Under Guds Ord
Nyt og gammelt til vejledning i Evangeliet

Nr. 332

"Genfødt til et levende håb..."
Af sognepræst Eva Meile, København

"Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Med den lovprisning indleder vi dåbshandlingen, som sender barnet ud i lyset og livet, og med den indleder vi begravelseshandlingen, som sender den døde ned i mørket og graven. Vi har ikke noget sakramente, der hedder den sidste olie, men ordene fra 1. Petersbrev får på den måde, som de er knyttet til såvel dåbens som begravelsens elementer: vand og jord en næsten sakramental karakter. Hvad begravelsen angår, tror jeg i hvert fald, at de fleste kolleger vil være enig med mig i, at som ordene lyder lige inden afdøde overgives til den jord, hvorfra han er kommet, markerer de en slags "forvandling", de får på en måde en funktion, som godt kan sammenlignes med den katolske præsts ord ved nadverens indstiftelse: "Misterio della fede"! Fra ligtalens mere eller mindre udtalte dvælen ved det forgangne hen over den samme tales forkyndelse af Guds trofasthed i liv og død er man nu nået til selve det øjeblik, da der ikke længere skal tales om det evige livs håb, men hvor selve dette håb træder frem og overtager handlingen. Præst og pårørende har da kun at falde på deres ansigt og takke (Lovet være Gud....), dernæst lydigt at udtale den rituelle triade: Af ord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Nu, under håbets egen ledelse så at sige, får hvert af de tre udsagn lige stor realitet - og autoritet: Lige så sikkert som et menneske er forgængeligt som støvet, lige så sikkert som det om føje tid atter er støv, således er det - under det kristne håbs fortegn - sikkert, at det skal rejse sig fra støvet igen.

Det er min erfaring fra begravelser, at under doksologien fra 1. Petersbrev bliver den her antydede, teologisk forståede forvandling undertiden ligefrem mærkbar på rent menneskelig vis, hovederne løftes, sorgen får et andet, ligesom beslutsomt præg. Det er som kvindens presseveer, der ved fødslen afløser de pinefulde udvidelsesveer: Nu sker det. Nu overgiver vi liv og død i Guds hånd.

Denne forvandling har en opbyggende karakter, som er præsten til stor hjælp i hans fortsatte arbejde med begravelsesprædikener. Den indgyder i sig selv håb og mod til frejdig forkyndelse af det, som det er umuligt at tale om, fordi det ligger uden for den begrebsverden, som er formet af jordisk erfaring, men som det - når håbet tager over - er lige så umuligt at tie om: Det evige liv.

Der er ingen grund til her endnu en gang at tærske langhalm på den generationslange teologiske situation, som var bestemt af den dialektiske teologi og eksistensteologiens sobre og alvorlige opgør med en afsporet tale om det evige liv, et opgør, som herhjemme frem for alt markerede sig med P. G. Lindhardts berømte og berygtede prædiken og foredrag om det evige liv. "Professor Lindhardt afskaffede - eller benægtede - det evige liv"! Sådan lød den vulgære dom over hans forkyndelse. Men det var jo lyv. Hans hensigt var tværtimod at rehabilitere det evige liv som teologisk tema ved at rense det fra de slagger, som skyldtes menneskelig ønsketænkning og sentimentalitet og religiøs skråsikkerhed. Han rev det ud af hænderne på enhver, som mente at kunne forføje over det, enten intellektuelt eller moralsk. Og derved genindsatte han det netop i sin evangeliske fylde og betydning.

Men kom den teologi uden at ville det til at afskaffe det, som 1. Petersbrev taler frimodigt om: det levende håb? Det er der noget, der kan tyde på. Dels en forlegenhed fra præsters side, når talen kommer ind på trosbekendelsens finale: kødets opstandelse og det evige liv - eller som det ofte i folkelige sammenhænge udtrykkes: livet efter døden. Det er vi ikke så gode til at tale om. Bl.a. af den grund, at det kan man ikke sige noget konkret om! Men man kan sige noget om håbet, det levende håb om en opstandelse fra de døde, altså en opstandelse efter døden, og et evigt liv.

Det bliver man også nødt til at sige noget om, både fordi det er noget centralt i den kristne tro - det er jo derfor; vi læser 1. Petersbrev både ved livets indgang og udgang. Men også fordi mange religiøse mennesker, underernærede med håb, bl.a. på grund af vores forlegenhed, i dag vender sig til andre religioner, som ikke bare indgyder dem håb om et liv efter døden, men som ikke undser sig for i meget konkrete vendinger at udbrede sig om betingelserne for at opnå et sådant og måske endda også vigter sig med, at de har kendskab til dets karakter.

Alt det vil og kan vi naturligvis ikke være med til. Her gælder det, at tavshed er guld. Men det gælder ikke, når det drejer sig om håbet. Her har vi ikke lov at tie. Her er tavshed ikke guld, men snyderi. Og det er at snyde mennesker at lægge dæmper på trosbekendelsens højdepunkt og derved sende dem i armene på de mange religiøse bevægelser; som med deres udvandede og besynderlige blanding af rationalisme og metafysisk spekulation tilbyder mennesker en plads i et sindrigt, mekanisk system, sådan som fx reinkarnationslæren er et udtryk for - i stedet for at anvise dem en plads i en personlig Guds favn, en plads, som aldrig skal tages fra dem, fordi Jesus Kristus har sat livet på spil for at erobre den til dem, og fordi han ved sin opstandelse fra de døde har vundet det spil.

I sådan et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske er der næring for både troen og håbet. Der er på én gang dynamik og tryghed. Dynamik, fordi hver dag er uforudsigelig - som i alle levende forhold. Også dagen efter min død er uforudsigelig. Vi kender ikke Guds sidste hemmeligheder. Men trygheden ligger i, at vi dog kender hans væsen, fordi vi kender Kristus. Og det kendskab giver basis for et håb om liv hinsides dødens grænse.

Det er nyt at tale om det håb - som hovedtema og ikke bare som et par antydninger her og der, eller i faste, traditionelle vendinger (tro, håb og kærlighed o.l.) eller i liturgisk sprog. Imidlertid har alle mennesker behov for at fornemme, at deres liv er sat ind i en evig sammenhæng. Men i mange år har vi præster bare stået der og krummet tæer, når nogen spurgte os om det evige liv eller livet efter døden, og afvist spørgsmålet med det evindelige: Det kan vi jo ikke sige noget om, og det skal vi jo ikke gå og spekulere på, men koncentrere os om livet her påjorden, livet her og nu osv. - alt det, som jo er så rigtigt, så rigtigt, og så har disse mennesker med rette tænkt: Det er da nogle underlige præster. Vi troede, at kristendom havde noget at gøre med opstandelse og evigt liv. Står der ikke noget om det i trosbekendelsen? Har vi taget fejl? Har vi slet ikke nogen evig betydning? Er det hele bare "her og nu"? Og så er de gået andre steder hen.

Her-og-nu-teologien er en nobel teologi, men hvis den ikke har plads til det evige livs håb, forstået som håbet om et liv, også når dette liv er forbi, så er den bare ikke i overensstemmelse med Det nye Testamente. "Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede." Paulus holder sig ikke tilbage. Han krummer ikke tæer.

Der er altså ingen vej udenom, Hvis ikke vi vil være de ynkværdigste af alle mennesker; så må også vi turde tale om opstandelsen og det evige liv. Ikke ud fra spekulationer over det overnaturlige, men ud fra Det nye Testamente.

Det evige liv er nemlig selve hovedtemaet i Det nye Testamente. Der tales om det overalt, men aldrig som noget objektivt, som man kan begribe eller beskrive. Det evige liv er lige netop evigt derved, at det ikke lader sig beskrive ved noget som helst begreb, der er blevet til ud af en jordisk, tidsbunden erfaring. Det evige liv er som den evige Gud selv: på én gang til stede i sin åbenbaring, i fortællingen om Jesus Kristus, og dog skjult i sin uransagelighed, sin ubegribelige fylde.

Denne kombination af Guds åbenbaring og Guds uransagelighed gør, at Det nye Testamente, når det taler om de guddommelige hemmeligheder, herunder opstandelse fra de døde og evigt liv, må tale i billeder. Det er de billeder, der til enhver tid må være genstand for vores kontemplation. Til dem kan vi rette vore spørgsmål, de spørgsmål, som vi alle har i os, et eller

andet sted og på et eller andet tidspunkt: Hvad betyder det evige liv?: Betyder det, at vort liv her og nu er forvandlet? Eller at vi, når vi er døde, skal vækkes til live en gang ved tidernes ende? Eller betyder det, at der er en verden oven over den verden, vi kender, hvor Gud "bor", og hvor også vi skal "bo", når vi dør?

Det nye Testamente besvarer på sin vis alle disse spørgsmål med et klart ja. Der er her både udsagn, der bekræfter; at det evige liv kan erfares her påjorden, og udsagn, der peger på et kommende evigt liv i opstandelsen, og udsagn om en evig himmelsk virkelighed, der eksisterer hinsides alt, hvad vi kan sanse og erkende her på jorden. Begrebet evigt liv betegner i Det nye Testamente både noget nutidigt, noget fremtidigt og noget hinsidigt, både livet i livet og livet efter livet og livet over livet. Sådan må det jo også være, hvis ordet evighed skal give mening. Så må det omfatte alting og mere til!

Evangelisten Johannes er den af de bibelske forfattere, der frem for alle forkynder det evige liv i rene ord, simpelthen bruger udtrykket oftere end nogen anden, dog tæt fulgt af Paulus. Hos dem begge finder vi eksempler på både den nutidige og den fremtidige evighed. Disse betegnelser bruger jeg i mangel af bedre, jeg er ikke døv for deres paradoksale karakter! Den kommer da også helt tydeligt frem mange steder i Det nye Testamente. I Joh. 5, 24 siger således Jesus: "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet". Her er det på en måde rigtigt at sige, at evigheden er noget nutidigt (den er brudt ind i det menneskes liv, som tror Sønnen og Faderen), men samtidig viser Johannes' ordvalg, at evigheden slet ikke kan beskrives i tidskategorier alene, den er betinget af en særlig livskarakter eller - atmosfære, som er tilvejebragt af troen på Guds tilgivelse: Den, som tror på mig, har evigt liv. Evigt liv er tillid til, at den retfærdige dom, som Gud og vi selv må fælde over vores liv, er appelleret til gunst for os. Grundtvig siger: "Du ved, din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet". Den viden er ifølge Johannes lig med det evige liv. At være forløst, frelst, befriet, et nyt menneske - eller hvordan man nu vil betegne den tilstand, man som elsket og tilgivet befinder sig i, forsoningens salige tilstand - det er at have evigt liv. Nu, i dette øjeblik.

Denne tanke varieres i Johannesevangeliet i det uendelige. Mest prægnant udtrykkes den i Jesu ypperstepræstelige bøn (17,3): "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus". Hvor det evige liv før blev karakteriseret som tro eller tillid, bliver det nu karakteriseret som erkendelse. Men vel at mærke erkendelse i bibelsk forstand, nemlig kendskab med hjertet: det at elske og forstå. Lige som der blev nyt liv til, ved at Adam kendte sin hustru Eva, elskede hende og blev ét med hende, sådan bliver der for den, der kender Gud og med sit hjerte forstår, at Kristus er hans udtrykte væsen og billede, nyt liv til, evigt liv. Evigt liv er altså et liv i fællesskab, det er det liv, som et jeg lever i forbundethed med et elsket du. Johannesevangeliet kan være meget drastisk i sin måde at understrege denne unionstanke på, som når Jesus (6,54) siger: "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag". Her bestemmer den helt fysiske forbundethed evighedskvaliteten både i nutid og fremtid.

Også de tre andre evangelister taler om det evige liv som noget, Kristus har bragt med sig til vores verden. Guds rige er det symbolord, som de oftest bruger for det evige liv. Guds rige - eller Himmeriget - er kommet nær, siger de, og i forlængelse med den proklamation tilføjer de ofte: Omvend jer! Dermed bringer de en særlig dimension ind i begrebet evigt liv: Guds riges indtog i verden er ikke bare kærlighedens, men også dommens indtog. Det evige liv er forbundet med alvor og afgørelse. Når Guds rige er kommet nær, kaster det et nyt lys på vores gamle liv. Vi ser med ét forskellen på, hvordan det er, og hvordan det burde være. Guds riges nærhed sætter os derfor i et eksistentielt valg. Man kunne udtrykke den måde, som det evige liv er til stede hos os på, ved at sige, at det evige liv er det liv, som leves i bevidstheden om, at hvert eneste øjeblik har evig betydning. Det evige liv er lig med ligegyldighedens død.

Er det evige liv altså allerede mærkbart her på jorden ved den dybde og intensitet, som det forlener menneskelivet med, så er begrebet evigt liv i Det nye Testamente langt fra udtømt ved sin nutidighed. Den johannæiske Kristus, som i kap 5 v. 24 siger, at den, der tror på ham, har evigt liv, siger nogle få vers senere, at de døde og de, der skal dø, trods døden har en evig fremtid for sig: De skal gå frem af gravene, de skal opstå til evigt liv. Tanken om det evige liv efter døden findes overalt i Det nye Testamente. Ofte forbundet med en forestilling om dommens dag, enten ved tidernes ende eller i forbindelse med det enkelte individs død. Eksempler på det første findes først og fremmest i apokalypserne. I Johannes' Åbenbaring antager billedet af de sidste tider jo et fantastisk og kosmisk omfang og udtryk. Men ejendommelig og ægte bibelsk er den måde, som han ender med at give udtryk for evighedens ubeskrivelighed på - efter de mange voldsomme beskrivelser af verdensbranden og undergangen, nemlig sådan: "Guds bolig skal være hos menneskene, og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ikke være død og sorg længere". Akkurat som det gjaldt det nutidige evige liv, sådan gælder det det fremtidige evige liv, at det er Guds kærlighed, der gennemstrømmer det. Det er det at kende Gud og blive kendt af ham, at elske Gud og blive elsket af ham, der udgør det evige livs substans. Nu og altid. Forskellen på det evige liv nu og det evige liv efter døden er "bare", at alt det, som søger at forhindre enheden mellem Gud og os her på jorden -og som lykkes med det - ikke har nogen som helst magt længere i den eskatologiske evighed, hvor alt er lutter fylde og lys, og den mørke, jordiske nat er forgangen for evigt. Som det siges i Johannes' Åbenbaring 22,5: "Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder".

Det er en lignende vision, der foresvæver Paulus, når han taler om, at Kristus, når han kommer igen, vil forvandle vort fornedrede legeme til et herliggjort legeme (Fil. 3,21).

Det var nogle få eksempler på bibelens tale om evigheden hos os og evigheden foran os. Men der findes i Det nye Testamente også forestillinger om en evighed oven over os, altså en slags parallel virkelighed til den, vi kender. Fra den græske filosofi og dens utallige veje og vildveje har dens hinsidighedsspekulationer bredt sig til alle religioner - i dag fremtræder de med overvældende styrke overalt omkring os. Men også uden den forudsætning vil hinsidighedsbegrebet med nødvendighed optræde under en eller anden form i enhver religion til alle tider og på alle steder. Det findes da også i kristendommen, det findes også i Det nye Testamente. Der er adskillige steder, der vidner om en tro på det, som man i mangel af bedre kunne kalde en rumlig evighed. Der er billeder i bibelen, der peger på en virkelighed, der eksisterer på et andet plan end vores jordiske virkelighed. Hvordan skulle det også være anderledes? Lige som forestillingen om livet efter døden, sådan er forestillingen om himlen overjorden det mest uomgængelige og almenmenneskelige af alt! Det er en psykologisk set uafviselig forestilling, så kan man være nok så renfærdig en teolog, som tænkes kan. Og som sagt: man kan i denne sag have Det nye Testamente i ryggen, fx Matt 18,10: "Se til, I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlen ser altid min himmelske faders ansigt". Himlen er her symbolet på det alternative "sted", dvs. det alternative liv, det evige liv. Det er også det sted, hvor Jesus på korset sætter røveren stævne, mens verden her går videre:

"Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i paradis!". En replik, der antyder forestillingen om individets død som porten til det evige liv.

Et andet billedligt udtryk får denne forestilling i Jesu fortælling om Lazarus i Abrahams skød. Ligeledes i hans ord i Joh. ev. om "min faders hus", som har "mange boliger". Det er de boliger, som Grundtvig tænker på, når han siger: "Så rejser vi til vort fædreland". Der; hvor vi skal tale med venner i lys - et lys, der ikke er afhængigt af lampe eller sol.

Jeg tror, det er af største betydning i dag, hvor vi i kirken står på tærsklen til et opgør med en massiv antikirkelig, okkult inspireret religiøsitet, at vi betoner, at det ikke er troen på, at der - populært sagt - er mere mellem himmel og jord osv..., der skiller os. Det tror vi da også, at der er! Det er heller ikke bare fordi vi kun vil tale "her og nu" og tage afstand fra alt, hvad der hedder folkelig religiøsitet og almene hinsidighedsforestillinger, at vi markerer, at der er en, om jeg så må sige, himmelvid forskel på den måde, vi som kristne må tale om himlen og evigheden på, og så den, hvorpå den såkaldte psykiske forskning eller parapsykologien eller "åndsvidenskaben" gør det. Det vigtige er her netop, at i kristendommen tager hinsidighedstankerne aldrig magten fra det, der er og bliver det centrale i vores tro på det evige liv, nemlig at evigheden frem for alt består i fællesskabet med Kristus og ham, som har sendt ham. Det evige liv kan ikke skilles fra troen på syndernes forladelse, fra tilliden til Guds nåde alene. Evangeliet er et stadigt korrektiv til al metafysisk spekulation. Men samtidig har kristendommen ikke bare plads til, men indeholder med nødvendighed troen på, at "vort borgerskab er i himlen", og håbet om, at dér skal vi en gang drage ind for at blive.

Hvis vi af angst for at sige noget forkert derom slet ikke tør sige noget, så har vi fjernet os aldeles fra det åndelige univers, hvori det bibelske vidnesbyrd blev til. Thi for Det nye Testamentes forfattere var det en selvfølge, at når talen var om Gud, så var der ingen grænser for, hvad man kunne håbe på. Det nye Testamente præsenterer os for ham, som vi kan vente os alt af, også et evigt liv både nu og en gang, både her og hisset, både individuelt og universelt. Men samtidig illustrerer den omstændighed, at Det nye Testamente altid betjener sig af et symbol- og billedsprog, når det peger på denne guddommelige virkelighed, at dets forfattere deler den gamle davidssalmes ydmyghed, når det dér hedder: "Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med ting, der er mig for høje".

Men den kristne ydmyghed i forholdet til de højeste ting går på erkendelsen. Den berører ikke håbet og troen. De er dristige nok. For de grunder sig ikke på vores større eller mindre indsigt, men på Jesu ord og på hans liv og død og ubegribelige opstandelse. Apostlen Peter har ret: Ved Jesu opstandelse fra de døde er vi genfødt til verdens vildeste håb: at "som han opstod, skal vi opstå og fare med ham i det blå" - komme i himlen rent ud sagt!

Men det er altså ikke noget, vi kan vide på samme måde, som vi ved, at jorden er rund. Det er heller ikke noget, vi kan regne med, sådan som en højtstående tjenestemand kan regne med at blive ridder af Dannebrog! Ikke bare apostlen Peter, men også professor Lindhardt har ret. Evigheden, både før og efter døden, kan vi ikke forføje over, hverken intellektuelt, moralsk eller religiøst. Vi kan hverken udtænke noget om det evige liv eller udvirke noget, hvorved vi kan erobre det. Evighed er ikke en menneskelig, men en guddommelig egenskab, og evigt liv kan vi kun skænkes af Gud. Men fordi Gud én gang har vendt sig til os med sin kærlighed og ønske om fællesskab med os, og fordi Kristus har stadfæstet både kærligheden og ønsket ved at give sit eget liv for os, tør vi håbe og tro på, at der i Guds vilje og hans forhold til os på dette punkt ikke er forandring eller skiftende skygge.

Om det håb, som ikke skal beskæmmes, har Luther sagt: Gud har begyndt en samtale med mennesket og vil ikke lade den få ende i al evighed. Han vil beholde mennesket som partner. Luthers ord understreger; at det er i kraft af Guds kærlighed og ikke i kraft af noget iboende udødelighedsprincip i mennesket selv, at talen om evigt liv giver mening, kristeligt set. Det, der varer i evighed, skyldes ikke menneskesjælen i sig selv, men består i dialogen med Gud. I den forstand kan man godt tale om udødelighed. Man kunne også sige: Om udødelighed kan der kun tales set fra Guds side. Fra menneskesiden øjner vi med døden kun en afslutning. Herfra må vi konstatere, at alle mennesker er dødelige. Derfor bruger vi også, når vi bekender vor tro på det evige liv, terminologien: opstandelse fra de døde eller kødets opstandelse. Men som Luther udtrykker sig, udelukker begreberne udødelighed og opstandelse ikke nødvendigvis hinanden. Det er jo ellers de to begreber; som i religiøse diskussioner ofte kommer op at slås. Men så enkelt behøver man altså ikke at stille det op. Udødelighed og opstandelse kan, ret forstået, godt henvise til den samme sag, nemlig Guds kærligheds udødelighed og hans vilje og magt til at skabe liv af dødt.

Med alt dette vil jeg bl.a. sige: Vi skal ikke være så skræmte, når vi bliver mødt med spørgsmål om det, der almindeligvis kaldes livet efter døden. Tværtimod er det vores pligt at svare med at prædike det levende håb, som enhver døbt er genfødt til, og som også er et håb om en forklaret samtale "med venner i lys". Og her kan vi gøre brug - explicit eller implicit - af de mange nytestamentlige udsagn, der vækker; bekræfter og uddyber dette håb.

Det er opstandelsen som begivenhed, der har skabt den kristne kirke. Det er troen på, at Gud lod Jesus opstå fra de døde, og håbet om, at han også vil lade os opstå fra de døde, fordi han elsker os og ikke vil undvære os, der gør kristendommen til noget andet end en livsanskuelse eller en etisk lære eller et religiøst system. For tro og håb er dynamiske begreber. De udfoldes i et levende forhold, hvor ingen kender dagen i morgen. Men for den kristne er det også nok at kende ham, som har skabt dagen. For det er det samme som at kende evigheden og leve i den.

 

Gengivelse af ovenstående er tilladt, såfremt forfatteren samt bladets Navn og nummer anføres. "UNDER GUDS ORD"

ISBN 0902-8501

Bladet udkommer ikke for tiden/længere...

[ Giraffen ]

[ Kirke & Teologi ]