Nr. 348

Færøsk kirkeliv 
Af biskop Hans Jacob Joensen, Tórshavn  

Omkring år 1000 blev kristendommen indført på Færøerne. Og det kan være foregået således, som det fortælles i Færeyinga Saga. "Da nu Vaaren begyndte, kom Kongen en Dag i Samtale med Sigmund, og sagde, at han vilde sende ham ud til Færøerne for at kristne Folket, som boede der."¹ Sigmund påtager sig hvervet og sejler til Færøerne. Og straks efter sin ankomst stævnede han bønderne til tinge i Tórshavn og meddelte dem kongens vilje. Kongen havde givet ham alle nødvendige magtbeføjelser, og føjede han til: "Det vil jeg ogsaa gjøre vitterligt for eder, at jeg har antaget en anden Tro, og er nu bleven Kristen, og jeg har det Ærinde og Bud fra Kong Olaf, at omvende Folket her på Øerne til den sande Tro." Trods nogen modstand i begyndelsen sejrede kristendommen. Og det kan meget vel være rigtigt, når det fortælles, at Sigmund lod bygge kirke på Skuvø, hvor han boede. Det er også sandsynligt, at høvdinge og bønder lod bygge kirker ved gårdene, men nogen fælles kirkelig struktur har der ikke været før efter 1100. Det har taget nogen tid, inden den færøske kirke blev en ordnet del af den almindelige katolske kirke med pave, ærkebiskop, biskop og præster.

Emmaus  Sven Havsteen-Mikkelsens altertavle fra Husavik Kirke, Sandø, Færøerne. 1991. (110x210). Foto: Agner Frandsen, Askov

Omkring år 1100 er Færøerne blev et selvstændigt stift, men selv om vi ikke kender det nøjagtige årstal, kender vi dog navnene på samtlige 33 katolske biskopper på Færøerne. Den mest berømte af dem alle sammen er Erlendur, som lod Magnus katedralen bygge, og som blev bispeviet i Nidaros 25. januar 1269. Erlendur døde i 1308 i Bergen. Den sidste katolske biskop hed Amundur Ólavsson, og hans efterfølger blev Jens Gregersøn Riber, som i 1540 blev udnævnt til Færøernes første lutherske biskop. Efter sigende på grund af sørøverangreb, men sikkert lige så meget på grund af kirkens svære økonomiske situation, nu hvor kirkegodset var tilkaldet kongen, flygtede eller flyttede Jens Riber til Norge. Han blev i 1557 udnævnt til biskop i Stavanger, og dermed ophørte Færøerne som selvstændigt stift og blev som provsti en del af Bergens stift. Omkring 1620 kommer Færøerne under Sjællands stift og ved delingen i 1923 under Københavns stift. Og den 15. november 1990 blev så Færøerne igen et selvstændigt stift. 

Efter reformationen var den færøske kirke en del af den norske kirke - f.eks. gælder Christian V's Norske Lov for Færøerne - men senere blev de en del af den danske kirke, og har været det siden. Som den danske kirke består af danskere, består den færøske kirke af færinger. Vi kan have en dansk menighed i Tórshavn og en færøsk menighed i København, men vi kan ikke have en dansk kirke på Færøerne og en færøsk kirke i Danmark. Kirken består af mennesker, og er disse mennesker danskere, er kirken dansk, er de nordmænd, er den norsk, er de islændinge, er den islandsk, og er de færinger, er den færøsk. Anderledes kan det ikke være. Men når vi siger, at den færøske kirke er en del af den danske kirke, så er det dels fordi den er omfattet af den danske grundlov, og dels fordi den administreres af danske myndigheder, som også betaler godt og vel en tredjedel af dens udgifter. Kirkestrukturen er stort set den samme som i Danmark, og alle kirkelove er rigslove, som ved kongelig anordning er sat i kraft for Færøerne. 

Efter min opfattelse er det en utilstrækkelig definition på folkekirken at sige, at den stræber efter at omfatte hele folket. For det gør i grunden alle kirker, så sandt som enhver kirkes opgave er givet med selve evangeliet. ,,Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple!" lød befalingen. Evangeliet gør ikke forskel på folk, og det lader ingen blive tilbage. Men som alt andet i livet har også folkekirken sine forudsætninger. Og forsvinder de, eller ændres de afgørende, så forsvinder folkekirken også, eller ændres til en frikirke. Der er efter min opfattelse to forudsætninger, som folkekirken ikke kan være foruden, og de er, at langt den største del af befolkningen hører til folkekirken, og at befolkningen i meget stor udstrækning kulturelt er en enhed. Og derfor har jeg meget svært ved at se, at et såkaldt pluralistisk samfund, et samfund med forskellige traditioner og forskellige livsopfattelser kan rumme et fænomen som folkekirken. Derfor tvivler jeg også på, at vi i fremtiden vil have en folkekirke, hvis vor kultur falder fra hinanden og i meget stor udstrækning bliver præget af fremmede traditioner, som ikke kan gå i spand med vore traditioner. Kirken kan sagtens fortsætte, men det bliver da som frikirke, hvor medlemmernes kulturelle baggrund spiller en underordnet rolle. 

Jeg vil ikke udtale mig om, hvorvidt det er muligt at tale om ét folk, hvis det består af forskellige grupper af mennesker, der hver har sin egen kultur. I stedet vil jeg sige noget om det færøske folk, hvis kultur- og sprog altid har været og stadig overvejende er fælles ejendom. Som færinger blev vores rod fra første færd plantet i færøsk muld, og fra denne muld fik den næring, så den kunne overleve. Enhver vækst må have noget at stå i og leve af, for "urtin hon følnar og veður ikki drúgv, er rótleysur stelkurin hin stinni" (urten den visner og varer ikke ved, er den stive stængel rodløs). Og muldjorden, som vores rod blev plantet i og voksede op af, var den færøske kultur med dens særlige kendetegn. Og denne muldjord var den slægtsarv og de traditioner, der kendetegnede det milieu, vi voksede op i. Det var arven fra slægterne, der var gået forud for os. Den fik vi med os på rejsen gennem livet, den var den ballast, som skulle sikre sejladsen så vel over livets som dødens hav. Og denne arv skulle vi forvalte og bære videre til vore efterkommere, så også de var rustet til livets sejlads. Selvfølgelig er der med årene føjet noget til arven, og noget har også ændret sig. Men vi fik med os ud i livet et livsgrundlag, der havde været vore forfædres livsgrundlag, og som derfor egentlig burde være godt nok til os. 

Folket har også sit særlige sprog, som gør det kendeligt fra alle andre folk. Og som Grundtvig siger: 

Modersmål er vort hjertesprog, 
kun løs er al fremmed tale, 
det alene i mund og bog 
kan vække et folk af dvale. 

Der er i tidens løb af og til sat spørgsmålstegn ved sandheden i disse ord. Og umiddelbart kunne man fristes til at mene, at næppe nogen har større grund til det end færingerne. For overfladisk betragtet skulle disse ord betyde, at på Færøerne kan der hverken findes kristendom eller kristen tro, så sandt som kirkesproget indtil reformationen var latin og derefter dansk, men aldrig færøsk, færingernes modersmål. For færingernes modersmål var ikke dansk, men færøsk, det var det, som "móðir mælti stákandi inni við eld", (mor talte under arbejdet i køkkenet), og som blev brugt ved de fleste andre lejligheder. I de katolske lande var latin kirkesprog i århundreder, men modersmålet blev dog brugt i prædiken og undervisning. Men det betød ikke, at landene blev afkristnet af den grund. Heller ikke på Færøerne har de fremmede kirkesprog, latin og dansk, afkristnet øerne. Og det har de ikke gjort, for de har aldrig været enerådende. Undervisningen i kristendom er både før og efter reformationen i stor udstrækning foregået på færøsk. Derfor er det færøske sprog næppe nogensinde blevet smidt ud af kirken, for det har ikke før efter hjemmestyrets indførelse i 1948 ejet de rettigheder i kirken, som naturligt tilkommer det. Men i de færøske hjem var dets ret ubestridt, og der blev det også brugt i kirkens og kristendommens tjeneste. Derfor har modersmålet også på Færøerne haft sin betydning for det kirkelige område, og derfor modsiger de færøske forhold ikke Grundtvigs ord om modersmålet, som hjertesproget, der alene kan vække et folk af dvale. 

Man kan selvfølgelig sige, at de kirkelige forhold på Færøerne havde været anderledes, hvis øerne var forblevet et selvstændigt stift. Men den slags påstande kan hverken bekræftes eller afkræftes. Det er i hvert fald en kendsgerning, at kirken på Færøerne har fungeret så godt, at kristen tro i evangelisk-luthersk opfattelse har været alle færingers gudstro helt op til slutningen af forrige århundrede. Præsterne var få, og det var besværligt at komme til de forskellige, ofte afsidesliggende bygder. Derfor var det også begrænset, hvor tit præsten kunne besøge de enkelte bygder i pastoratet. Utvivlsomt er det forholdsvis hurtigt efter reformationen blevet fast praksis, at præsten kom rundt i pastoratet 6 gange om året. Man sagde, at præsten var på omrejse. På disse omrejser holdt præsten gudstjeneste med altergang, han foretog jordpåkastelse over dem, der var døde, siden han var der sidst. Han besøgte folk, især syge og gamle, og han holdt hjemmealtergang med dem, der ikke mere kunne deltage i altergangen i kirken. 

Folk gik til alters tre gange om året, hver anden gang præsten var i bygden. Det er vanskeligt at sige, hvordan denne skik har udviklet sig. Måske kan det hænge sammen med, at Luther i fortalen til den lille Katekismus siger, at en kristen skal gå til alters "i det mindste omkring fire gange årligt." Senere blev det lidt tiere, idet der blev flere præster og præsten hyppigere kunne besøge de enkelte bygder. Men man holdt stadig fast ved, at man kun gik til alters hver anden gang. Men fiskerne overholdt ikke denne regel konsekvent. Sidste gang præsten var i bygden, før de drog på fiskeri, gik alle til alters, uanset om de havde været til alters sidste gang, præsten var der. Og når fiskerisæsonen om efteråret var slut, gik de igen til alters, første gang præsten kom. 

Kirken var folkekirke i egentlig forstand. Den var hele befolkningens kirke, og der var ikke andre kirke- eller trossamfund. Men den var også folkekirke i den forstand, at den heller ikke var nogen præstekirke, selv om præsterne nød endda meget stor respekt. Som nævnt, havde hver præst mange kirker og kunne kun afholde seks gudstjenester hvert sted om året, Men kirkerne stod ikke tomme de andre 55 søn- og helligdage. Der blev holdt gudstjeneste i kirken også disse dage. Og denne ordning med disse gudstjenester er, så vidt jeg ved, noget helt specielt for den færøske kirke. Den findes ikke andre steder. Det er degnen (kordegnen), der forestår disse gudstjenester, som forløber som en normal gudstjeneste, men uden altergang og dåb. Degnen læser som ved enhver gudstjeneste ind- og udgangsbøn, men ved disse (præsteløse) gudstjenester læser han også de bønner og tekster, der normalt læses af præsten. Og i stedet for præstens prædiken læser degnen en prædiken fra en prædikensamling samt kirkebønnen og den apostoliske velsignelse. Men der er den forskel på præst og degn, at degnen går ikke ind foran alteret eller på prædikestolen, men læser fra en pult, som til formålet er opstillet i kordøren. 

Blandt de skrifter, der har haft afgørende indflydelse på færøsk kristendomsforståelse, skal specielt nævnes: Luthers lille Katekismus (senere Balslevs kommenterede udgave sammen med Pontoppidans), Jesper Brochmands huspostil (senere blev der også læst mange andre) og Kingos salmer og salmebog. Derimod er det vanskeligt at sige, hvor meget Bibelen er blevet læst. Når vi ser bort fra den indflydelse, som Indre Mission har haft på færøsk kirkeliv, er kristendomsopfattelsen ikke væsentligt ændret. Det hænger især sammen med den måde, hvorpå den kristne opdragelse foregik. Det var mødrene og bedstemødrene, som især tog sig af opdragelsen, og de gjorde det på samme måde, som deres mødre havde lært dem. Selvfølgelig var der visse ting, man skulle lære, men især sigtede opdragelsen på, at børnene fik lejlighed til at leve sig ind i, hvad kristendom var, og hvad troen betød for det daglige liv. Kristenliv og dagligliv var ikke adskilt. Selvfølgelig er der sket ændringer- især i dette århundrede, men der er efter min opfattelse ikke tale om noget brud med fortiden og slet ikke om noget traditionstab. 

Vi regner med, at ca. 85 % af befolkningen er medlemmer af folkekirken. I slutningen af forrige århundrede kom Plymouthbrødrene fra Shetland til Færøerne. Det lykkedes dem at bryde hul i muren, der bandt færingerne til folkekirken, og i dag udgør de ca. 12 % af befolkningen og er langt det største trossamfund uden for folkekirken. Af de resterende ca. 3 % er pinsemenighederne de største. 

I min opvækst i bygden Gjógv fungerede kirken, som en folkekirke skal fungere. På nær en husstand tilhørte alle bygdens indbyggere folkekirken, og kirkegang om søndagen var for os børn næsten lige så naturlig som at gå i skole. De kom ikke alle til gudstjeneste hver søndag, men man sørgede for, at hver husstand var repræsenteret. Var der et hus, hvorfra ingen var i kirke, talte man om, hvad grunden kunne være. Og der var kun to grunde, der kunne være tale om: enten var de syge, eller også var de ikke hjemme. Uden at man tænkte over det, eller at det var tilsigtet, var dagliglivet i den grad præget af den kristne tro. Man holdt sig ikke tilbage for at tale om de åndelige ting, og man talte ikke væsentlig anderledes om dem end om de verdslige ting, selv om der ikke var nogen tvivl om, at de åndelige var de mest betydningsfulde. Det var ikke helgener, man færdedes blandt, det var mennesker på godt og ondt. Men det var mennesker, som ud fra den kristne tro mente at kunne skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, og som værdsatte retsind og retfærdighed. Det var som sagt mødrene og bedstemødrene, der sørgede for børnenes oplæring, godt hjulpet af skolen. Jeg husker ikke min mor som nogen flittig kirkegænger, men hun sørgede altid for, at vi kom i kirke. Og mens vi var i kirken, læste hun så selv en prædiken af den gamle huspostil, som jeg ikke er i stand til at navngive, da titelbladet har manglet al den tid, jeg kan huske. Jeg har været utrolig glad for det teologiske studium, og jeg ville ikke have været det foruden, og slet ikke det, jeg har lært gennem min beskæftigelse med teologien. Men jeg må dog tilstå, at det er de ting, som min mor lærte mig, der stadig står som grundpillerne under min kristne tro og kristendomsopfattelse. 

Degnegudstjenesterne, som vi kalder dem, har haft og har fremdeles en uvurderlig betydning for kirken og kristendommen på Færøerne, og dermed også for befolkningen. Disse gudstjenester, hvor menigheden selv sørger for sin gudstjeneste, understreger, at gudstjenesten er menighedens eget ansvar. Det er folket i bygden, der holder gudstjeneste og sørger for, at Guds ord lyder iblandt dem. Og derfor var det vigtigt, at alle husstande var repræsenteret. For gudsordet er det daglige brød på denne jord. Det var utænkeligt, at kirken bare var noget, man havde krav på, og som andre så skulle sørge for var der, når man selv havde brug for den. Det var menneskene, der havde brug for kirken, ja, kirken i bygden var menneskene i bygden. jeg husker aldrig at have hørt folk spørge: Hvad siger kirken, eller hvad gør kirken? De kunne spørge, hvad Bibelen sagde, eller hvad præsten sagde, men aldrig hvad kirken sagde. Og det hang nok sammen med, at kirken var dem selv. Kirken var selvfølgelig kirkehuset, men det hverken sagde eller gjorde noget. Og kirken, som Guds hus bygget af levende stene, sagde og gjorde heller ikke noget som forsamling, men som enkelte individer. Men sagde og gjorde de noget sammen, så var det som bygdens befolkning, de gjorde det, og de gjorde det, fordi det var nødvendigt, eller fordi det var deres pligt som kristne mennesker. 

Degnegudstjenesterne betyder også, at der i de fleste bygder er en kirke, som ikke står tom de fleste søndage, fordi der ingen præst er til at holde gudstjeneste. Det er overkommeligt at bygge relativt små kirker, og dermed skabes der mulighed for, at folket i bygden kan samles og holde gudstjeneste. Og det gør man selv de søndage, hvor præsten ikke kan være dér. Derfor er jeg overbevist om, at man bør satse på relativt små sogne med små kirker, som ikke skal tjene andre formål end at være menighedens kirke. Hvad sognets beboere ellers tager sig til, bør foregå i forsamlingshuset. jeg har mine store tvivl angående de meget store kirker, der skal være basis for flere tusinde menneskers gudsdyrkelse, og tilmed overtage de fleste af forsamlingshusets funktioner. Og i de fleste tilfælde er der alligevel ikke tale om, at man med den store kirke har skaffet sognets beboere et hus, hvor de om søn- og helligdagene kan holde gudstjeneste. Pladsen rækker kun til, at de kommer dér to eller tre gange om året. Om få år er der gået 1000 år, siden færingerne blev et kristent folk. Det er de stadig, og der er ikke mange tegn på, at kristendommen er ved at miste sit tag i den færøske befolkning. Vi kan stadig sige: 

Der stander et hus i vort høje Nord, 
indviet Gud Faders enbårne; 
der springer en kilde, der dækkes et bord, 
der kimes til højtid fra tårne.

Og det skal være mit håb, at færingerne sammen med de andre nordiske folk også i fremtiden kan synge: 

End kvædes der sødt ved dets alter i nord 
til pris for Gud Faders enbårne; 
end risler den kilde, end dækkes det bord, 
end kimes der mildt ifra tårne. 

1. Citeret efter Carl Christian Rafn: Færeyinga Saga.