskolerne, hvor den jo i lige så høj grad som i klostrene kom på afstand af menigheden. Men i "The book of Common Prayer" gjorde man morgen- og aftenbønnen til en virkelig menighedsgudstjeneste - og samtidig til præstens daglige tidebøn - som i mere end 400 År har været en evangelisk tidebøn på modersmålet, som vi ikke kan lade upåagtet, når vi i vor kirke arbejder med tidebønnens fornyelse.

2. SÆRLIGE GRUPPERS BØN.
Dernæst kan vi af tidebønnens historie lære, at den kendsgerning, at tidebønnen er alle kristnes tjeneste, ikke udelukker, at visse kristne øver den på en særlig måde og under særlige former. Når Apostlenes Gerninger særlig fremhæver, at apostlene Peter og Johannes øver tidebønnens tjeneste, ligger naturligvis deri ikke, at de var de eneste, der gjorde det i menigheden. På den anden side er det heller ikke udelukket, at Lukas ønsker at fremhæve, at selve aposteltjenesten i speciel forstand også omfattede en regelmæssig bedetjeneste. I hvert fald var det ikke det, der var galt i den middelalderlige udvikling af tidebønnen som jeg før omtalte, at munke og præster påtog sig at øve tidebønnens tjeneste på en særlig måde - hyppigere og i en rigere form - end andre i menigheden. Det gale var blot det, at det blev gjort på en sådan måde, at det let blev en byrde i stedet for en ægte tjeneste, og sådan at hele menighedens tidebønstjeneste skubbedes i baggrunden.
Det var helt igennem i sin orden, at klostersamfundet og præsterne opfattede tidebønstjenesten som betroet dem i en særlig form, Vi så da også, at både Luther og vort gamle danske kirkeritual tog det som en selvfølgelighed, at præsten her havde en særlig tjeneste, Og den måske ikke særlig lykkelige idé at lade latinskoledrenge overtage munkes og nonners bedetjeneste viste i hvert fald, at man var klar over, at tidebønstjenesten i menigheden også kan og bør øves på en særlig måde af særlige grupper inden for menigheden.
Præstens tidebøn er et kapitel for sig, Jeg læste for mange år siden i Kirkeligt Samfunds Julebog en artikel af Erik Appel om sognepræstens gerning, hvori han bl.a. sagde, at han, når han en sen aften passerede præstegården og så, at der var lys i studerekammeret endnu, efter at alle andre i sognet var gået til ro, kunne føle en stor taknemmelighed ved at tænke på, at der dog i sognet altid er en, som har til opgave at våge og bede for alle. Det var en fin erkendelse af, hvad præstens tidebønstjeneste egentlig er, som jeg ikke siden har kunnet glemme. Og det gør det jo ikke ringere, at det var en grundtvigsk lægmand, der så det, som måske slet ikke kendte ordet "tidebøn".
Vi vil af dette stykke af tidebønnens historie lære, at der også i moderne menighedsliv er brug for tidebønsformer, som bruges af mindre kredse inden for menigheden, som frivilligt påtager sig en særlig form af den fælles bønnetjeneste. Hvor klosteragtige samfund gror frem, som f.eks. Taizé-broderskabet, som nu også har et dansk medlem, er det klart, at tidebønnen har sin plads dér og må finde en form, som passer dertil, men som ikke uden videre kan blive den form, der passer til de almindelige lægfolks tidebøn.
Men i moderne evangelisk menighedsliv er det vel ikke i første række sådanne eventuelle nye klostersamfund, vi må tænke på, men snarere mindre bedekredse rundt omkring i menighederne. De grupper af lægfolk f.eks., som har båret det, man i nyere tid har kaldt det frivillige kirkelige arbejde, vil ikke kunne øve deres tjeneste uden at forene den med en bedetjeneste. Når man i vor tid ofte ser skævt til sådanne grupper, som en slags ufolkekirkelige, halvt sekteriske, såkaldt "lukkede kredse", bør det understreges, at lægemidlet herimod ikke kan bestå i en eller anden organisatorisk indlemmelse af dem i det store folkekirkelige maskineri, så sådanne folk skal tariflønnes, som kirkebetjente og kordamer, For det bliver man i og for sig ikke kirkelig af. Men kirkelige kan sådanne kredse kun blive ved i deres bedetjeneste at være med til at bære hele kirkens, ja, hele verdens sag frem for Gud, At tidebønsfornyelsen bæres frem af mindre kredse inden for folkekirken, er der i og for sig intet galt i. Det behøver på ingen måde at modvirke forståelsen for, at tidebøn - i ordets vide forstand - er og må være alle kristnes sag. Galt bliver det først, hvis disse mindre kredse gør tidebønsfornyelsen til et partiprogram. Derfor må man for denne sag håbe, at den i de kommende år f.eks. ikke går hen og bliver et specielt højkirkeligt programpunkt. Men at højkirkelige grupper dyrker den og netop gennem tidebønnen til stadighed modtager en udfordring til at være kirkelige i deres bedetjeneste og ikke blot specielt højkirkelige - det er helt i sin orden.
Af den anden fase i tidebønnens historie, tidebønnen som kloster- og præstebøn, vil vi til besvarelse af spørgsmålet: Hvorfor tidebøn? udlede svaret: Vi arbejder med tidebønnen, fordi der også er en særlig bedetjeneste, betroet præster og mindre grupper i menigheden, og som har behov for hjælp til genoplivelse af den ordnede bøn.

3. BIBELSK FÆLLESBØN. DELAGTIGHED I KRISTI FORBØN.
Endelig vil jeg til slut fra tidebønnens historie fremdrage et tredje moment. Det er ejendommeligt for tidebønnen gennem hele dens historie, både som alle kristnes bøn og som præsters og munkes - eller latinskoledrenges - bøn, at dens hovedbestanddel er psalmodien, det at bede de bibelske salmer i uløselig forbindelse med en fortsat læsning af den hellige skrift. Hvorfor spiller de bibelske salmer og den bibelske læsning en så stor rolle i tidebønnen?
Det er, fordi tidebønnen, til forskel fra den spontane bøn, ikke er den enkeltes private bøn - det er den heller ikke, når den læses eller bedes af den enkelte i lønkammeret - men kirkens bøn. Og hvad vil det sige? Det vil sige at den er deltagelse i den opstandne og himmelfarne Herres, Jesu Kristi ypperstepræstelige forbøn for verden.
I salme 110, v. 4 står om kongen, at han skal være præst evindeligt på Melkizedeks vis. Da denne salme i den ældste menighed blev udlagt om Jesu kongegerning ved Faderens højre hånd, blev dette vers forstået om den forbøn for sin kirke på jorden, ja for verden, som den himmelfarne Herre frembærer for Faderen i Himmelen. Det er især Hebræerbrevet, som udfolder denne tanke, at Kristus er den himmelske ypperstepræst, der, som det hedder i kap. 7, v. 25, lever altid til at gå i forbøn for os. Men det er ikke blot i Hebræerbrevet, vi møder denne tanke, Også Paulus siger i Rom. 8, 34: "Kristus er den, som er død, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os."
Denne tanke om den himmelfarne Herres forbøn kan imidlertid let blive underlig fjern og abstrakt, hvis man glemmer, at den himmelske ypperstepræsts tjeneste i den himmelske helligdom består deri, at han løfter sin kirkes jordiske præstetjeneste op til Faderen i Himmelen og gør den til sin. Hvad Jesu præstetjeneste er, det finder jeg intet sted bedre udtrykt end i en linie fra Ingemanns påskesalme, "Nu ringer alle klokker mod sky"

Livskongen løfter op med sig
til livet sin børnevrimmel.

Jesu himmelske præstetjeneste er altså uløselig forbundet med hans kirkes jordiske præstetjeneste, de troendes præstedømme, eller som det også tit kaldes: det almindelige præstedømme. Om de frelste hedder det i Åbenbaringsbogens kap. 5, v. 10: "og du - det er Kristus som Guds lam, der tales til - har gjort dem for vor Gud til et kongerige og til præster." Det er samme tankegang, vi kender fra 1. Peters brevs 2. kapitel, v. 5: "lad eder selv som levende sten opbygge som et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, til at frembære åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus", og v. 9: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til ejendom, for at I skal forkynde hans dyder, som kaldte eder fra mørke til sit underfulde lys."
At være præst er jo at stå i sit eget og andres sted for Gud i bønnens og taksigelsens offertjeneste. Sådan står Kristus for Gud som hele menneskeslægtens præst. Og sådan står vi, som tror på ham, i ham og med ham for Gud, delagtige i hans præstetjeneste, Og når præstetjenesten er det at bære verden og menneskene frem for Gud, så må den spænde over himmelen, hvor Gud bor, og jorden, hvor menneskene bor. I himmelen bærer den store ypperstepræst bønnen frem for Faderen, på jorden står hans kirke, som er hans legeme sammen med verden og menneskene i den nød, som bæres frem i bønnen, Men det er én eneste præstetjeneste, Jesu Kristi og hans folks kongelige præstetjeneste.
Det må man se, for at forestillingen om Jesu forbøn i himmelen kan få et konkret og levende indhold. Den forbøn, han bærer frem i himmelen, er den, som hans legeme på jorden, hans menighed for og med verden råber op mod himmelen.
Og det er først, når man ser denne enhed i Jesu Kristi ypperstepræstelige bøn, enheden mellem hans himmelske adgang til Faderen og hans legemes, hans kirkes forbundethed med verden og menneskene her på jorden, at man forstår, hvorfor de bibelske salmer må være grundstammen i al tidebøn.
De bibelske salmer er, netop i deres historiske egenart, de mest jordbundne, de mest omfattende, de mest uforbeholdne forbønner for den fortabte verden og menneskene i deres nød, som vi ejer. De blev til i det Israel, som var udvalgt til at leve med Gud, men som det ikke lykkedes for, fordi dets konge, som skulle føre det hen til Gud, endnu ikke var kommet. Men da han kom, bad han selv disse bønner, gjorde dem helt til sin egen bøn, som vi hører det i Gethsemane, hvor han beder med ord fra den 42. salme, og på korset, hvor han beder med den 22. og 31. salme. Det var hans egen bøn; men det var ikke hans egen bøn alene. Det var verdens bøn. Fordi han gjorde verdens sag til sin, hang han på korset og råbte med de anfægtede i Israel: "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig."
Når den kristne kirke gjorde de bibelske salmer til tidebønnens grundstamme, var det, fordi den forstod, at her, i disse salmer, var delagtigheden i Jesu Kristi forbøn så fuldkommen som intet andet sted.
Og under alle sine omskiftelser, også under alle udglidninger og afsporinger, har det væsentlige i tidebønnen altid været det, at her bad kirken på jorden med Kristus i himmelen. Derfor kan den ikke nøjes med at bede de spontane bønner, hvor den enkeltes øjeblikkelige begæring kommer til orde. Men den må i Jesus Kristus ind i den omfattende forbønstjeneste for hele den uforløste menneskeslægt, Og det er til opøvelse i denne tjeneste, den har fået den bibelske salmebog betroet.

DET VÆSENTLIGE: DE TROENDES PRÆSTETJENESTE.
Ud fra den tredje iagttagelse fra tidebønnens historie kan vi da til slut som svar på spørgsmålet: hvorfor tidebøn? svare: Fordi vi som dem, der har fået de troendes præstetjeneste betroet, i forening med vor himmelske ypperstepræst, trænger til en oplæring og opøvelse i den præstelige forbøn for verden og menneskene, som vi - ganske som fædrene - ikke kan finde bedre hjælp til end den, vi modtager i tidebønnens salmesang og salmelæsning.
Jeg har ud fra tidebønnens historie prøvet at give nogle svar på spørgsmålet: Hvorfor tidebøn? Derimod har jeg ikke søgt at svare på spørgsmålet: Hvordan tidebøn. Det er et stort og vanskeligt spørgsmål, som det imidlertid ikke har været min opgave at rejse i aften.

Ovenstående artikel af professor, dr. theol. Regin Prenter er holdt som foredrag ved tidesangskonventet i Løgumkloster 1964.

3. Oplag af ‘Bibelsk Fællesbøn’ er udgivet af Selskabet Dansk Tidegærd.