Vil man kende niveauet for den officielle salmebogskommissions arbejde frem mod en ny salmebog for Den danske Folkekirke, kan et kirkeministerielt kommissorium og to udgivelser give et fingerpeg om, hvad vi kan vente os.

Den første udgivelse var det salmebogstillæg, som Vajsenhuset udgav i 1994, og som Kirkeministeriet havde så høje tanker om, at dets kommissorium fra december 1992 henstiller til salmebogskommissionen, at den ved udvælgelsen af salmer fra vor tid "lægger vægt på indvundne erfaringer fra hidtil udsendte tillæg til Den Danske Salmebog, især det kommende officielle salmebogstillæg". Den opmærksomme læser må undre sig over, at "det kommende officielle salmebogstillæg" regnes med blandt "de hidtil udsendte tillæg"? Ikke bare er det ulogisk, men det kommende tillæg, hvis kvalitet ingen endnu kendte, tillægges en særlig vægt.

Man får en mistanke om, at de, der udformede et så gådefuldt kommissorium, ikke selv kan få øje på de salmer fra vor tid, der skulle berettige dette initiativ, men til lægger det kommende tillæg den messianske rolle at skulle bringe for lyset, hvad der havde været skjult for de vise og kloge, men i årene 1992-94 sikkert ville blive åbenbaret for de umyndige i tillægsudvalget. Vajsenhustillæggets messianske skikkelse fuldbyrdedes, da vi i året 1994 så dens tvivlsomme herlighed og ikke tog imod den, jævnfør min anmeldelse i Præsteforeningens Blad 1995/30-31-32.

Nu skal jeg så anmelde det andet trykte resultat af det kirkeministerielle salmeinitiativ. Det bærer titlen Statusrapport fra Salmebogskommissionen, er udgiver af Kirkeministeriet i 1996 i et omfang af 108 sider til en pris af 30 kroner og består af rapporter fra underudvalg 1-4, der giver hver seks smagsprøver på salmerevisioner fra henholdsvis det 16., 17., 18. og 19. århundrede og fra underudvalg 5, som er bønnebogsudvalget. Fra underudvalg 7, der tager sig af det kirkemusikalske, er der præsenteret ni salmetekster med tilhørende i alt toogtyve melodier. Det afsluttende Koralbogs-afsnit s. 71-106, der giver femogfyrre eksempler på koraler, som man vil kunne møde i en kommende koralbog, afstår jeg fra at bedømme.

Underudvalg 6, der tager sig af salmer fra vort eget århundrede, har afventet brugernes reaktioner på Vajsenhustillægget 1994 og bidrager derfor ikke til statusrapporten.

Jeg er skeptisk over for det projekt, som kirkeminister Torben Rechendorff tog initiativet til i 1992, og som skal haste en ny salmebog igennem inden årtusindskiftet. Selv har jeg pænt sagt nejtak til at indtræde i kommissionen, da jeg er uenig med initiativtagerne i vurderingen af behovet for en ny salmebog. Det manglende folkelige behov - i grunden den allervigtigste forudsætning! - kunne være genstand for en artikel i sig selv. Her og nu vil jeg holde mig til den foreliggende statusrapports kvaliteter eller mangel på samme.

Når jeg har brugt tid på at anmelde rapporten, skyldes det, at den trods sin åbenlyse mangel på kvalitet kan blive et trin på vejen til en ny autoriseret salmebog, som vi alle kommer til at lide under. Det følgende skal gerne dokumentere de kritiske spørgsmål, jeg har, dels til det problematiske kommissorium, dels til kommissionens evner til uden nævneværdige faglige forudsætninger at klare den kæmpeopgave at lave en anderledes og bedre salmebog end den, vi fik med DDS 1953.

Lidet gennemtænkt stiller kommissoriet krav til kommissionen om at "gengive tidligere tiders salmetekster i en så oprindelig form som muligt, idet dog også salmernes anvendelighed i en gudstjenstlig sammenhæng må tages i betragtning".

Dette urimelige krav til menighedens salmer har kommissionen taget for gode varer og valgt at gøre til det overordnede krav, ja åbenbart til det fortegn, hvorunder hele arbejdet med den ældre salmebestand skal udføres. For kommissoriet og for den følgagtige kommission tager det historiske forløb sig således ud: i salmernes morgen var alting såre godt. Salmerne flagrede som prægtige sommerfugle ud af digternes hjerner og hjerter, nyfødte og morgenfriske i "evangelii liuse dag". Og hvilken salig jubel der dengang lød i kirkerne trindt om land! Men der skulle snart komme andre tider, og piben få en anden lyd! De oprindelige kunstværker forfaldt, og ringere og ringere blev de, hver gang et nyt slægtled og en ny salmebogskommission gjorde vold på dem. Men så fremstod i tidens fylde Torben Rechendorff og nogle andre fremsynede mænd, der kunne se, at det ikke kunne blive ved med at gå tilbage på den måde. Skulle det atter gå fremad, måtte det gå tilbage på en anden måde: tilbage til kilderne kort sagt - det er vejen frem!

Man kunne jo også have set det som kommissionens opgave at tage udgangspunkt i DDS 1953 som et forholdsvis hæderligt resultat af nogle ganske salmekyndige menneskers årelange arbejde. DDS har ydermere vist slidstyrke ved at have tjent som officiel salmebog for Den danske Folkekirke i mere end fyrre år. Spørgsmålet kunne så blive, om mon skiftende tiders revisioner, sidst i DDS 1953, kunne trænge til endnu en revision? Hvad der er brugeligt og måske indsunget indtil fortrolighed, behøver imidlertid ikke ændres, med mindre enten salmernes oprindelige form eller andre former fra den senere tradition skulle vise sig at rumme iøjnefaldende kvaliteter, som af en eller anden grund ikke blev registreret under salmearbejdet i 1940'rne. Principielt bør imidlertid salmernes form i DDS vægte mere end andre former inklusive originalformen, hvorfor en tilbageføring til originalen ikke kan blive et mål i sig selv.

I stedet for det misforståede krav om at vende tilbage til den oprindelige tekst burde menighedens salmesang have været tilgodeset med følgende krav: "De hævdvundne bearbejdelser af tidligere tiders salmer bør ajourføres så lempeligt, at de fortsat er let genkendelige".

Ajourføring er ikke det samme som modernisering. Gamle salmer må gerne lyde lige så gammeldags som den endnu levende oldemors sprog. De må bare ikke lyde så antikverede, at man skal have en historiker til at forklare dem, for så kan en menighed ikke for alvor selv lægge mund til dem. Så kommer morskaben over den antikverede form til at "forstyrre andagten" for den syngende menighed.

Med ajourføring af bearbejdelserne tænker jeg også på, at vi i vor tid godt kan have et andet syn på bearbejdelser end tidligere. Uden at ville idealisere de gamle oprindelige tekster og kritikløst genbruge dem er vi nok i vor tid mindre kritiske over for de oprindelige tekster, end deres bearbejdere har været i den mellemliggende tid. Deres ajourføringer var jo ikke altid bare sproglige, men også undertiden æstetiske, moralske eller teologiske domme over, hvad der efter den tids opfattelse ville være "passende" at sige i en salme. Her er der god grund til at ajourføre bearbejdelserne med, hvad der efter vor tids opfattelse går an. Og til det formål skal det ikke udelukkes, at den oprindelige tekst kan være til inspiration.

Fuld af fejl
Man kan med fordel begynde læsningen af rapporten med den afsluttende, men langtfra fyldestgørende rettelsesliste s. 108. Et fingerpeg om publikationens lave standard er, at også rettelseslisten føjer nye graverende fejl til. Et eksempel: noten 5. 30 til Kingos Se, hvor nu Jesus træder er rettet til:

"Salmens oprindelige titel er Om Jesu sved og blod. Salmen er udvidet med tre strofer, idet nogle sammensyede strofer er blevet skrevet fuldt ud, og bringes her i sin fulde udstrækning." Det passer jo ikke! En evangeliesalme til palmesøndag har naturligvis aldrig haft titlen Om Jesu sved og blod. Hvor har statusrapporten fået denne oplysning fra? Det passer heller ikke, at salmen bringes i sin fulde udstrækning. Trods udvidelsen mangler stadig den oprindelige 6. strofe.

Rettelserne anfører også, at i "Bryder frem, I hule sukke skal under noderne linie fem og seks byttes om (se vers 1)". Det er falsk alarm! Teksten under noderne fejler ikke noget. Det gør derimod den aftrykte tekst nedenunder på s. 21, der gengiver strofe 1,5 og 1,6 forkert. Rapportens redaktion har åbenbart opdaget, at de to tekster ikke stemmer overens og "retter" fejlagtigt den rigtige tekst. Det kalder man harmonisering!

Disse to smagsprøver er typiske for denne rapport, der skal fungere som appetitvækker på den næste salmebog. Eftersom vi én gang tidligere er blevet belemret med en salmebog så fuld af trykfejl, at man ikke troede sine egne øjne - om den hymnologiske gyser Frontsalmebogen 1988 kan læses i Knud Bannings og mine indlæg i Præsteforeningens Blad 1989/3, /18 og /22 --, skal ingen komme og sige, at trykfejl i nærværende statusrapport intet betyder. Jo, de kan meget vel være symptomatiske for det færdige produkt fra salmebogskommissionens side. Derfor gælder det om at være på vagt over for den mindste slinger i valsen. Og slinger er der fra første til sidste blad.

Allerede i indholdsfortegnelsen viser det sig, at man ikke kan stave til kommissorium, men både her og i indledningen s. 12 skriver "kommissiorium". Indholdsfortegnelsen anfører to gange Brorsons julesalme Her kommer dine arme smaa med en fejlagtig, altmodig verbalform: Her komme dine arme små. Ligeså har Grundtvig heller aldrig kaldt sin salme andet end I falmede blade, du kølige vind, hvorfor det må undre, at rapporten næsten konsekvent (s. 3f, 44f, 88, 107) skriver præsens participium: I falmende blade... På s. 4 bør O store Gud, vi love dig rettelig skrives O store Gud! vi love dig - med udråbstegn. Og synes min læser, at det er for galt at hænge sig i den slags petitesser, forsvarer jeg min fremgangsmåde med, at ved en sådan nærlæsning afsløres også, at Gud Helligånd, vor trøstermand s. 57 gentager str. 3,3-8 i str. 4. Det minder betænkeligt om Frontsalmebogen!

Ifølge forordet s. 6 skulle kommissionen mønstre "teologisk, litterær og musikalsk sagkundskab". Det fremgår ikke af rapportens faglige niveau. Den litterære sagkundskab ser gennem fingre med vendinger som "såvel ved folkekirkens ordinære gudstjenester, samt ved kirkelige handlinger" (s. 10 lin. 19-20), og noten s. 13 forvirret ved en fatal forveksling af vers og strofe. En litterær sagkundskab ville have insisteret på at skelne konsekvent mellem vers og strofe. Sagkyndig tegnsætning kunne have forskånet læseren for mange idiotkommaer. Ved tegnsætningen i de aftrykte tekster er man endnu ikke kommet længere end til "så vidt muligt at bringe salmerne med den originale tegnsætning og opsætning" (s. 6), eftersom "kommissionen endnu ikke har afklaret sin stilling til dette spørgsmål"! Skulle det være så svært at beslutte, at en ny salmebog naturligvis skal anvende en ensartet moderne tegnsætning såvel som retskrivning? Men selv om vi velvilligt gik med på kommissionens spøg med at fastholde sakrosankte kommaer og udråbstegn, som Kingo og Brorson satte dem, måtte vi dog konstatere mange inkonsekvenser. Således anføres Kingos salme dels som Bryder frem, I hule sukke med komma s. 3 og 21 og 73, dels Bryder frem I hule sukke uden komma i teksten s. 21, dels Bryder frem. I hule sukke med punktum 5.4. Jeg begriber heller ikke, hvorfor der s. 60 i O du min Immanuel skal være komma efter "himmelglæde" i str. 1,2? Det stammer hverken fra Brorson, DDS eller almindelig sund fornuft. I Når mit øje, træt afmøje s. 58 str. 3,2 er manglen på et komma efter "druer" og i O du min Immanuel 5. 60 str. 3,1 manglen på komma efter "går" lige så følelig. I tekst efter tekst konstateres dels en udbredt slendrian og tilfældighed, dels en slingren mellem moderne og original tegnsætning. På s. 46 præsenteres H. C. Andersens spændende Jeg har en angst som aldrig før, der foregives at være hentet fra Dansk Kirketidende 1864. Men tegnsætningen med idiotkommaerne i str. 2,1-2 og udråbstegnene i str. 1,4; 2,6 og 3,4 har Dansk Kirketidende i alt fald ikke ansvaret for.

Efter rapporten at dømme vil bindestreger holde deres massive indtog i den næste salmebog. Det kan ses som en imødekommenhed over for de mange dårlige læsere i dagens Danmark, og det hensyn kunne da godt overvejes. Men jeg har en mistanke om, at det snarere er udtryk for, at kommissionen er paralyseret af de hellige kilders "oprindelige form" ned til den detalje, som en bindestreg er. Jamen er det en antologi for antikveret ortografi mere end en salmebog, de sidder og nørkler med? Kommissionen mangler simpelthen en elementær viden om, at f.eks. Grundtvig konsekvent skriver sammensatte substantiver med bindestreg og to store bogstaver (f.eks. Hjerte-Rum, Psalme-Tunge, Lærke-Vinger). Når de store bogstaver i substantiverne opgives, må som en konsekvens heraf også bindestregerne falde bort.

Inkonsekvent er også brugen af store og små begyndelsesbogstaver. Allerede i kommissoriet s. 10 undres man over, hvorfor det skal hedde hans majestæt med lille, men Hendes Majestæt med stort? Den, til hvis pris vi synger salmerne, kaldes rettelig Vor Herre (således s. 3 og 4 og 12), medens det er forkert at skrive vor Herre (s. 13 og 79). Faderen og Midleren skrives med stort, og det bør Frelseren også, men her vakler rapporten og skriver frelseren s. 36 str. 2,6. Det hedder naturligvis vor frelser og vor talsmand, men rapporten skriver alligevel 5. 19 "I dødens bånd vor Frelser lå" og s. 57 str. 5,2 "Vor Talsmand og ledsager" og ser ikke misforholdet mellem Talsmand med stort og ledsager med lille. Men når det linien forinden hedder "Ja, bliv hos os, vor tøstermand!" (sic!), skal vi måske være tilfredse, når bare vi kan gætte os til, hvad der burde have stået? Er det benovelsen ved det hellige, der får kommissionen til at ryste på retskrivningen? Frimodigt bør den tiltale Helligånden med et du, også hvor Grundtvig skrev Du (s. 57 str. 1,2), og selv om et halleluja er aldrig så helligt, skal det dog ikke derfor skrives med stort (s. 18 str. 1,7), og det skal fryd heller ikke (s. 43 str. 3,1)!

Storvildtjagt i salmejunglen
Med disse indledende eksempler har jeg villet vise, at rapporten røber dilettanteriet allerede på de ganske elementære områder. Hvordan skal rapportens ophavsmænd og -kvinder da nogensinde kunne tilvejebringe noget så kompliceret som en ny salmebog?

I det følgende skal vi kikke arbejdsudvalgene over skulderen og - så godt vores indlevelsesevne strækker - dele deres aha-oplevelser på deres uforfærdede færd dybt ind i salmejunglen i jagten på salmernes kildespring. Men selv om ekspeditionen er finansieret af Kirkeministeriet og sanktioneret fra højeste sted, røber ekspeditionens sammensætning alligevel, at det har været foruroligende svært at finde egnede folk til opgaven. I modsætning til den forrige salmebogskommission, der nedsattes i 1946 af Kirkeminister Carl Hermansen, og som bestod af folk, der brændte for sagen og kunne trække på en faglig kompetence, erhvervet ved udarbejdelsen af tre seriøse forslag til salmebøger - der udkom i årene 1943,1944 og 1947 -, har de fleste i den nye kommission ikke arbejdet seriøst med salmer før. De befinder sig endnu nærmest på samlerstadiet og demonstrerer i grunden kun den glade amatørs barnlige glæde ved at få lov til at være med på ekspeditionen. Og junglen, hvor kilderne springer, viser sig i praksis at være et indhegnet område, afgrænset af indholdet i gængse håndbøger såsom Anders Mallings salmeværk. Afstikkerne uden for dyrehegnet hører til sjældenhederne. Ekspeditionens opgave indskrænker sig til at aftrykke de strofer, som Malling aftrykker, men som tidligere salmebøger har frasorteret. Jo, det er vildt spændende - og samtidig aldeles ufarligt - at være globetrotter og storvildtjæger i Dyrehaven! Og kreativiteten hos jægerne med hensyn til skindet, når kaninen er skudt og flået, består da i at fremlægge et ugarvet kaninskind til publikums henførte beundring: åh, så blødt og så vildt og oprindeligt!

Ved nærmere eftertanke må det spørgsmål dog melde sig, om det nu også var så vigtigt at skyde den gamle kanin, når ingen i ekspeditionen alligevel har forstand på at garve skindet, og det seje kød formentlig er uspiseligt?

Oprindelighed er trumf
Lad mig med nogle eksempler vise, hvad der er problematisk i den fremlagte rapport, der leverer smagsprøver på en ny salmebog; som de færreste ønsker, men som alligevel med djævelens vold og magt skal trækkes ned over hovedet på os allesammen inden årtusindskiftet.

Når man som bagmændene bag kommissoriet skal begrunde nødvendigheden af et unødvendigt projekt, behøves der en mærkesag, der markant adskiller den kommende salmebogs profil fra den nuværende salmebogs. Ved at gøre originalformen til idealformen har man fundet et strategisk udgangspunkt i argumentationen for nødvendigheden af en salmebog, der anderledes end DDS 1953 tilgodeser "den oprindelige salme". For det er jo indlysende, at jo mindre en ny salmebog afviger fra DDS 1953, jo mere grotesk vil det forekomme at skulle gennemføre et landsomfattende og besværligt salmebogsskift og sætte så meget i scene for så lidt. Men kan man derimod have held til at "sælge" ideen om den originale forms absolutte fortrin, vil man have legitimeret fremkomsten af den anderledes salmebog, som kan imødekomme de lejlighedsvise krav om fornyelse af folkekirken.

Til mine hidtidige indvendinger mod det foreliggende kommissorium vil jeg føje, at der også burde anlægges kvalitative kriterier for gamle salmer, men overvejelser om kvalitet skal ifølge kommissoriet alene gælde ved udvælgelsen af salmer fra vor tid. Ved at henholde sig til kommissoriet slipper kommissionen altså for at tage den besværlige diskussion om salmekriteriet. I stedet kan man bruge kræfterne på at opspore den mest oprindelige form af salmen i en blind tyrkertro på, at det oprindelige er det bedste. Men hvad er da den mest oprindelige form? Det er dette spørgsmål, som arbejdsudvalgene har søgt at komme til rette med.

Udvalg 1: Der 16 århundrede
Det er da rigtigt, at Luther kun har ansvaret for den første strofe i Forlen os freden, Herre, nu, DDS 754. I rapporten 5. 14 aftrykkes kun den første strofe. Det oplyses, at "de to sidste vers i DDS 1953 er tildigtede". Det forbigås, at de tildigtede strofer var med allerede i den første danske oversættelse fra 1533 og derfor kan siges at have hjemstedsret i dansk salmetradition. Men traditionen, er den end aldrig så lang, tæller slet ikke over for den magiske størrelse, der hedder den oprindelige form! Hvis man havde konsulteret Bent Noacks eller mine rettelsesforslag i Hymnologiske Meddelelser 1977 s. 31-36, kunne man vist have beholdt alle tre strofer. For øvrigt kan jeg stadig ikke se, hvordan præpositionen "uden" i str. 1,3 kan styre "du", som er et pronomen i nominativ! Det må da hedde "uden dig.

Hvad oprindelighed angår, er Luthers Christ lag in Todesbanden unægtelig ældre end Grundtvigs oversættelse I dødens bånd vor frelser lå. Der skulle altså ikke være tvivl om, hvem af de to, der mest er kilden. Luther er kilden på tysk, men den nordiske mytologi, der er ældre end Luther, kilder nu så herligt i Grundtvigs tekst, så derfor indstilles den af kommissionen til uændret optagelse. Men Luther skal også tilgodeses, mener udvalget. Derfor aftrykkes s. 18 som alternativ en ny "teksttro gendigtning" af kommissionsmedlem Betty Højgaard. Jeg kender forresten en anden trofast gendigtning ved daværende sognepræst i Broager 5. T. Vestergaard (aftrykt i Hymnologiske Meddelelser 1977 s. 5). Han er endnu tættere på Luther, i alt fald tidsmæssigt.

Hvorledes tackler rapporten denne salme? Som dokumentation for, hvor teksttro den nye gendigtning er, anføres Luthers tyske tekst jævnsides med den danske. Men hvilken tysk tekst? Ikke Luthers originale, men en, der er "sprogligt tilrettelagt efter Evangelisches Gesangbuch". Det er dog, som man tager det. For det første findes de grove trykfejl i str. 4,6 og 5,4 og 5,6 og 6,3 ikke i Evangelisches Gesangbuch. For det andet kan man heller ikke herfra hente teksten til Luthers kuriøse str. 5, der uden trykfejl lyder:

Hier ist das recht Osterlamm,
davon Gott hat geboten,
das ist an des Kreuzes Stamm
in heisser Lieb gebraten.
Des Blut zeichnet unsre Tür,
das halt der Glaub dem Tod für,
der Würger kann uns nicht rühren.
Halleluja.

Hvordan slipper Betty Højgaard fra at gengive Luthers dristige billede af det rette påskelam, der på korsets stamme steges i sin egen hede kærlighed? Vore hjemlige reformatorer gengav verset "for wor skyld stegt oc dødet". Den nye "teksttro" oversættelse går ligesom Evangelisches Gesangbuch uden om dette stærke billede. Men hvorfor gengiver rapporten da Luthers uaktuelle vers om den korsfæstede som en sydende steg?

Også ellers er det så som så med den "teksttro gendigtning". F.eks. er Betty Højgaard faldet for fristelsen til at gøre lån i DDS 190 for at fremkalde et Schein des Bekannten i str. 1,5-6. Ideen er såmænd legitim nok, bare man ikke samtidig hævder "at gendigte Luther så teksttro som muligt". Der er også andre problemer med den nye oversættelse. F.eks. den tvivlsomme metafor at lade en påskefest "rinde op", str. 6,1-3.

Om teksten til Det hellige kors, Vor Herre selv bar, hedder det 5. 13, at "her er den i Grundtvigs bearbejdelse fra 1837 med udeladelse af et oprindeligt 3. vers". Man tror at stå over for en ikke-manipuleret tekst fra Grundtvigs hånd. Det er bare ikke tilfældet. Grundtvigs tekst udgør hovedsubstansen, men i str. 1,1 og 1,5 skimtes Hegelunds bearbejdelse fra 1535, og fra DDS 1953 er gjort lån i str. 2,1; 2,3; 4,2. Den ulyksalige ide om originalformen som idealformen må give Hegelunds tekst med dens mangler i metrik og rim en fortrinsstilling. Skal kommissionen nu skrælle Grundtvigs bearbejdelse væk og vende tilbage til Hegelund? Det har man dog ikke villet. Man er også veget tilbage fra en helt ny bearbejdelse med udgangspunkt i Hegelund. Man har i stedet valgt en lidt farveløs mellemproportion og affundet sig med Grundtvigs "blodige sår og pine svar, hans bitre død uden lak og lyde..", str. 1,2-3. Der er altså ikke kommet en større grad af forståelighed, men nok en eller anden grad af ærværdighed og ælde. Og skidt så med, at denne ælde ikke er ældre end forrige århundrede. Jeg siger ikke, at man skulle have foretrukket Hegelund på dette sted. Hans tekst er ganske vist en anelse mere mundret end Grundtvigs, men har til gengæld andre mangler.

Når nu kommissionen foretrækker Grundtvigs tekst, hvorfor gør den det så alligevel ikke? Grundtvig havde denne strofe 2:

Var Jomfru Marie moder til Krist,
med alle Guds helgen hun forvist
kun himled' salig på samme måde,
for Jesu skyld af Gud Faders nåde!

Men verbet "himle" - vel i betydningen "fare til himmels" eller "henrykkes" - har åbenbart en for spøgefuld klang til at blive gouteret i kommissionen, der lidt fantasiløst giver afkald på det fornøjelige element, der kunne ligge i Grundtvigs små brandere. I DDS 1953 nr.378 str. 5,7 er det heldigvis stadigvæk tilladt at himle!

Kan kommissionen ikke bibringe teksten "en så oprindelig form som muligt", kan den til gengæld fra Thomissøns salmebog 1569 hente gentagelsen af strofens tredje melodilinie. Til spørgsmålet om, hvad det skal gøre godt for at lave om på en allerede indsunget melodi, må svaret være, at man derved kan inddrage et gammelt glemt, men værdifuldt omkvæd "Vi vorder ej salig på anden måde". Gevinsten forekommer mig meget lille i forhold til omkostningerne.

Venantius Fortunatus' Pange lingua gloriosi har vi via en svensk og en norsk oversættelse fået ind i DDS som Frydetonen går mod tronen (DDS 228). Teksten er aftrykt i rapporten 5. 15 og kommenteres således: "Den Danske Salmebogs version af den gamle latinske påskesalme er bevaret. Liniedelingen følger dog nu Chr. Dicks norske oversættelse, som ligger til grund for den danske oversættelse. I slutningen af vers 4 følges Norsk Salmeboks bearbejdelse, som betoner den sejrrige Kristus i overensstemmelse med den tidlige nordiske kristendom. Et særegent træk ved melodien er, at den findes i en samstemmende version i Danmark, Norge, Sverige og Finland, hvorimod den er ukendt i tysk eller engelsk tradition.

Med denne posefuld koncentreret vrøvl udstiller kommissionen sit dilettanteri. Det er rigtigt nok, at det er versionen fra DDS, der aftrykkes. Men vel at mærke fra den berygtede Frontsalmebogsudgave. Udvalget har ikke gidet læse teksten igennem og rette str. 4,2 "altid, Herre Krist, i dag" til "altid, Herre Krist, i dig". Der gøres et nummer ud af et nyt layout som i Norsk Salmebok: nu skal frydetonen gå mod tronen i det næste årtusind i kække niliniede norske strofer! Det er slet ikke til at stå for - vi må have en ny salmebog med den rette frydetone! Til overmål skulle det nye norske tilsnit i slutningen af str. 4 betone den sejrrige norrøne Kristus. Han er imidlertid slet ikke nævnt på dette sted. Bruden er da ikke Kristus, men det frelste menneske, gjort retfærdig og skyldfri af Kristus. Måske er det slet ikke str. 4, men str. 3, der sigtes til. Her er i sidste linie "forhindret" erstattet af "besejret". Skulle det være specielt nordisk? Endelig er der "det særegne træk ved melodien", at den ligesom Lille Peter Edderkop og Jens Vejmand er kendt i nogle lande og ikke i andre! Mon det er den musikalske sagkundskab, der står for denne stringente iagttagelse?

Udvalg 2: Det 17. århundrede
Der har været skrevet meget om kommissionens arbejde med at restaurere Kingos tekster, og jeg har ikke altid været enig i den hårdhændede kritik. Jeg støtter uden forbehold, at bebudelsessalmen omsider bliver beriget med den vidunderlige strofe 6 med de uforlignelige ord om Marias jomfruliv, at "Dér ligger Gud, et lidet nor, og sagte gror. Det under er at skue!" Allerede Kingos samtid fandt strofen anstødelig og fik den fjernet fra Kingos salmebog, fordi den almindelige bornerthed viger tilbage fra at tage konsekvensen af inkarnationen. Lad nu omsider "salmisten i det danske kirkekor" lige så provokerende som for 300 år siden give menigheden disse lovsangsvers om Guds menneskevordelse! Men når så det er sagt, må jeg føje til, at underudvalg 2 efter min mening har misforstået sin opgave. I indledningen hedder det, at "arbejdet med at fjerne senere tiders beskæringer og tildigtninger har givet det resultat, at en række af 1 600-tallets salmer, som hidtil har kunnet fornemmes som mest af alt museumsstykker, nu fremstår med deres eget friskere og stærkere udtryk". Det er et misvisende og upræcist signalement at kalde Kingos salmer i DDS 1953 for "museumsstykker". Jeg vil snarere kalde dem klichésamlinger, der trænger til at komme af med den fyldekalk, som i tidens løb er blevet brugt til at erstatte Kingos egne karske udtryk. Men hvad vi har fået med statusrapporten er netop - museumsstykker, der i den førnævnte salme lader den bebudede Gud nederstige! Hvad ligner det endvidere at gengive Bryder frem I hule sukke med alle 29 strofer! Måske kan et sofistikeret præstekonvent finde det skægt at opføre denne Kingosalme in extenso, men da vist kun én gang! Sognemenigheden lades i stikken, også derved, at der mangler ordforklaringer undervejs. Det er også en tilsnigelse at præsentere den aftrykte tekst med dens vilkårlige tillempninger som "den oprindelige salme". Jeg ser bort fra det ufrivillige rod med ombytning af ord i str. 1,5-6 og fejlen i str. 21,5 og spørger hellere til gevinsten ved, at "blodbesølet" med bogstavrim i str. 5,2 erstattes af "blodtilsølet"? Hvorfor er sidste linie i samme strofe - "Og ham med vor Omflot skiendte" -fejloversat til "og ham med vor ondskab skændte"? Jeg véd godt, at sådan blev "omflot" også omskrevet allerede i Kingos salmebog, men "omflot" bør rettelig oversættes ved "skam, urenhed". Skal den strofe endelig med, hvad jeg ikke selv synes, kunne man i Kingos ånd lade verset lyde: "med vor skidenhed ham skændte". Og hvorfor skal aktivformerne i str. 9,1-4, der netop udtrykker ondskabens aktivitet ligesom i str. 8, dæmpes ned af passivformer? Ligeledes sniger klicheen sig ind i str. 10,8, hvor "kramme" erstattes af "ramme".

S. 26-27 præsenteres et aften- og morgensuk af Kingo, kendt fra DDS som hhv. nr.707 og 691, men nu i "den oprindelige form", dvs. uden den strofeinddeling, som man fandt på i midten af forrige århundrede, og hvormed den syngende menighed skaffede sig adgang til 14 "nye" morgen- og aftensalmer af salmisten i det danske kirkekor! Men statusrapporten, der skal legitimere ønsket om en ny salmebog, peger nu på det ønskelige i at vende tilbage til en ustrofisk form. På den måde "undgås det, at strofe 4 ender med et komma, hvad den gør i DDS 707"! Halleluja! Endnu en tvingende grund til, at vi snart må have en ny salmebog!

Om Se, hvor nu Jesus træder må man ud fra kommentaren tro, at teksten præsenteres i sin oprindelige form. Det gør den ikke. Det er i orden, at Kingos "Dog vil hand frek i sinde" i str. 3,1 ændres til "Dog vil han fri i sinde", for fræk er ikke længere synonym for frimodig. Men jeg kritiserer, at Kingos "Hans Adfær er kun ringe" i den nye strofe 4 gengives "Hans færd den er kun ringe". Dels er det en sproglig forringelse med "færd den", dels betyder "færd" på dette sted "fremtræden, udseende", så derfor hellere "Hans ydre - eller hvad med "image"? - er kun ringe". Gevinsten ved den nye str. 8 har jeg svært ved at få øje på. Salmen er jo lang nok endda. Jeg noterer mig, at vi i næstsidste strofe ikke længere må sjunge, men nu skal synge. Hvorfor dette nymodens pjat i en arkaiserende salmebog? Og hvorfor er i str. 3,4 "sejer" ændret til "sejr", når man i Vor Gud han er så fast en borg s. 64 godt må synge "og sejer får han vist"? (Sidstnævnte salme har forresten hidtil sluttet med "Guds rige vi beholder", men fremover skal vi synge "Guds rige vi beholde"!)

Jeg har allerede anholdt, at de problematiske, genindførte antikviteter i Kingos tekster ikke i det mindste følges op af marginale ordforklaringer. Således bør på s. 27 ved str. 5,3 "Himmel-vold" forklares som "himmelslette", og "hvege" i Sorrig og glæde de vandre til hobe s. 31 str. 2,3 betyder "blafrer, vakler". Man har heller ikke gjort sig den ulejlighed at gøre billedet med tenen i sidstnævnte salmes str. 7,2 begribeligt. Havde man læst Johannes Grubbs klargørende artikel "Qvide skal vinde sin Tort udaf Teen" i Hymnologiske Meddelelser 1978 s. 34-46, ville Kingos "udaf" være rettet til "ud ad". Grubbs tese er nemlig, at kviden personificeres i en spinderske, som bliver en art skæbnegudinde, der begynder sit arbejde med uldtotten i hånden. Men alt som arbejdet skrider frem, tømmes hendes hånd for totten, der vindes hen ad tenen som garn.

Udvalg 3: Det 18. århundrede
Udvalget er faldet for Birgitte Boyes patos i Alvidende! dit øje mig ransager, som nu gengives i en mere oprindelig version. Udvalget har dog sparet sig ulejligheden med at finde salmen i Guldbergs salmebog 1778, men henter teksten fra Malling, der heller ikke citerer fra originaludgaven. I øvrigt koncentrerer udvalget sig om nyredigeringer af Brorsonsalmer. Her er der sikkert gevinster at hente, idet hver ny generation må tage fornyet stilling til vore tre danske giganter. Der er da også mange rigtige og gode iagttagelser. F.eks. er ideen med en anden melodi til Guds igenfødte rimelig. Hvor ville det være rart at kunne synge den salme uden at belemres med kristenhedens kedsommeligste halleluja - tolv gange! Men hvorfor genindføre Abba i første og sidste strofe i en generation, hvor det ord giver tankeforbindelser til svensk pop, når fader på godt dansk og allerede indsunget i denne salme siger det samme? Og hvorfor i str. 6,2 indføre en eller anden for længst uddød konjunktiv "kende" -eller hvad det nu er? - , hvor Brorson og derfor også DDS skriver i 700-tallets imperativ pluralis "kender"? At man heller ikke kan stave til den "uskattérlige ære" i str. 6,5 og skiftevis skriver Frelseren med stort og lille i str. 2-3, gør ikke sagen bedre. De "forbedringer", som man belemrer sprogvirtuosen Brorsons tekster med, er problematiske. Når Brorson i Den tro, som Jesus favner (rapporten s. 35) skriver "O holder eder tæt", foreslår rapporten uden sans for tostavelsesordenes blødere klang "O hold jer altid tæt" med et uskønt konsonantsammenstød. Men heller ikke de større linier hos Brorson røber udvalget sans for. I noten til Halleluja! jeg har min Jesus funden (s. 38) oplyses, at man har fjernet de sidste to strofer fra DDS 571, eftersom "disse strofer danner et antiklimaks oven på den poetiske vision af sjælens samtale med Jesus i rosensale". Denne anklage falder tilbage på Brorson, eftersom DDS her følger digteren. Hvordan denne vision af Guds glæde og sejrskransen i Himmeriget kan blive et antiklimaks, fatter jeg ikke. Det "antiklimaks" handler jo om, at de, der i str. 2,3f løber om kap for at få kronen og sejrskransen, de får den faktisk også i de slutstrofer, som rapporten vil udelade: "og hver sin krone må af Jesus tage... Jeg ser dig nok, min krans, i Himmerige; for dine perlers glans må solen vige... " i sandhed et så visionært klimaks, at det har taget pusten fra flokken af stakåndede salmekommissærer!

Udvalg 4: Det 19. århundrede
Udvalget har arbejdet på at "skabe et teologisk, litterært og åndshistorisk perspektiv til det 20. århundrede". Det lyder mere som arbejdsprogram for en antologi end for en salmebog til praktisk brug i menigheden. At dette "perspektiv til det 20. århundrede" kan føre til et mærkbart opgør med DDS 1953, fremgår af den efterfølgende karakteristik af DDS, der "har det 19. århundredes national-romantiske tradition som grundlag og redaktionel forudsætning". Underforstået må være, at den næste salmebog skal have et andet grundlag. Spørgsmålet er blot, hvor langt man vil gå i opgøret med den national-romantiske tradition? Trods forsikringen om, at Grundtvigs salmer "naturligvis vil udgøre hovedparten af det 19. århundredes salmer, ligesom morgen- og aftensalmer af Ingemann vil genfindes i den nye salmebog", kan man frygte for, at den national-romantiske tradition vil blive skåret ned til et omfang, der svarer til kommissionens og i sidste ende kirkeministerens syn på det nye årtusinds interkonfessionelle og internationale kirkelighed. Hvor meget plads bliver der mon levnet i salmebogen til den folkelighed, der er et barn af den national-romantiske tradition? At Grundtvigs salmer fortsat vil udgøre hovedparten af det 19. århundredes salmer, er ingen garanti mod voldsomme indgreb, for kommissionen vil mageligt kunne fjerne mere end halvdelen af Grundtvigs salmer og alligevel leve op til denne intetsigende målsætning.

Det er heller ikke Grundrvigs salmer, der fokuseres mest på i rapporten. Først kommer Ingemanns Den store mester kommer med yderligere to strofer, hvorved "Ingemanns lyriske og teologiske skabelsesperspektiv nu fremstår så magtfuldt, som det er tænkt". Endvidere kommer med denne udvidelse "den paulinske forestilling om, at vi skal stå ansigt til ansigt med Kristus og igennem evangeliernes klarhedsspejl erkende helt og fuldt, nu til udfoldelse". Tænk at der virkelig står så meget i den lille sang! Det er jo lige ved, at vi kan klare os med den alene. Den må have en fremskudt plads i den nye salmebog - gerne ledsaget af Glade jul, dejlige jul ligesom i rapporten! Om denne sang hedder det, at den i sin oprindelige version med en ekstra stavelse i 2. linie "rammer den forunderlige tone, der hører julen til". Jeg vidste ikke, at der var dette flagrende, flaksende flimmer ved julen, men lader mig gerne belære af klogere folk. Forsigtigt spørges der dog i udvalgets kommentar, om man kan og skal ændre på en salme, der i den grad er indsunget? Jo, jeg ser den klare gevinst for menighedssangen i at lade "engle flagre bag sky i skjul", at vi omsider kan blive fri for Glade jul til juleaftensgudstjenesten.

Michael Nielsen Schmidths Vor frelser går til kors og grav DDS 152 har aldrig været nogen stor salme og bliver det heller aldrig. Men den er dog blevet kendeligt bedre som Han står på randen af sin grav. Bl.a. reduceres den tomme præstepatos i det tautologiske "vinens ædle saft" i str. 3 til "druens ædle saft".

En nyhed er H. C. Andersens Jeg har en angst som aldrig før, skrevet "i et karakteristisk anfægtende, - menes der ikke 'anfægtet'? - personligt og uortodokst billedsprog". Det er en spændende tekst, Som jeg gerne ser prøvet af. Ligesom jeg stadig gerne vil slå et slag for Andersens Barn Jesus i en krybbe lå som julesang i hjemmet, men nødig som julesalme i kirken.

Så er der to tekster af Grundtvig, hvoraf jeg koncentrerer mig om I falmede blade, du kølige vind, der som allerede nævnt har fået adjektivet "falmede" rettet til participiet "falmende". Er det mon blot en af rapportens mange trykfejl? Det er måske også forklaringen på, at "vildende hav" i str. 3,1 er blevet til "vildene hav"? Men hvorfor har man valgt en anden version end den, der allerede har vundet en vis udbredelse gennem "46 salmer" fra 1976? Igen er det vist kommissoriets ulyksalige krav, der får kommissionen til at se stort på den levende tradition til fordel for den oprindelige tekst med syv strofer, hvori der skulle være "en personlig eksistentiel tone forløst i et gennemført billedsprog" - det er der åbenbart ikke i den længere version i "46 salmer"?

Hvorfor er kommentarerne under hver tekst begrænset til det nærmest intetsigende? Det er kun de meget store linier, der angives, og dermed bliver læseren prisgivet og er hele tiden nødt til selv at efterkontrollere både oplysningerne og teksterne. Af og til gør man store øjne over sensationelle informationer, som man kun kan finde i denne rapport. F.eks. præsenteres 5. 64 Johann Walters melodi fra 1524 til Vor Gud han er så fast en borg. Komponistens navn og alt om melodiens tilblivelse har hidtil været ganske ukendt, og hvornår Luther skrev teksten, er der heller ingen, der véd. Andetsteds på samme side angives Klug 1533 som melodiens tidligste kilde. En tredie datering til Klug 1535 kan læses s. 103. Hvad skal man tro? Værre er dog de mange tilsnigelser vedrørende de aftrykte tekster. Rapporten foregiver at lægge tingene frem, og man tror at stå over for den ægte vare, f.eks. s. 65 over for Grundtvigs Øjne! I var lykkelige i versionen fra Fest-Psalmer 8. oplag 1864. Men en kontrol afslører, at rapporten har fortiet, at slutningsversene er hentet fra det 9. oplag 1868, og at der altså alligevel er syet en nyere lap på en gammel klædning. Efter min mening er det ikke nogen forbrydelse, men efter kommissionens opfattelse skal denne helligbrøde åbenbart holdes hemmelig.

Under læsningen af statusrapporten har jeg et par gange spurgt mig selv, om det dødfødte projekt, der aftegner sig, kunne være undgået ved et bedre udarbejdet kommissorium? Jeg er ikke sikker. Jeg har en fornemmelse af, at miseren snarere skyldes, at tiden endnu ikke er kommet for den næste danske salmebog. Det betyder ikke, at vores generation ikke skal have lov til at synge de mange gode nye salmer, der har set dagens lys i det 20. århundrede. De nye salmer og vi må kunne finde hinanden i et ordentligt tillæg, og et sådant har vi endnu til gode Så kunne det store arbejde og de mange timers og dages slid, som kommissionen til dato har lagt i et dårligt projekt, lægges i et nyt tillæg, der foruden nye salmer meget gerne måtte rumme en række seriøse restaureringer af de salmer, som vi allerede har i DDS - så menighederne i fred og ro kan afprøve alternative versioner af kendte salmer! Og lad os så i Guds navn gå ind i det nye og ukendte årtusind med en salmebog, som vi er fortrolige med og kender på godt og ondt for dens lyder og dyder, og lad os se, om ikke salmebogen fra 1953, til trods for eller måske snarere på grund af den national-romantiske tradition, som den hviler på, har bærekraft til, sammen med det foreslåede tillæg, at løfte arven fra Luther til Grundtvig og lægge de danske sognemenigheder meningsfyldte ord i munden i endnu mange år? [se også Salmebogskommissionens lavstatusrapport II.]

(På www.folkekirken.dk findes Uddrag af Statusrapport fra Salmebogskommissionen)