Nedenstående kommentar til rapporten 'Registreret partnerskab, samliv og velsignelse', som jeg skrev færdig d. 17 juni 1997, blev efter tur sendt til Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad, som begge sagde pænt nej tak til at bringe den. Kommentaren er sendt til alle danske biskopper og nu til mailinglisten Teologi og news:dk.livssyn. Man er velkommen til at anvende kommentaren i andre sammenhænge.

Jeg vil stærkt opfordre til, at man ikke blot på forhånd tager mine ord for gode varer eller straks afviser dem, men at man læser RPSV - også hvis man ikke har noget (særligt) imod kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Rapportens kvalitet er nemlig af en sådan karakter, at det - selv med sagen ladt ude af betragtning - vil være direkte pinligt at lægge den til grund til nogetsomhelst.

God fornøjelse!

Kommentar:
For nylig udkom Registreret partnerskab, samliv og velsignelse – Rapport fra et af biskopperne nedsat udvalg vedrørende kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Denne rapport var på flere måder bestilt arbejde. Dels var den bestilt af biskopperne, dels var den bestilt af eller måske nærmere affødt af krav fra Landsforeningen af bøsser og lesbiske om kirkelig velsignelse og vielse af homoseksuelle par på linie med ægteskabet mellem mand og kvinde.
Desværre ligner rapporten også ’bestilt arbejde’ i en mere overført betydning. Det har af nogle været hævdet, at selve udvalgets sammensætning på forhånd har afgjort rapportens resultater. Jeg kender ikke udvalgets medlemmer, men læsning af rapporten bekræfter en sådan opfattelse.

Rapporten er en lang sag på omkring 100 sider fint stillet op med kapitler og underafsnit. Den behandler forholdet mellem ægteskab og partnerskab juridisk, sociologisk, folkeligt og kirkeligt. Den behandler velsignelse generelt og specielt i forhold til homoseksuelt samliv, og den indeholder et udkast til vejledende ritualer for velsignelse af registreret partnerskab. Konklusionen ender med en anbefaling af kirkelig velsignelse.
Man behøver ikke at læse rapporten til ende for se konklusionen, man behøver heller ikke at læse resuméet, det er nemlig muligt overalt i rapporten at se, hvilken konklusion man vil nå frem til. Rapporten er ikke reelt bygget op over en linie, hvor man først loyalt opstiller sagens elementer, senere vurderer dem pro et contra og til sidst drager en konklusion.
I indledningen nævner rapporten selv, at udvalget er blevet kritiseret for sin sammensætning, og at et 'alternativt' udvalg blev nedsat fra konservativ teologisk side. Dette udvalg har udsendt en rapport så tidligt, at man i den 'officielle' rapport har kunnet kommentere den. Der nævnes, at man løbende i udredningen har taget stilling til nogle af dens argumenter. Det er ganske rigtigt, man gør det faktisk så ofte og på en sådan måde, at den officielle rapport kommer til at fremstå som partsindlæg. Det medfører også, ganske bekvemt, at den, som kritiserer den officielle rapport, let kan fejes af banen og sættes i bås med forfatterne til den alternative rapport.

Udvalget ser det som sin opgave at tage stilling til, hvilke kirkelige konsekvenser Lov om registreret partnerskab skal have set i lyset af, at nogle præster rent faktisk foretager 'vielser' af homoseksuelle par. Udvalget har forstået sin opgave afgrænset på tre måder, rapporten skal: 1, ikke være en almindelig undersøgelse af homoseksualitet, 2, ikke være en udredning af spørgsmålet: kirken og de homoseksuelle, og 3, ikke være overvejelser angående et partnerskabsstiftende ritual (altså kun ritualer som opfølgning på allerede på rådhuset indgåede registrerede partnerskaber). Det er meget alvorlige mangler.
1, Med hensyn til stillingtagen til homoseksualitet ligger rapporten altså uden videre på linie med den politisk korrekte holdning, at homoseksualitet ikke må være hverken sygdom, karakterafvigelse eller på nogen anden måde problematisk. Det er uheldigt i det omfang, at homoseksualitet rent faktisk er problematisk.
2, Rapportens forfattere, som ikke vil overveje forholdet mellem kirken og de homoseksuelle vil dog gerne konkludere og siger efter at have nævnt, at præster, der lever i homoseksuelle forhold har kunnet ordineres, forflyttes og avancere: "Man må konstatere, at homoseksuel praksis og registreret partnerskab ikke er uforeneligt med at blive og være præst i folkekirken. De kirkelige myndigheder har således i praksis taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuel praksis og registreret partnerskab er foreneligt med folkekirkens grundlag". Nej, 'de kirkelige myndigheder' har ikke taget stilling til noget som helst! Javel, man har ikke blandet sig i disse sager, men det er grov manipulation på denne måde at antyde at homoseksuel praksis og registreret partnerskab skulle være foreneligt med eller i overensstemmelse med folkekirkens grundlag herunder bibel og bekendelse. Det kan administrativ praksis ikke afgøre. I det hele taget forsøger man igennem rapporten gang på gang at dreje sagen, således at tolerance, overbærenhed og ligegyldighed bliver forstået som accept, indforståethed og positiv medvirken.
Og hvad med sjælesorgen? Jeg tør næsten ikke nævne det: hvad med den homoseksuelle, som betragter sin homoseksualitet som synd? Hvordan skulle kirken om søndagen eller hvilken som helst anden dag i ugen kunne tilsige dette menneske syndernes forladelse for noget, som den om lørdagen velsigner? Skal man sige til folk, at homoseksualitet er en naturlig ting, som man bør glæde sig over og fejre, og at det modsatte er fordomsfuldt, en forkert fastholdelse af forældede normer og tanker? Jeg har svært ved at følge med. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig forældre, som ikke synes, at det er ganske forfærdeligt for deres søn eller datter, hvis vedkommende kommer hjem og fortæller, at han eller hun er homoseksuel. Måske tænker de lidt på familiens omdømme, men det er nok ikke så stort et problem, som det var før i tiden. Mon ikke de først og fremmest tænker på og sørger over, at deres barn ikke kan leve et normalt liv? Hermed ikke sagt, at forældrene ikke vil gøre alt muligt for at støtte deres barn. Hermed heller ikke sagt, at de måske ikke sammen med deres barn føler en vis lettelse over ikke længere at skulle skjule denne sag. Men mon der ligefrem er noget menneske, som glæder sig over homoseksualitet? Det kan jeg ikke forestille mig. Derfor betragter jeg det at gøre en dyd ud af homoseksualitet (velsignelsen) som et underligt fordrejet forsøg på at være tolerant, en misforstået godhed - en løgn. En løgn, som bygger mere på kulturradikalisme og tidens ånd end på kristendom - en subjektivisme og relativisme, som er helt fremmed for kristen tro.
3, Og endelig angående den tredje afgrænsning: Hvorfor vil man ikke gøre sig overvejelser over et partnerskabsstiftende ritual? Hvorfor skal kirken i denne sag kun kunne bekræfte et allerede registreret forhold, når man i tilfældet normale ægteskaber også kan klare registreringen? Vedtager folkekirken at indføre det ene, vil kravet om det andet straks opstå og ikke kunne afvises.

Man taler i rapporten gentagne gange om 'en mangfoldighed af samlivsformer', som om samlivsformerne skulle have udviklet sig eller ændret sig i de senere år. Man siger "Vi kan således konstatere, at kirken i dag vedrørende familiedannelsen kun har rituelle rammer, der svarer til ægteskabet, nemlig den kirkelige vielse og den kirkelige velsignelse af indgået ægteskab". Hensigten er tydelig, når der nu er så mange former, kan den ene form jo være lige så god som den anden. Men der er jo ikke en mangfoldighed af samlivsformer. Der er stadig grundlæggende, som der altid har været, par mellem mand og kvinde, enlige samt børn. Det, der har ændret sig, er, at ægteskab nu ofte er det såkaldte papirløse ægteskab, og at mange, som har været gift (evt. papirløst), er blevet skilt og lever alene måske med et eller flere børn, men det giver efter min opfattelse ikke nogen mening at kalde det en samlivsform eller en institution. Derudover findes der vist ikke andre samlivsformer end det registrerede partnerskab og måske familiemedlemmer f.eks. voksne søskende eller venner, som har fælles bopæl.

Udvalgets idé om, "at der er gode grunde til at tilbyde et ritual i én eller flere former, eventuelt i en prøveperiode på 10 år", virker direkte uforståelig. Er denne idé om prøveperiode andet end et spil for galleriet, luskeri? Forestiller man sig reelt, at det skulle være muligt at afskaffe velsignelsen efter 10 år? Skal man så forestille sig, at de allerede givne velsignelser bliver trukket tilbage?
Udvalget finder, at det registrerede partnerskab/homoseksuelle parforhold ikke er i modstrid med kristen lære og moral. Og ikke blot det, disse parforhold fortjener direkte en positiv anerkendelse. Det er en opfattelse, som må have krævet en meget avanceret teologisk gymnastik, en gymnastik, som jeg slet ikke er smidig nok til at deltage i. Jeg betragter en kirkelig velsignelse af homoseksuelle forhold som teologisk illegitim og virkningsløs: den bygger ikke på skriften, den bygger ikke på traditionen, og den bygger nok heller ikke på nogen særlig åndsåbenbaring givet til rapportens forfattere! Denne sag drejer sig om at institutionalisere teologisk mandatsvig.
At man ønsker at være tolerant og forstående overfor en minoritet er fuldt ud forståeligt og rimeligt, det ønske har de fleste mennesker jo. At homoseksuelle blev og nogle steder bliver forfulgt på det skammeligste er et sørgeligt faktum i menneskelig historie. Ingen af delene er dog gyldige argumenter for velsignelse. Har kirken noget at undskylde, skal den sige undskyld. Ikke mere, ikke mindre.

Sidst skal det nævnes, at udvalget gang på gang hævder, at der ikke går skår af det almindelige ægteskab, ved at der bliver indført et lignende ritual for homoseksuelle par. Det passer jo ikke. Når man fører et sådant misfoster af et ritual ind i manegen, ødelægges hele forestillingen! Det går ikke bare ud over den allerede manglende alvor, som mange mennesker betragter det kirkelige ægteskab med. Det går ud over kirkens mulighed for alvorligt at møde mennesker med Guds ord og sakramenter!