Treenighed

(lat.: trinitas) et teologisk ord, der stammer fra kirkefaderen Tertullian (død 0. år 230). Læren om t. blev udviklet i oldkirken, og den var et forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der var hentet fra græsk filosofi (s.d.). I sin klassiske form går treenighedsdogmet ud på, at Gud er ét "væsen" (lat.: substans), men tre "personer" (lat.: personæ), og indholdet af denne lære er blevet fastholdt ned igennem kirkens historie som det centrale punkt i den kristne tro.

Der er alm. enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om t., og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: "Faderen-Sønnen-Helligånden". Det drejer sig især om dåbsbefalingen: "idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt.28,19), og om den såkaldte "apostolske velsignelse": "Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med eder alle!" (2 Kor.13,13). Efter al sandsynlighed står vi imidlertid her over for liturgiske udtryk, der har deres oprindelse i den oldkirkelige gudstjeneste (s.d.), og som i deres udformning bar været under påvirkning af den alm. tilbøjelighed til at betjene sig af treleddede formuleringer (se trehed). Disse steder kan derfor ikke betragtes som det primære grundlag for læren om t. Hvad dåben angår, findes der således en ældre og enklere form, I hvor der er tale om dåb "i Jesu navn" (Ap.g.2,38; 10,43; 13,38; Rom.6,3; 1 Kor.1,13), og foruden det treleddede udtryk i 2 Kor.13,13 findes der fig. toleddede formulering: "Nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus" (Rom.1,7; 1 Kor.l,3; 2 Kor.1,2; Ef.1,2).

Det nytest.lige grundlag skal ikke i første række søges i de få formelagtige udtryk, der findes, men snarere i sammenhænge, hvor der tales om den virksomhed, som henh. Gud, Kristus og Ånden øver i kirken. Som eksempler herpå kan nævnes Rom.8,9-1l, hvor der er tale om "Guds Ånd", "Kristi Ånd" og "Ånden", samt I Kor.12,4-6, hvor der på lignende måde tales om den virksomhed, som Gud, Herren (dvs. Kristus) og Ånden øver, men uden at det bevidst er tilstræbt at sammenfatte disse tre i en bestemt og fast formulering.

Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre "personer" i Guds "væsen", men det drejer sig her om at betone enheden imellem Gud, Kristus og Ånden. Enheden mellem Gud og Kristus kommer især til udtryk i Joh.: "Jeg og Faderen, vi er ét" (10,30; jfr. 5,36; 14,9ff.), og denne enhed indbefatter også Ånden: "Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer" (14,26; jfr. 15,26; 16,7). Men enheden imellem Gud, Kristus og Ånden er forudsat i hele Ny Test., uden at den dog bliver formuleret som en lære om t.: "Thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv" (2 Kor.5,19), og "Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed" (2 Kor.3,17). Når der imidlertid i oldkirken blev udviklet en egtl. lære om t., har dette sin forklaring i en fuldkommen forandret situation: medens det i Ny Test. drejer sig om at forkynde, at Gud i kraft af Helligåndens vidnesbyrd viser sig som verdens herre i Kristus, stod oldkirken i den situation at skulle forsvare troen på én Gud. Se også en, eneste, enhed; Helligånd; Talsmanden og Ånd. B.W. [biskop Bertil Wiberg]