[se også Salmebogskommissionens lavstatusrapport I.]

Salmebogskommissionens arbejde med en nyredigering af salmebogens bønnebog synes ikke at have fremkaldt større interesse hverken i medierne eller i menighederne. Det er beklageligt, for dette arbejde føje nok kan katastrofe til kommissionens arbejde med salmerne.

Udvalg 5, der har salmebogens bønne bog som sin ressort, består af tre repræsentanter for den teologiske sagkundskab, én fra kulturlivet og én fra det folkelige liv, men savner mærkbart den litterære sagkundskab. Vi andre savner, at udvalget giver en begrundelse for nødvendigheden af den "grundlæggende revision af salmebogens bønnebog", som kommissoriet pålægger kommissionen. Jeg kan udmærket forestille mig en eller anden form for revision, men havde gerne set udvalget formulere visse retningslinjer både af hensyn til os andre og især af hensyn til udvalget selv, der synes at famle i blinde og - efter de fremlagte tekster at dømme - må være kommet frem til følgende arbejdshypotese for bønnebogsredigeringen: lidt forandring kan aldrig skade!

Udvalget "har fundet det naturligt at indlede bønnebogen med en kort tekst, som siger, hvad bøn er". Hvis der dermed menes en vejledning til bøn, er det da i princippet en god ide, men udvalget meddeler, at sagen ikke desto mindre har vakt diskussion i salmebogskommissionen. Hvis udvalg 5 ikke kan finde på nogen bedre indledning end de tilfældige præstetanker, som præsenteres i statusrapporten, forstår jeg imidlertid godt betænkelighederne. Den aftrykte indledning mangler overblik og er i sin formulering ret ubehjælpsom. Hvad skal man således mene om denne uigennemtænkte definition: "At bede er at forholde sig til Gud og lade sit liv bestemme af dette forhold"? Også en ateist forholder sig til Gud i sin afvisning af samme Gud, uden at han dermed i mindste måde behøver at lægge an til bøn. Det røber heller ikke dyb indsigt i bønnens væsen at skrive, at "bønnen har mange udtryk. Den kan give sig til kende i tavsheden og stilheden. Men før eller senere vil talen melde sig og udtrykke sig i bøn". Hvad er det for en tale, der melder sig. Havde der så endda stået, at bønnen vil udtrykke sig i ord! Men "talen" kommer før bønnen! Det hele bliver til lidt spredt fægtning og nogle eksempler: et par bibelcitater, hvoraf det fra Matt 6,7-8 vist citeres efter hukommelsen som en mixture af den gamle og den nye bibeloversættelse, medens et citat fra Søren Kierkegaard til gengæld sikkert er helt filologisk korrekt med substantiverne med stort og verbet "seirer" stavet, som Søren selv gjorde det. Det sidste er nok tænkt som blikfang for den dannede læser, der dog vil irriteres over udvalgets ubehjælpsomme tegnsætning. Den afsluttende forkortelse hør nu skrives 1 Thess og ikke længere 1. Tess.

Kan udvalget ikke selv formulere den vejledning til bøn, som diskussionen står om, kan det sikkert hente gode ideer i forordene til reformationstidens klassiske bønnebøger. Fordelen ved at ty til reformationstiden og måske endda til reformatoren selv kunne være at undgå den subjektivitet, som ethvert nyt forsøg på vejledning vil blive udtryk for. Salmebogen er nu engang menighedens officielle håndbog, og derfor kan det virke anmassende, hvis en enkelt uautoriseret person eller en lille håndfuld uautoriserede stiller sig op som vejledere for andre blinde. Men at lade Luther eller en af de danske reformatorer vejlede den evangelisk lutherske danske folkekirke til bøn skulle vel gå an.

Guldbergs morgen- og aftenbønner
Udvalget holder åbenbart fast ved den ældre række morgen- og aftenbønner, som har haft en fast plads i alle danske salmebøger siden Guldbergs salmebog 1778 - bortset fra den rationalistiske Evangelisk-kristelig Psalmebog i 1798. Men når nu kommissoriet ellers lægger så stor vægt på den "oprindelige form", kunne udvalget vel også, hvis fantasien og sagkundskaben havde været til stede, have overvejet at restaurere de endnu langt ældre danske morgen- og aftenbønner til hele ugen af wittenbergteologen Johannes Avenarius, som i Hans Christensen Sthens oversættelse fra 1571 vandt indpas i 1600-tallets salmebøger og holdt skansen frem til midten af 1700-tallet. De kunne eventuelt suppleres med Kingos morgen- og aftensuk til hver dag i ugen, med forbillede i bønnebøgerne i de sene odenseudgaver af Kingos salmebog fra forrige århundredes midte, Landstads Kirkesalmebog 1869 og Evangelisk-luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig fra 1889. Når kommissionen er så forhippet på at bringe Kingo-suk i deres oprindelige ustrofiske form, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og placere sukkene i bønneafdelingen, hvor de med deres karakter af suk hører hjemme?

Men udvalg 5 kender desværre alt for lidt til de danske bønnetraditioner i salmebøgerne og viser heller ikke den store vilje til at lære dem at kende. Trivielt vælger man den nemme løsning at revidere morgen- og aftenbønnerne fra Guldbergs salmebog 1778 og gør sig ikke engang, trods kommissoriets ønske om de originale former, den ulejlighed at undersøge, hvor disse bønner stammer fra.

Jeg kan oplyse, at samtlige disse ugebønner blev trykt allerede i det lille anonyme skrift med "Morgen- og Aften-Bønner", København 1770, som formodentlig er forfattet og udgivet af ingen ringere end huslæreren for arveprins Frederik, professor Ove Høegh-Guldberg, den senere gehejmestatsminister. Ved genoptrykket af ugebønnerne i salmebogen otte år senere skete der kun mindre ortografiske ændringer i teksterne.

Hvad driver nu biskop Søren Lodberg Hvas (SLH) til at revidere Guldbergs bønner? Er det en specielt dårlig form i DDS, der gør det påkrævet med en tilbageføring til den oprindelige tekst? Ja, for det er Vel en tilbageføring til kilden, der har foresvævet SLH? Eiler hvad går revisionen ud på?

Kommissoriet ønsker "en grundlæggende revision af salmebogens bønnebog", hvilket giver udvalget frie hænder til hvad som helst, det måtte kalde grundlæggende. Men grundlæggende for hvad og for hvem? For troslivet i Dannevang? For en besindelse på den lutherske arv? For en tilsløring af den lutherske konfession i økumeniens navn? Vi véd det ikke!

Når bønnerne overhovedet skal revideres, kunne det være ud fra ønsket om at ildæde dem en nutidig sprogdragt. Eller vægten kunne lægges på en restaurering, idet teksterne føres tilbage til en tidligere og "renere" form.

En nærliggende tanke ville være at justere Guldbergs flittige brug af skjulte bibelcitater efter den nye danske oversættelse fra 1992, idet en af de mere seriøse værdier ved bibelcitatet er at fremkalde genkendelsens glæde hos brugeren - en mindre seriøs er at dokumentere bibelkundskab og rettroenhed. Eftersom en bedende dansker anno 1998 ikke kan formodes at reagere taknemmeligt genkendende på et bibelcitat fra Kong Friderich den Femtes Biblia, kunne en justering efter den nye bibeloversættelse være på sin plads. Men en kompetent restaurering med den anførte målsætning forudsætter en mere end almindelig bibelkundskab hos bearbejderen.

Statusrapporten gengiver Guldbergs reviderede morgen- og aftenbøn om tirsdagen. Til sammenligning aftrykker jeg in extenso morgenbønnen fra 1770, idet jeg med højtstillede små bogstaver markerer de afsnit, jeg agter at kommentere:

Tirsdag Morgen
Almægtige Gud, Himmelens og Jordens Herre, ^avi ere ringere end ald den Miskundhed og Trofasthed, Du haver viist imod os^a. ^bDu vaager over os, naar vi sove: og naar vi vaage, er det Din Magt, som bevarer os^b, ^cog Dit øje, der giver Raad for os^c. ^dVed Dig, af Dig, og til Dig ere alle Ting, og Dig være Ære i al Evighed!^d Du giør, at vi leve, og af Din milde Haand annamme vi alt til dette Livs Vedligeholdelse. Du bevarer vor Sundhed, og fylder vore Hjerter med Glæde. Alt hvad Got vi have, er af Din Haand, og Du giver os, ^eendog paa Jorden, frydefulde Dage^e. ^fKundskab og Viisdom er af Dig, Raad og Styrke kommer fra Din Aand^f. Ja! Herre! ^g Tider og Leiligheder bestemmer du^g. ^hDu vil, og alt lykkes: Du vil, og alt forgaaer^h. Nu, Mægtige Gud, ⁱaf Dig henge vi, og ved Dig bestaaer al vor Lyksalighedⁱ. I Din Haand overgive vi nu os og alt, hvad Du haver givet os. ^jBevar os Dine egne Gaver, og giv os den Glæde af dem, som er Dig behagelig^j. Lad os altid ^kfryde os^k i at være Dine, og staae under Dig; ^lthi Du, Herre, kand redde og lyksaliggiøre os, og ikke vi selv^l. Bevar os denne Dag fra alt det, som Du veed at kunne skade os. Lad Din Aand være med vor Aand ^mtil at tænke, tale og handle vel^m: saa skal Du og, Herre, velsigne os og lade vor Gierning vel lykkes for os. Bekræft os i Din Søns Samfund, at vi maae holde fast ved ham, vor Frelser og vor Talsmand hos Dig: ⁿog omsider, naar han aabenbares, da staae med Glæde til vor Lod ved Dagenes Ende. Herre! hør os for hans Skyldⁿ, og forbarme Dig over Kongen, Folket, og alle vore! Amen.

Uden forståelse for, at den indledende sætning a-a er et citat fra 1 Mos 32,11, gengiver SLH Guldbergs tekst med en fri parafrase, der ikke tilgodeser den bibelske allusion, der efter den nye bibeloversættelse kunne have lydt: "vi er for ringe til al den godhed og trofasthed, du har vist os". Det turde også være uomtvisteligt, at b-b alluderer til Sl 121,3, hvad SLH næppe har set, men fejlen ved hans parafrase "Når vi vågner, bevarer du os i din varetægt" er især af sproglig art. Det er en uskøn pleonasme at "bevare i sin varetægt". Enten "er vi i din varetægt" eller "bevarer du os". Heller ikke ved c-c erkendes allusionen til Sl 32,8, der i Guldbergs bibel lød: "jeg vil give raad over dig ved mit øye". Ud fra den nye bibeloversættelse kunne det hedde: "og dit blik er rettet mod os". At d-d citerer Rom 11,36 er naturligvis forstået, men derfor burde også "af dig" være justeret til "fra dig". Ved e-e får vi igen dobbeltkonfekt fra SLH's konditori, for ved på egen hånd at indføje et "nu" - "du giver os allerede nu dage med fryd på jorden" - er det afsluttende "på jorden" overflødiggjort. Den kritiske læser vil irriteret spørge "ja, hvor ellers?" og i øvrigt mene, at Guldbergs "frydefulde dage" er mindst lige så godt som "dage med fryd". At f-f alluderer til Es 11,2 er registreret, men man kan måske spørge, om "råd" burde oversættes til nutidsdansk. Ordet står vel her i betydningen "besindighed, dømmekraft, klogskab", men også den nye bibeloversættelse bibeholder det gode gamle ord "råd" på dette sted. Tautologien i g-g stammer sikkert fra i Thess 5,1 og burde derfor i revisionen lyde: "Tider og timer bestemmer du". Men SLH vil åbenbart gerne indføre det mere neutrale og tvetydige verburn "råder", som han genbruger i næste sætning for med en kliché at udglatte de stærke udsagn i h-h om Gud som den, der både kommer med lykke og ulykke, med velsignelse og forbandelse - måske inspireret af 2 Krøn 7,11ff. Ved i-i forholder SLH sig lige så frit til Guldbergs tekst, eftersom "henge af" betyder "være afhængig af, lade sig bestemme af" og derfor ikke skal oversættes ved "stole på". Ved gengivelsen af j-j må det være legitimt, når SLH indfører den tidnød, der sikkert plager vor generation mere end Guldbergs: "Giv os tid til at glædes over de gaver, som du gavmildt giver". Derimod er det ikke legitimt at skæmme Guldbergs klare tekst med pleonastiske ubehjælpsomheder. Har man sagt "Guds gaver", er adverbiet "gavmildt" og verbet "giver" ikke så nødvendigt. Hvorfor ikke holde sig til Guldbergs egen bøn "og giv os den glæde af dem, som er dig behagelig"? Ved k-k konstateres, at SLH hellere vil have glæde end fryd, hvilket er et uskyldigt spørgsmål om smag og behag. Derimod er det udtryk for dårlig smag, at vi ved i-i endnu engang skal plages med bearbejderens hang til pleonasmer. Det turde være overflødigt at indføje et "alene" - "Du alene kan frelse os til salighed; vi kan ikke selv" -, når det tilføjes, at vi selv er rnagtcs1øse. En anden svækkelse er fjernelsen af Guldbergs indledende "Thi", hvormed den bedende begrunder sin fryd ved at tilhøre Gud. Konjunktionerne skaber sammenhæng i en tekst. Manglende konjunktioner kan give mistanke om bearbejderens manglende evne til at se sammenhæng.

Jeg skal ikke bebrejde SLH, at han er på udkik efter muligheder for at forkorte fortidens bønnetekster. Men når m-m lader Guds Ånd udvirke, at vi "tænker, taler og handler vel", så er det uforståeligt, at SLH nøjes med "tænker og handler ret". Han går både glip af et bogstavrim og taber det aspekt, som ligger i talen: i det gode ord fra menneske til menneske.

En væsentlig kritik af SLH's revision er, at den ved at fjerne konjunktionerne gør Guldbergs bøn usammenhængende. Det ses f.eks. ved n-n, hvor overledningen "og omsider, naar han aabenbares" markerer, at den, der åbenbares ved dagenes ende, er identisk med "vor frelser og vor talsmand" i den forudgående sætning. Ved at udskifte stedordet "han" med "Kristus" udviskes denne sammenhæng.

SLH's revision af aftenbønnen til tirsdag fremviser de samme svækkelser som allerede påpeget. Jeg spørger endnu engang, hvad revisionen skal gøre godt for? Kommer der en mere "moderne" bøn ud af, at bearbejderen giver op over for de mange allusioner til bibelsteder og vrager Guldbergs formuleringer til fordel for sit eget hjemmestrik? Jeg foretrækker den nænsomme og traditionsbevidste restaurering i DDS 1953 frem for den vilkårlighed, som præger både den sproglige og teologiske side af SLH 's revision. De sproglige lapsus kan illustreres med en henvisning til aftenbønnens linie 20 i rapporten: "Oplys vore øjne, så vi indser...". Jamen øjne bruges da til at se med, hvorimod forstanden med lidt held kan bringes til at indse. Det er et spørgsmål om at tage metaforen alvorligt, hvilket Guldberg gør, når han skriver: "Oplys vore øjne, at vi stedse maae see alle Jordiske Tings Ustadighed, og vor egen Forgiengelighed, paa det vi ikke skulde sette vort Hierte til det uvisse, og forlade Dig, Du levende Gud." Gengivelsen af denne passage rummer andre af de svigt over for grundteksten, som præger dette revisionsarbejde. SLH er ikke tilstrækkeligt bibelstærk til at alludere til i Tim 6,17, hvor Guldbergs bibel formanede til ikke at "hofmode sig, ey heller sette haab til den uvisse riigdom, men til den levende Gud". Restaureringen af Guldbergs tekst kunne f.eks. lyde: "for at vi ikke skal knytte vort hjerte til det uvisse og forlade dig, du levende Gud". SLH kan selv gøre sin bearbejdelse af aftenbønnens afslutning mere trofast mod udgangspunktet og dermed forhåbentlig også mere sprogligt markant ved at konsultere Sl 146,6 m.h.t. linie 19 i rapporten og Rom 8,7 m.h.t. linie 22f og i øvrigt forlade sig på, at Guldbergs teologiske indsigt og sproglige formåen er svær at hamle op med. Når Guldberg f.eks. skriver, at Guds barmhjertighed og trofasthed er endnu den samme, som den haver været "fra evig Tiid", begriber jeg ikke, hvorfor SLH her (se linie 6) retter bedrevidende til "til alle tider"! Er det sidste en modernisering af eller en bedre teologi end det første? For SLH mener da forhåbentlig ikke, at "fra evig tid" er det samme som "til alle tider"? En større ydmyghed over for restaureringsopgaven ville have afholdt bearbejderen fra sådanne frie parafraser. Endnu bedre ville det være at lade den krævende revision af Guldbergs bønner ligge til bedre tider!

Smagende bønner
Om de øvrige bønner har jeg ikke meget at sige. Johannes Værges bidrag er ikke frit for doceren og patetisk skønmaleri. Det virker fremmed og udansk - måske engelsk? - med de afsluttende præsens participier, hvor idealet af et kristenmenneske skildres som "modtagende, givende, levende". Lidt ondt kunne man i forlængelse heraf spørge, om idealkristne har det bedst med sådanne "smagende bønner"?

Endvidere burde JV i højere grad tage metaforen alvorligt. Når vi i aftenbønnen til tirsdag linie 5 "takker for Ordet, som blev menneske", så må "det, vi kan se i ham", da være noget, der har med denne menneskeskikkelse at gøre, f.eks. en ven, der går med ind "gennem mørket, gennem lidelse, skyld og savn". Uden videre at gøre dette menneske til "en åbnet vej gennem mørket" er at gøre vold på metaforen. Et menneske er nu engang ikke en vej! Fordi Jesus i Joh 14,6 kalder sig selv "vejen" i en sammenhæng, hvor vejmetaforen allerede er inde i billedet, berettiger det ikke til at indføre vejmetaforen i en helt anderledes kontekst. Den slags er ghettosprog og jargon. Længere fremme lader JV igen hånt om metaforen med bønnen "tænd Kristus-troen i os". Verbet tænde er ikke i mindste måde motiveret af konteksten. For det første er det et spørgsmål, om man kan tænde en tro? At tænde forbinder man almindeligvis med ild eller lys, men næppe med tro. For det andet leder man i den foranstående kontekst forgæves efter billeder, der udtrykker det slukkede eller udslukte eller udbrændte, på hvilken baggrund det kunne være glædeligt at få tændt det, der var gået ud. I den umiddelbart efterfølgende kontekst mangler ligeledes enhver virkning af, at den anråbte gode Helligånd har aktiveret tændsatsen - eller hvorledes JV nu forestiller sig billedet?

Den nye række morgenbønner, der bruges i Domkirken i København, virker heller ikke overbevisende, hvis den aftrykte morgenbøn om tirsdagen er symptomatisk for resten af nye morgenbønner. Den er trinitarisk opdelt, men jeg har svært ved at se nogen sammenhæng mellem bønnen til Gud om skaberværket og vort ansvar for det og bønnen til Kristus som vort faste holdepunkt i vor egen svaghed og bønnen til Helligånden som vejlederen til sandheden. Jeg efterlyser kort sagt i de nye bønner den samme stringens både tankemæssigt og metaforisk, som jeg er forvænt med i omgangen med den ældre bønnetradition.

Kasuistiske bønner
Dermed være ikke sagt, at der ikke er en masse hø og hakkelse iblandet tidligere tiders kernehønner. Det gælder således den utålelige kasuistik, der finder alt for meget i bønnebøgerne allerede fra slutningen af reformationsårhundredet. Der blev skrevet bønner til alle kald og erhverv: fødende kvinder, døende soldater, druknende sømænd, gudsfrygtige husfædre, fromme konfirmander etc. Og bønner til alle livssituationer: når man står op om morgenen, reder håret, vasker sig, snører sine sko, lader vandet og letter livet etc. Midt i mylderet af kasuistiske bønner sukker man efter en sober bønneskribent, der vil respektere den hellige almindelige kirke som det fristed, hvor den døende soldat og druknende sømand har ret til at lægge rollen som soldat og sømand fra sig og bare være menneske slet og ret for sin Gud.

Samme betænkelighed over for overdreven kasuistik må jeg nære ved rapportens eksempler på "personlige bønner" og bønner til "livsaldre". I Alexander Solschenizyns - staves han virkelig sådan på dansk? - "At blive gammel" er der passager som "når jeg bliver svag i ånden og ikke forstår ret meget mere", som sikkert kun de færreste ældre brugere af bønnebogen vil tage i munden. Ligeledes er det vel snarere en selvbiografisk og privat erkendelse end en almen betragtning, der får den russiske forfatter til om sin livsvej at sige, at "den har ført mig gennem håbløshed til dette nu". Det er kasuistik, der vil noget. Jeg foreslår, at bønnen, såfremt den fastholdes i den anførte skikkelse, får følgende overskrift: "For tidligere politiske straffefanger at bede snarest efter deres frigivelse". Ligeledes er kasuistikken drevet til det yderste i denne bøn "Ved sygdom": "Herre, jeg er syg, og jeg er bange. Bange for operationen i morgen, bange for ikke at vågne op igen.." Denne bøns begrænsede brug burde fremgå af overskriften. Jeg foreslår "En bøn at bede på operationsgangen på Esbjerg Sygehus eller andetsteds, hvor overlevelsesmulighederne er små".

Jeg behøver vel knap føje til, at jeg ikke er nogen stor ven af foreskrevne kasuistiske bønner. Personligt ville jeg både før og under en indlæggelse på Esbjerg Sygehus bede Sthens "Du, Herre Krist" og have nok i denne bøn og Fadervor. Kommissionen burde gøre sig nogle tanker om, hvad det er, der mangler i de kasuistiske bønner, men som findes i de nævnte bønner.

Sammenfattende vil jeg om de præsenterede prosabønner i statusrapporten sige, at dette centrale udtryk for menighedens trosliv bør gøre krav på fornyet interesse både fra folkekirkens side og fra de teologiske fakulteters. Det er simpelthen uanstændigt, at den eneste større systematiske forskning, der til dato er gjort i den danske evangeliske bønnelitteratur, er foretaget af en svensker, nemlig Krister Gierow, og kun omfatter en historisk-genetisk analyse af bønnerne fra perioden 1526-1575. Hvis denne genre havde stået i højere kurs herhjemme, ville man aldrig have fundet på at fremlægge bønneforslag på lavstatusrapportens niveau.

(På www.folkekirken.dk findes Uddrag af Statusrapport fra Salmebogskommissionen)