DET Gamle Testamente skal være nyt. Det er budskabet fra kredsen af teologiske fundamentalister omkring tidsskriftet "faklen" i Århus. De vil foretage en komplet nyoversættelse af den hebræiske bibel, renset for, hvad de betegnet som "kristologiske buer", d.v.s. oversættelsesfortolkninger, der kan bygge bro mellem Det Gamle og Det Ny Testamente. Det nye produkt bliver "strengt filologisk korrekt", forsikrer man. Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992 er ifølge kredsen "manipulation", fremgår det af et debatindlæg i Information onsdag. Tanken kan lige så godt kvæles i fødslen. Det er ikke muligt at lave 'en sand' oversættelse af Bibelen. Enhver oversættelse og enhver læsning i det hele taget, også på originalsproget, er en fortolkning, der afspejler den tid hvori den gøres. Derfor er det fuldstændig udelukket, at det kan blive "første gang i Danmarks-historien", vi får en oversættelse, der "bliver uden nogen som helst hensyntagen til teologien og dét kirkelige dogmatik" (kursiveringen er Faklens). De mennesker, der skal foretage oversættelsen, er præget af to tusind års humanisme og kristendom, uanset hvilken trosretning de måtte bekende sig til. De kan ikke tænke sig selv ud af historien. Som udtrykt af Kirsten Gomard i sidste uge i Weekendavisens debat, er "kulturen en historisk skabt ramme, der på en gang rummer vore muligheder og begrænsninger som individ". Den kan ændres, naturligvis, men det kan ikke tænkes væk. Fundamentalisme er troen på, at der findes én og kun én sandhed, og at den hellige tekst rummer den. Derfor kan man med rette kalde Faklens teologer for fundamentalister. De er båret af samme klippetro som de 70 alexandrinske jøder, der ifølge traditionen i det 2. årh.f.Kr. hver for sig oversatte Det Gamle Testamente til græsk og på mirakuløs vis endte med 70 fuldkommen ens oversættelser – den senere Septuagint! Kirkefaderen Augustin gør i sine Bekendelser (398 e.Kr.), i det berømte kapitel 11 (stk. 3) opmærksom på, at Moses ikke lever længere, og at vi derfor står uden mulighed for at vide, hvad han mener. Moses er ikke kommet ned fra Sinai-bjerget siden, så vi er ikke bedre stillet i dag. I 1925 besluttede to af Europas største hebræister, tyskerne Franz Rosenzweig og Martin Buber at nyoversætte Det Gamle Testamente og rense det for "historiens patina". Bibelen er overleveret i århundreder som mundtlig tradition, inden den blev nedskrevet og afskrevet op gennem tiderne. 'Sandheden' er altså talt og findes alene af den grund ikke mere. Den paralyserede Rosenzweig døde i 1929; Buber havde deres arbejde, Die Schrift færdigt i 1961, 36 år senere. Bibelen er en stor bog. Den er svær at læse - i hvert fald, hvis man har forstand på tingene! Har Faklen tænkt over det? Oversættelsen var bestemt en heltedåd. Men det var lige så meget en fortolkning som al anden bibeloversættelse. Et eksempel: Det hebræiske ord ruah betyder både vind og ånd og bruges som bekendt i Skabelsesberetningens allerførste ord. Det oversættes traditionelt med ånd, men Buber og Rosenzweig. ville, i bedste romantiske tradition, gengive ordet dets sande urkraft. Derfor grundoversatte de det med brus. Meget flot. Det kræver blot, for at kunne bruges i en videre sammenhæng, at vi retter to tusind års. åndshistorie, undskyld brushistorie, hvis vi skal forstå de egentlige implikationer af denne opdagelse korrekt. Søg-og-skift-ud, som det hedder på moderne computersprog. De kan begynde her! Når Faklens projekt kan lanceres under brask og bram og tages for gode varer i aviserne, skyldes det en efterhånden foruroligende mangel på viden om helt elementære kulturhistoriske og filologiske problemer. Videnskabens historie er historien om, at der ikke findes en endelig sandhed, hverken i de eksakte videnskaber eller i de humane, hvortil teologien hører. Det er uden mening at lede efter 'sandheden' i en så lang og konfliktbefængt tradition som Bibelens. Den er der ikke. Sandheden er her et personligt anliggende. Den er individuel og bygger på tro, viden, kunnen og interesse. Resten er pjat |