Palmesøndag

En mand med rolige øjne 
der på et æsel blandt, jublende skarer. 
Kapperne kaster de foran Hans ridt 
og vifter med palmernes grene: 
"Hosianna Davids søn! 
Velsignet være han, som kommer, 
i Herrens navn, 
hosianna i det højeste!" 

Tiljublet rider Han mellem dem 
ad menneskets bitre og blodige vej 
ved menneskers svigten og løgn 
mod sin død. 

Skærtorsdag

Alt er beredt af disciplene. 
Påskemåltidet venter, 
og alting vil være som før, 
når de fejrede påske 
med deres Mester. 

Og dog - 
de er tolv omkring bordet, 
de elve i lys 
og een i sit mørke. 

Han ser på sin Herre og Mester: 
"Ved han det? 
Selvfølgelig ved han det - 
hvis han er den, som vi tror. 
Men er du nu Ham, som vi venter, 
du - er du Dig?" 
Angsten og tvivlen har ridset hans sind. 

En ridse, en flænge, 
og ondskab er smuttet derind, 
en skygge fra Satan, 
den vokser og svulmer og sprænger et sind. 

- Gud, Gud, nu siger Han det højt! 
"En af jer vil forråde mig." 
Og Judas må segne for Mesterens blik 
eller gå fra Ham til mørke og død.   

Indstiftelsen

Den gamle Pagts stentavler 
hviler i templet i al deres tyngde, 
mens Gud den Almægtiges Søn 
ved sit legeme og blod 
indgår den Ny 
mellem Gud og Hans menneske. 

Han takker og bryder selv brødet: 
"Det er mit legeme, som gives for jer, 
gør det til min ihukommelse." 
Selv løfter han kalken: 
"Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, 
som udgydes for jer." 

I morgen, Langfredag, da er det sket, 
pagten er undertegnet, 
ofret er fuldbyrdet 
een gang for alle. 

I mindet tager mennesker sammen imod det 
i brød og i vin, 
søndag efter søndag, 
til Hans ihukommelse. 

Getsemane.

Gud skuer sin søn i Getsemanes mørke, 
hvor gru og forfærdelse tynger Hans sjæl, 
og Satan i skjul bag dens træer 
har tilbud om redning 
fra pinsel og død, 
for alt er jo muligt for Gud? 

Menneskers småord forslår ingenting, 
når Guds enbårne Søn 
sveder i dødsangst 
med råb til sin Far 
om ophævelse af deres pagt. 
Hans nød er så stor, 
at den ryster den himmelske fred, 
og engle må skælve for Getsemanes rædsel. 

Vennerne tier, 
kan slet ikke våge 
og værger sig mod deres afmagt 
i søvndybets mørke. 

Guds Søn må gå fra dem. 
Han segner for jorderigs tyngde, 
som lå allerede hans kors på hans skuldre. 
Han mægter at råbe til Gud: 

"Dog ske ikke min vilje, men din." 
Men Han må råbe igen: 
"Far, om du vil -" 

Hans Far vil det ikke. 

Så ved Han, at timen er kommet 
og siger til disciplene: 
"Stå op, lad os gå." 
 

Korset er tomt

Korset står tomt 
på Golgata. 
Han er ikke dér. 
Han sidder ved Faderens højre hånd, 
derfra gik Han ud, 
dertil gik Han igen. 

Alle årets trehundredefireogtres dage 
er Han i Himlene. 
Men se gennem årenes tåge 
mod Golgata på en Langfredag, 
så hænger han der, 
naglet til korset af dig og mig. 

Å jo, vi var med. 
Du rakte mig naglerne, 
jeg hamrede dem i det levende kød, 
du stred for at rejse det vældige kors. 
Over Hans hoved 
hang vores skyld 
og adskilte Ham fra Hans Gud. 

Vi var med i det rædsomme råb til Pilatus: 
"Korsfæst ham, korsfæst ham, 
giv Barabbas fri!" 
Vi hadede Ham for Hans uskyld, 
vi ønskede ikke Hans godhed. 

Ser du længre tilbage 
igennem årtusinder, 
står Abraham, rede til offer, 
på Moria bjerg. 

Kniven er tung i hans løftede hånd. 
Han skal dræbe sin søn. 
Han er sat til at udslette Jahves forjættelse. 
Men bag ved hans skulder 
skuer Gud selv gennem tiden 
til Golgatas kors, 
hvor den Enbårne, 
smerternes mand, Livets Ord 
nu bøjer sit hoved og opgiver ånden. 

Gud løfter sin hånd, 
og reddet er Abrahams sæd. 

Så går der et år, 
og vi er der igen. 
Med disciplene sover vi tungt 
fra Hans angst i Getsemane. 
Vi kommer med våben og larm 
op ad Oliebjerget, 
forråder med Judas 
i hans sataniske kys. 

I gården hos ypperstepræsten 
fornægter vi sammen med Peter. 
Endnu lyder der hanegal 
i vore øren. 

Så fik vi Ham naglet til korset igen, 
en Langfredag. 
Går hjemad, 
fra Golgata, 
går hjemad 
fra kirke. 
Føler vi skyld 
eller sørger vi? 
På Langfredag, 
den eneste dag, korset ikke er tomt, 
da ved vi kun eet: 
Han bøjede hovedet 
og opgav ånden. 

 
_________________

Det levende håb

Syge og sorte i sindet 
sidder disciplene. 
Mesteren døde i går. 
De har ikke mere et håb: 
"Du er Kristus!" sådan har de sagt, 
"den levende Guds Søn," 
og han døde 
- en forbryders død. 

De har ikke mere en tro: 
"Herre, hvor skal vi gå hen? 
Du har det Evige Livs Ord", 
og Livets Ord bøjede hovedet 
og opgav sin ånd. 
Herre, ak Herre, hvor skal vi gå hen! 

Fra skarerne havde det spottende lydt: 
"Er du Guds Søn, 
så frels nu dig selv 
og stig ned af det kors!" 
Men Han blev der. 
De ser Ham bestandig 
og kan ikke udholde synet, 
vil holde det ude 
med rystende hænder for øjnene. 

Jærtegn var sket, 
men ikke som ventet. 
Han døde 
- og han blev begravet 
hemmeligt - hastigt 
før sabbaten. 

Derfor sidder de 
syge og sorte i sindet 
og ingen har husket Hans ord 
om det, der vil ske 
på den tredie dag. 

Men kvinderne 
de går til graven den tredie dag, 
og velduftende salver 
bringer de med 
for at yde den hjælp, 
som de endnu kan give Ham. 

Og se - stenen er væltet, 
og graven er tom. 
Engle i strålende hvidt 
har et budskab: 
"Han ér ikke her, 
Han er opstanden!"
  

Det bud er fra Himlen! 
og kvinderne springer 
med fryd og forfærdelse hjemad: 
"Han var der slet ikke, 
Han er opstanden!" 

Hvornår - og hvordan? 
Det er- Guds hemmelighed. 
Thi undfangelsen, 
forkyndt af en engel, 
og opstandelselen - det er hemmeligheder 
der bli'r mellem Gud og Hans Søn. 
For mennesket er det et under til tro. 

Jubelråb løftes mod Himlen fra Jord: 
"Han er opstanden!" 
og genlyder atter fra Himlen: 
"Ja, sandelig, Han er opstanden!" 

Mulden formåede ikke at dække Ham, 
klippesten ikke at holde Ham fast. 
Guds kraft sprængte graven, 
hvor mennesket smuldrer, 
men Menneskesønnen går forud til liv: 
Han, som er Vejen, Sandheden og Livet. 
Den Vej, vi skal gå, 
den Sandhed, vi tror, 
det Liv, vi fik givet 
i stedet for det, 
som vi tabte i Paradis. 

Nu ser vi Ham klart, 
Jesus Kristus, vor Herre. 
Bag Ham er skyggen af korset 
- alt er fuldbragt. 
Til velsignelse står Han 
med udbredte arme. 
Den ene hånd holder tre hvedeaks: 
Kornet er faldet i jorden, 
og Livets Brød spirede af det. 
Den anden hånd løftede kalken, 
her er Den nye Pagt i Hans blod. 

Og mennesket 
skabt i Guds billede 
med det hellige korstegn 
for ansigt og bryst 
er nu genfødt 
til et levende håb, 
og til liv i det lys, 
hvor Gud Herrens er Riget 
og magten og æren 
i Evighed. 

Amen.