Nr. 358
juni 1999

SALMESANGEN MELLEM BEKENDELSE OG BERUSELSE
En teologisk og æstetisk vurdering af den moderne salmeproduktion som den afspejler sig i "Tillæg til Den Danske Salmebog" fra 1994.
Af Henriette Bacher Lind, præst ved Sct Jørgens Mike, Svendborg.

Den sværmeriske salmedigtning over for den bekendende
Lad mig begynde med at fortælle en meget tankevækkende historie, der lader ane, hvilken omfattende problematik, vi befinder os i, når talen går på eventuelt nye salmeemner til den kommende salmebog. Forleden hørte jeg om en, der havde været på kursus. Som afslutning på kurset havde de sunget Kim Larsens, "Om lidt bli'r her stille". Manden, der havde deltaget, fremhævede den vidunderlige tilstand, som sangen havde hensat ham i, og som han bedst beskrev som en sitrende fornemmelse i hele kroppen, der næsten bragte ham på grådens rand, og som i eminent grad fyldte ham med en fornemmelse af sammenhold og fællesskab. Efter denne oplevelse ønskede den pågældende at få svar på, hvorfor denne sang ikke bruges i kirken? Kim Larsens "Om lidt bli'r her stille er en sang, og den giver sig ikke ud for at være en salme. Når jeg alligevel nævner den indledningsvis, er det, fordi det faktisk bliver mere og mere almindeligt, at folk i de større byer vælger den til begravelser, og fordi netop denne sang, efter min mening, er udtryk for det, jeg her vil kalde beruselse. Ordet beruselse brugt i forbindelse med salmer betyder, at vægten lægges på formen og musikken og det emotionelle skred, som sangen måtte sætte i gang, og at man derfor undlader en mere nøjeregnende vurdering af teksten og tekstens kristne gudsbillede og menneskesyn. Man tager følgelig heller ikke sangskriverens udgangspunkt alvorligt. I dette tilfælde Kim Larsen, der andre steder klart udtrykker en afstandtagen fra kristendommen og eks. i en anden sang om døden klart melder ud. "forsvinde skal vi alle / det siger sig selv. / Og hvad de så end siger / så er der ikke mer'". Begrebet beruselse bruges i denne forbindelse til at markere, at man i mange af de nyere salmer fremlægger en sværmerisk udlægning af troens indhold. Det modsatte af denne sværmeriske salmedigtning er den bekendende salmedigtning, hvor man i den pågældende salme ikke er i tvivl om, hvilken tro, den bygger på og hvilke bekendelsesskrifter, som denne tro rammes ind af. Det har selvfølgelig et klart polemisk sigte, når jeg siger, at salmesangen i dag befinder sig i en balancegang mellem bekendelse og beruselse, men udtrykket tjener også et åndet og langt alvorligere formål, nemlig at understrege, at det i vurderingen af de nye salmer ikke drejer sig om, hvorvidt man bliver følelsesmæssigt berørt af disse eller ej, men at det derimod drejer sig om, hvilken kirkeforståelse og gudstjenesteform, man har tænkt sig at gå ind i det nye årtusinde med. Et spørgsmål, der naturligvis dybest set handler om, hvordan man ønsker at formulere og praktisere troens indhold. Kort og godt: De nye salmer skal vurderes på, hvordan de evner at formidle bekendelsens tre led, så også mennesket anno 2000 kan lægge stemme til, at den Gud, som skabte verden, er den samme, der med Jesus Kristi død og opstandelse har lovet aldrig at vende denne verden ryggen og til stadighed og i al evighed tænder lys i et forskræmt hjerte ved Helligåndens hjælp.

        Jeg kan dårligt finde en mere passende formulering end denne "Salmesangen mellem bekendelse og beruselse" fordi vi vitterligt i disse år har og vil få store teologiske sammenstød mellem p.d.e.s de traditionelle salmer, der ikke viger en hårsbred fra vort lutherske fundament, og p.d.a.s. de nye salmer, der tager afsæt i menneskets konkrete erfaringsverden og derved har en tendens til at fortabe sig i sværmeriske udlægninger af forholdet mellem Gud og menneske.

    I de tilfælde, hvor en ny salme opfylder både de teologiske og litterære krav, som man nødvendigvis må stille, kan den være en decideret gevinst i den gudstjenestelig sammenhæng. Ikke mindst i forbindelse med alle de mange særgudstjenester, såsom familiegudstjenester, konfirmandgudstjenester og temagudstjenester af enhver art, som efterhånden tilbydes i snart sagt alle sogne. Fordi udgangspunktet her er ønsket om at vænne børn og voksne til kirkegang i al almindelighed, giver man en lille smule køb på de dogmatiske principper og fokuserer i stedet på muligheden for at lære de såkaldt kirkefremmede glæden ved fælles salmesang. Netop de nye salmers mundrette form og rytmiske musik ejer evnen til at bløde overgangen mellem kirkerum og verden op, og jeg tvivler af samme årsag på, at vi kan komme udenom dem.

Hvad bør man kræve af en ny salme?
Den salmebog, vi bruger i dag er fra 1953. Dengang udtalte den nedsatte salmekommission: "Gerne havde vi taget "moderne" salmedigtning med hvis der havde været nogen. Men det hører med til vore dages ringhed, at Gud ikke i disse hårde tider har oprejst nogen profet endsige menighedens forsanger iblandt os. Den kendsgerning bøjer vi os for (...) Det afgørende for os har aldrig været om noget var nyt eller gammelt, men om det var godt. Hellere gammelt og godt end nyt og dårligt". Og det kan man jo i princippet ikke være uenig i. I dag står man i den situation, at man alene i 1994 havde 2000 salmer at vælge imellem og at der til stadighed udkommer nye. Enten har situationen altså ændret sig ganske drastisk på disse godt og vel 40 år, så man i dag virkelig har fået de salmedigtere, man savnede i 1953, eller også har man givet køb på principperne. Desværre tyder Tillæg til Den Danske Salmebog på det sidste.

    Hvorfor fik tillægget denne fatale udformning? Som det har været fremført fra flere sider, bærer det manglende mod til fra begyndelsen at lægge sig fast på en salmedefinition en stor del af skylden. Hvordan skal der kunne komme noget godt ud af følgende vankelmodige udgangspunkt, som står at læse i forordet: "Mangfoldigheden i udtryksmåder er stor i den nyere salmedigtning. Udvalget har derfor naturligt nok ikke kunnet nå til enighed om hver enkelt tekst (...) Bredden i salmer afspejler bredden i udvalgets sammensætning". Som det ses, er der ikke engang gjort et spinkelt forsøg på at skitsere en række kriterier, og vi står nu med et tillæg, der i sin iver efter at tækkes den såkaldt moderne virkelighed mangler salmer, der på en gang er prægnante og nødvendige, og derved i det store og hele har svært ved at godtgøre en egentlig eksistensberettigelse. Kvalitetsmæssigt er tillægget helt i bund, ikke mindst fordi det lider under en stærk overvægt af salmer, der netop flirter lidt vel rigeligt med de såkaldt "berusende" elementer og altså svigter det skriftmæssige og bekendelsesmæssige grundlag.

    I vor nuværende gudstjenesteordning fungerer salmesangen som menighedens svar på evangeliet, eller som "en nådens genklang", for nu at bruge titlen på salmedigter Jørgen Michaelsens samlede salmer. Da et svar som bekendt altid er et svar på noget, må nåden og nådens baggrund, nemlig synden, nødvendigvis omtales, før der i salmen kan svares i glæde og lovord. Men synd og nåde er tilsyneladende en mangelvare i det moderne kirkesprog. I al fald nævnes de kun sparsomt, og når det endelig sker, er der sket en udvanding af begreberne, som gør dem næsten ukendelige. Følgelig må det blive så som så med svaret, genklangen, ekkoet, og afmatningen spores som sagt alt for tydeligt i flere af tillæggets salmen Den skævvridning af anliggendet kan de få ordentlige salmer, som tillægger også rummer, ikke ændre på. Måske fordi ikke engang disse hører til blandt de bedste.

    Tillægget er et glimrende eksempel på, at man ikke kommer nogen vegne uden definitioner og uden at gøre sig klart, at salmens "Sitz im Leben" først og fremmest er gudstjeneste og fællessang. Salmesangen skal sikre, at menigheden ikke føler sig som tilskuere, men bliver deltagere i den samtale, som Gud fører med mennesket, en samtale, hvor forkyndelse, dåb og nadver vækker trang til at svare og fremkalder ønsket om i salmen at komme Gud i møde med glæde, tvivl, angst og bekendelse. Som Luther udtrykker det i forbindelse med sin egen salmedigtning: "Gud har jo gjort os rigtig glade ved at sende sin elskede søn til os. Han døde for vor skyld og vandt derfor over synden, døden og djævelen. Derfor: Alle, der tror på det kan ikke lade være med at synge med lyst og glæde".

    Salmen skal kunne honorere den dobbelte fordring, som giver sig af at kirken befinder sig i tiden, på et bestemt sted i verden og følgelig bruger verdens sprog, samtidig med at den bygger på ældgamle og urokkelige ritualer. Heraf følger, at kirken må betragtes som det anderledes sted, der kræver en særlig højtidelighed, uden at virkeligheden og det menneskelige tabes af syne, og her kan selv sagt en vis fornyelse have sin berettigelse, al den stund sproget ændrer sig fra generation til generation.

    Tre kriterier skal efter min mening opfyldes, når det gælder en vurdering af de nyere salmer: Salmens teologi skal være i orden, og det betyder, at indholdet skal holde sig indenfor rammerne af det, der forkyndes i en evangelisk-luthersk kirke. Det kan måske lyde som en overflødig påmindelse, men nar man ser, hvordan der i dag sker betydningsskred indenfor selv de allervæsentligste dogmer, er den det ingenlunde.

    Salmen skal være i besiddelse af orden dige litterære kvaliteten Foruden at den skal kunne synges let og ubesværet, og uden at man snubler over ordenes betydning og indbyrdes sammenhæng, må den meget gerne indeholde nye formuleringer, der virker opklarende i forhold til de teologiske sandheder og den skriftbaggrund, som man ikke uden videre kan forvente den store fortrolighed til i dag.

    Netop indenfor sprog- og billedverdenen kan de nye salmer for alvor gøre opmærksom på deres nødvendighed, hvilket betyder, at de meget gerne må sige noget, der i princippet ikke er sagt bedre, smukkere eller mere præcist før. Selvfølgelig står de nye salmer overfor det, som en engang har kaldt "den lammende standard." Det burde dog ikke begrænse opfindsomheden så voldsomt, som det desværre ofte er tilfældet. Salmen skal nok være forståelig, men ikke jævn og klichéfyldt. Det kan ikke nytte noget, at tilgængeligheden sker på bekostning af kvaliteten. F.eks. er det en ganske forfærdelig uvane, når nogle salmedigtere af hensyn til versemålet skriver eksempelvis: "Jesus siger ellers, at den mindste han er størst". Salmens styrke ligger så klart i evnen til at bruge billeder, der formår at forklare lidt mere af dette svære forhold mellem Gud og mennesker. Samtidig har sproget betydning for brugsværdien. Det kan ikke nytte noget, at salmen er slidt op efter få år, og det betyder, at et ord som eksempelvis økologi ganske enkelt er for tidsbundet.

    Foruden de teologiske og litterære krav skal salmen være sig sin målgruppe bevidst. Den skal være skrevet til den danske menighed, der vitterlig er bred og mangeartet. Den skal i princippet kunne synges af alle, der sidder i kirken på den pågældende søndag. Det jeg eller vi, der optræder i salmen må aldrig blive mere personligt, end at andre kan tage det til sig i godkendelse. Den personlige erfaring skal altså gøres kollektiv. Heraf følger, at salmen naturligvis ikke må gøre sig til talsmand for en særlig politisk eller social sag. Der må ikke tværs gennem kirkerummet sættes usynlige skillelinjer mellem den rigtige og den dådige mening. Salmen skal kunne rumme alle, der har det tilfælles, at de er døbt.

De gode, de ligegyldige og de absolut ubrugelige.
Når man tager i betragtning, at tillægget skal regnes for en del af forarbejdet til en ny autoriseret salmebog, kan det efter min mening være gavnligt at dele dets salmer op i tre kategorier og gradbøje dem på skalaen mellem bekendelse og beruselse i henhold til min indledende definition for herigennem at få en fornemmelse at hvilke salmer, der overhovedet skal bringes i overvejelse. Nederst på skalaen findes derefter de salmer, som er "berusende", dvs. de salmer, der stort set har sluppet taget i de kristne trosudlægninger og på bedste sværmeriske vis forkynder den ene eller anden form for uautoriseret herlighedsrige, hvor mennesket er noget nær Gud lig og naturen paradisisk genoprettet. Disse salmer er meget gerningsorienterede og temmelig moralistiske. De er kritisable, fordi de forholder sig overordentligt frit til skrift og bekendelsesgrundlag. Den store inddragelse af erfaringen og det såkaldt virkelighednære fortrænger den egentlige Guds- og Kristusforkyndelse. Der tales til det menneskelige sanseapparat og menneskets praktiske formåen. Dertil kommer, at man dårligt kan kalde dem for moderne salmer, al den stund visse af dem er så præget af 70'ernes og 80'ernes romantiserende miljøbølge og politiske visioner, at man vanskeligt kan forlange, at et barn af halvfemserne skal tage dem alvorligt.

    Midt på skalaen findes de ligegyldige salmen Det er salmer, der sjældent evner at få en op af stolen, og som mestendels går i ét med tapetet. De efterlader ingen mærker, men glimrer forstemmende ved deres totale overflødighed, fordi de netop ikke åbner nogen nye døre ind til det troens væsen, der ofte fortaber sig i dunkelhed og således godt kunne bruge lidt hjælp. På dette sted af skalaen findes ingen markante eller skelsættende billeder. Nogle af salmerne befinder sig i grænselandet mellem beruselsen og bekendelsen forstået på den måde, at der gennemgående sker små betydningsskred i indholdet, som næsten umærkeligt rykker fokus og dermed ændrer evangelieforkyndelsen.

    Øverst på skalaen findes slutteligt de acceptable, sine steder ligefrem gode, salmer, men man må nok tilføje, at havde man medtaget flere salmer fra de tidligere tillæg, kunne denne kategori have været repræsenteret ved endnu bedre salmer end det er tilfældet. I denne tredje kategori findes de salmer, der teologisk set er uanfægtelige. De bekender, medens der digtes. De kender deres funktion. De tør bruge ordene synd og nåde og drage konsekvensen af, at dette ordpar trods alt udgør essensen i alt, hvad Gud og mennesker har at sige hinanden. Det er i denne gruppe, man finder de markante, nye billeder, der tolker det gamle, så nye indsigter ser dagens lys. Alle andre forskelle til trods er det også i denne gruppe, at der skrives ukunstlet og enkelt om Gud og Jesus, uden at det sande størrelsesforhold mellem Gud og menneske forkvakles.

    I henhold til min vurdering ligger de sværmerisk orienterede salmer således absolut nederst på skalaen, og disse repræsenteres bl.a. af Hans Anker Jørgensen, der med sit meget sort-hvide tilværelsessyn minimaliserer og politiserer Gudsforholdet markant. Det fremgår f.eks. af hans dåbssalme "Sov du lille, sov nu godt", hvor han v.hj.a. klicheen "den gønne ren" udfolder det syn på dåben, at den er selve adgangen til et liv i lykke, idet den sikrer mennesket paradislignende forhold her og nu. Længere nede i salmen lyder det: "Vi er døbt til kærlighed, åbenhed og ærlighed", som igen er en højst betænkelig udlægning af den dåb, der netop ikke handler om Guds tillid til det menneskelige potentiale, men derimod om den kærlighed, der elsker på trods af al uduelighed. Hans Anker Jørgensen har en tendens til at konkretisere det onde og overbetone Jesu menneskelighed, og man får den tanke, at kristendommen er reduceret til et socialistisk partiprogram. Der, hvor hans styrke skulle ligge, nemlig i ordrigdommen og det virkelighedsnære udtryk, bliver han for tidsbundet og enøjet og evner derved ikke at samle til fælles menighedssang.

    Lars Busk Sørensen lider under mange af de samme svagheder, som Hans Anker Jørgensen. Der er hos ham den samme hang til konkretisering og dermed ensidige tilgang til kristentroen, der nok kan finde tilslutning hos visse dele af det danske kirkeliv, men bestemt ligeså mange modstandere. Naturen og ikke mindst overgrebene på den er det absolutte favorittema, fordi disse fremfor noget afslører menneskets syndighed ifølge Lars Busk Sørensen. Heraf følger, at teologien gøres til et menneskeligt håndelag, der degraderer Gud til en slags arbejdsgiver, der nok har visioner, men mangler magt til at føre dem ud i livet. Salmen "Menneske din egen magt" er selve kroneksemplet på dette. I sætningen: "Livets Gud har ingen hænder" fremstilles Gud som en sønderlemmet Gud, der intet evner uden menneskets indsats. Her er ikke spor af den almægtige Gud, der går sejrende ind over adventstiden med løfter om bl.a. at skære den blinde for den sorte stær. I en anden salme karakteriseres Gud ligefrem som hjemløs (nr. 786), og man fyldes af medynk med dette væsen, som intet kan uden sin skabning og dog i sin totale afhængighed ytrer det spage ønske, at mennesket må få "gode dage". Frelsen magter Gud åbenbart ikke længere at tage sig af!

    Selv om Jørgen Gustava Brandt er ligeså meget sværmer som både Lars Busk Sørensen og Hans Anker Jørgensen, er han det på en ganske anden måde. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at han i sjælden grad har magt over lyrikken og behersker sproget til fuldkommenhed og derved kan skabe unikke udtryk, som bliver siddende i bevidstheden. Hans salmer hører hjemme i "beruselsen", fordi de i vid udstrækning domineres af almentreligiøse og mystiske troserfaringer, der ofte kun ganske svagt lader ane forbindelsen til kristendommen. Det kommer tydeligt frem i salmen "Tænk, at livet koster livet".

    Ingen kan benægte, at mennesket netop vinder livet, ved at Jesus betaler for det med sit liv, og alligevel udtrykker salmens første linjer, som gentages i sidste vers, en meget indirekte form for kristologi, der ikke uden videre kan opfanges af den kirkegænger, der er uvant med den evangeliske forkyndelse. Allerede et par linjer nede i salmen sker det afgørende skred, idet den diffuse tilgang til Guds frelseshistorie cementeres i udtryk som "tanken spreder øjets dis". Igen må man lede efter meningen og konkludere, at hvis der hentydes til menneskets blindhed overfor tilgivelsens uendelige rækkevidde, så fjernes denne ikke ved en tanke, der melder sig flygtigt hos den enkelte, men ved mødet med Guds ord i forkyndelse og sakramenter.

    Hvor tæt de sværmeriske salmedigtere er på den pietistiske tradition, får man et meget godt indtryk af ved at læse Jørgen Gustava Brandts dåbssalme " Vor Herre ta'r de små i favn", hvor han indleder med at markere, at den egentlige motivation for at døbe de små børn er, at det jo er "Jesu blik vi ser i barneøjne tindre". Dåben betinges pludselig af en særlig gudelignende kvalitet, og Jørgen Gustava Brandt spolerer på den måde forståelsen af dåben som det sted, hvor Guds nåde for alvor anskues i hele sin umådelige rummelighed.

    Det er selvfølgelig et voldsomt udfald at karakterisere visse salmer, som ligegyldige, og alligevel er det sandheden om en hel del af de nye salmer, der publiceres i disse år, tillæggets iberegnet. Johannes Møllehave, som jo ellers nok kan sprudle og nyformulere, og som teologisk set er uanfægtelig, er således i tilægget udelukkende repræsenteret ved salmer, som intet nyt siger og intet aftryk efterlader sig. I de små firelinjede strofer, som han digter indenfor, omdannes trosudlægningerne til tomme postulater, som vanskeligt vil kunne formidle den tro på Gud, som tilsyneladende er deres mening.

    Det samme overflødige indtryk efterlader Holger Lissners salmer hos den syngende eller læsende. Heller ikke hos ham gribes man af følelsen af at stå overfor noget, som aldrig er sagt bedre før. Hans salmer er for så vidt harmløse, men netop uoriginale ved alt for ofte at falde tilbage i de gamle talemåder og billeder, som derved gøres til ubrugelige klicheen Det ses meget tydeligt i salmen "Her må alle blomster dø", der beskriver Guds rige, som engang skal komme og ændre på alle de tilstande, der i dag er elendige og mangelfulde. Skildringen af dette for os endnu ukendte burde kunne kalde helt nye og overraskende billeder frem hos en salmedigter, men i stedet trækkes der på de kendte modsætningspar såsom lys versus mørke, vissen blomst versus levende blomst. Ellers er det karakteristisk for Holger Lissner, at han som både Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen lægger stor vægt på Jesu menneskelighed, ikke mindst Jesu angst. Holger Lissner er repræsenteret med temmelig mange salmer i tillægget, og man kan godt undre sig over, at man ikke har valgt en af hans begravelsessalmer f.eks. "Der er en vej" (nr. 64 i "Du fylder mig med glæde", når det nu var bl.a. begravelsessalmer, man havde på ønskelisten (jf. Gerhard Pedersen, Præsteforeningens Blad 1994/8). Her har man nemlig en ny salme, der trøster, uden at Kristusforkyndelsen lider derved).

    Tillægget rummer selvfølgelig også gode salmer, selv om de er i et forstemmende mindretal. K.L. Aastrup bidrager på sin vidunderlig sparsomme og tidløse måde, som passer så umådeligt godt til den evangeliske forkyndelse, men da han efterhånden af den brede bedømmerkreds regnes for noget nær uundværlig, er der ingen grund til at opholde sig yderligere ved ham her. Derimod skal både Johannes Johansen og Lisbeth Smedegaard Andersen omtales mere indgående, fordi de begge i teologisk og litterær henseende rummer åbenbare kvaliteter, og dermed hæver sig over det gennemgående lave niveau i tillægget. Bortset fra dette er de vidt forskellige. Johannes Johansen er så klart den mest folkelige, fordi han virkelig formår at knytte kristendommen sammen med den kendte danske natur, og på den måde skaber frodige, forståelige billeder såsom "leende lærker" og "gule erantis i nyfalden sne", der i vid udstrækning kan tø selv den mest forbeholdne kirkegænger op. Han udviser sproglig opfindsomhed og lune uden at sprænge grænserne for det tilladelige, idet han holder sig indenfor rammerne af traditionen og det givne. Selv om det måske ikke fremgår så tydeligt af tillægget, er omdrejningspunkterne i Johannes Johansens teologi dåb og nadver, der for alvor gør mennesket begribeligt, at Gud er hos det i mørket og sorgen såvel som lyset og glæden: "En krumme og en dråbe kun / Lagt i vor mund / gør mæt for evigheder", som der står i salmen "Al jordens fylde har du skabt". Så lidt at se til, og dog så stort et under! Guds kærlighed er i Johannes Johansens univers lige så uopslidelig som den granitfont, barnet holdes hen over. Så vidt jeg kan bedømme, har Johannes Johansen dog skrevet bedre salmer end dem, der står i tillægget, og det gælder i det hele taget, at hans salmer er stærkt svingende rent kvalitetsmæssigt.

    Man kan ikke sige, at Lisbeth Smedegaard Andersen er folkelig, og det skyldes for en stor del, at hendes billeder - så flotte de end er - mange gange er temmelig svære og intellektuelle. Hun er en modernistisk digter med modernistiske metaforer, og det betyder, at selv om hun har en klar føling med den gældende virkeligheds trange betingelser for håb og tro og en klar fornemmelse for tidens oplevelse af splittethed og spredthed, udtrykker hun disse tilstande med billeder, som ikke umiddelbart åbner sig for den syngende, men netop kræver dvælen og analyse. Det er f.eks. tilfældet i salmen "Med Thomas-kravet står vi her", hvor hun i tredje vers skriver: "I dybet under stenet jord / må tjørnen søge vandets spor / med blinde, hvide rødder", hvilket er et meget uigennemsigtigt udtryk. Derimod er linjerne fra samme salme "Vi tror på det, vort øje ser: / det kendte, sikre - intet mer - / en jordfødt, bundet viden " virkelig gode og forståelige, og de viser, at hendes poetiske nerve sagtens kan formulere sig enkelt og konkret uden at tabe sit særpræg og fremfor alt: uden at blive banal. Ser man på Lisbeth Smedegaard Andersens samlede udgivelser, vil det fremgå, at hun ofte bruger storbyen som ramme for sine salmer i en helt bevidst stræben efter at få føjet modernitet og kristentro sammen og i et forsøg på at få nedtonet kirkens karakter af fjernhed.

    Fordi Lisbeth Smedegaard Andersen fylder mange af sine salmer med abstrakte udtryk, som gør dem svære at synge, får de en meditativ virkning ved at tvinge sin læser til langsommelig læsning, hvorved man får en mulighed for at grunde i fred og ro over troens væsen. De sværeste af hendes salmer giver således størst udbytte, når de læses i enrum, så hendes mange sammenligninger og abstrakte omskrivninger kan fæstne sig.

    Når man taler om gode salmen må man ikke undlade at opholde sig ved Jørgen Michaelsen, selv om det desværre langtfra er hans bedste, der er kommet med i tillægger. Alene titlen på hans samlede salmer og kirkeviser "Nådens genklang" viser, at man her står med et menneske, der teologisk set er fuldstændig korrekt. Som hovedregel er hans salmer meget enkle og traditionelle, uden angst for dogmerne og dermed uden den sædvanlige angst for at beskrive mennesket som faldet og oprejst. Jørgen Michaelsen lægger vægten på evangeliet som denne konstante modsigelse af menneskets egne idealer, som udtrykkes i, at vi vil eet, medens Gud vil noget ganske andet. "Vi er - med dig / i dåbens hverdagspagt / bestandig Herre / dybt af dig modsagt". Det samme tema gentages i tillæggets nr. 799 "Han trådte ind iblandt os", hvor evangeliet netop betones som et kors for den menneskelige tanke, der hellere søger sig en magelig undskyldning end lader sig udfordre af de besværlige krav, som rejser sig af samværet med næsten. I modsætning til mange andre nyere salmedigtere bliver Jørgen Michaelsen dog ikke stående ved fordringens uigenkaldelighed, men understreger, at den altid lyder under Guds kærligheds fortegn: Vi skal, men vi kan ikke, og dog er vi tilgivet.

Konklusion.
Salmeforskeren Jens Lyster [se evt. Salmebogskommissionens lavstatusrapport I + II.] har engang sagt: "Det er en naturlig livsytring i en levende kirke, at den kristne griber til poesien, når han er blevet rebet af evangeliet". Jeg er enig: der skal skrives salmer. Men der skal skrives gode salmer. Og tillægget er ikke godt. Når man tænker på, at salmerne hver gang skal lægge ord til en hel menigheds syngende bekendelse, er de voldsomt forpligtede på at sørge for, at de grundlæggende teologiske begivenheder og temaer trækkes med usvækket kraft og myndighed fra den ene generation til den anden i et sprog, der formår at sige det, som jo ikke altid er lige enkelt at få sagt. Og oven i købet skal salmerne, fordi de er nye, sige dette med afsæt i denne tid og med gyldighed for kommende tiden Det er ganske ufatteligt, at Gerhard Pedersen i 1994 i fuldt alvor kunne sige: "Tillægget skal nok give anledning til debat: I den vil begrebet kvalitet uden tvivl blive centralt, fordi der ikke gives objektive kriterier for, hvad der har kvalitet ... Om en salme har kvalitet viser sig først for alvor, når den kommer i brug i sin rette sammen hæng" (Præsteforeningens Blad 1994/8). Betyder det, at en salme skal bedømmes på, om den er en "ørehænger" eller ej? For mig at se er denne tilgang i hvert fald beruselse i højeste potens, og en drukken kirke kan vi ikke bruge til noget som helst.

    Vi står i dag med et tillæg, og dvs. et oplæg til fornyelse, der i al væsentlighed efterlader det indtryk, at Gud er en afkræftet, svag Gud, der er lige ved at flytte på plejehjem, medens mennesket til gengæld i de forløbne 100 år har vokset sig stort og stærkt og nu er modent til at tage fat om ondets rod, der heldigvis ligger lige udenfor hoveddøren eller beskrives på avisernes forsider som bl.a.: økologiske katastrofer og politisk undertrykkelse. Det er voldsomt sat op, men faktum er, at de mange betydningsforvanskninger af de grundlæggende dogmer, har resulteret i en udlægning af troen, som nærmer sig den rene blasfemi. I stedet for at fordybe sig i, hvor stor og ufattelig Guds barmhjertighed er og lade synden afsløre sig selv i den, fokuseres der på et væld af onde gerninger, hvorved nåden skubbes i baggrunden til fordel for en mere terapeutisk hjælp. Man har opgivet synden til fordel for moralismen og er havnet i den værste synd overhovedet: Fordømmelsen. Synd er og bliver menneskets onde vilje, vendt mod Gud og hans gode vilje mod mig og min næste, og det er der vitterligt kun få af det 20. århundredes salmedigtere, der formår at formidle.

    Der skal skrives salmer, og der skal et vist antal af de nyere salmer med i den kommende salmebog. Men salmerne skal være bedre end de er for øjeblikket. Ser man på alle de mange salmer, der er udkommet sideløbende med tillægget præges de nemlig af den samme tendens, som gør sig gældende i tillægget, og dvs. at alt for mange af dem er "berusende" og for få bekendende. Der er simpelt hen for få at slide på og for mange, som er slidt ned efter første møde.

    Det er dejligt, når folk går i kirke. Det er skønt, når den er fuld. Men kirken skal ikke levere underholdning. Den skal levere noget andet. Den skal være det andet sted for nu at bruge et fortærsket udtryk. Der må godt synges nyt, men det, der skal synges, skal være funderet i skrift og bekendelse og ikke i den slags hjemmestrikkede forkyndelse, som er blevet så hyppig. Selv om musikken i nogle af de nye salmer er besnærende, og p.g.a. sine moderne rytmer tiltaler mange og på den måde skaber den fornemmelse af glæde og fællesskab, som også er kirkens anliggende, er den ikke nok. Indholdet skal følge med. Ingen er tjent med at blive talt efter munden, når frelsen rent faktisk ligger i at blive modsagt. Som sønnen, der vender hjem efter at have turet rundt og forbrugt både formue og værdighed og siger "Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn", hvorefter faderen åbner sine arme og fester. Det er Gud overfor sit menneske, og det er det vilkår, som mennesket søndag efter søndag skal huskes på, og som salmen herefter skal svare sit bekendende ja til. Også den moderne salme!