Nr. 300

Begravelsen er også en gudstjeneste
Af sognepræst Henning Nielsen, Hyllested

I Harald Kiddes fremragende roman, "Helten", skildres to meget forskellige begravelser, foretaget på den samme kirkegård, næsten samtidig af den selv-samme præst. De to, der skal begraves, er hovedpersonen, Clemens Beks, hhv. plejefar, som han bor hos og elsker højt, og hans biologiske far. Plejefaderen, en dybt religiøs og asketisk natur, får en såkaldt fattig-begravelse, medens den biologiske far, der er fra samfundets fineste kredse, oven i købet adelig, får en overdådig og pompøs begravelse.

"Den Onsdag de andre havde bestemt en Dag i sørgelig Regn, gik jeg ene bagefter min Plejefaders Kiste; i min lejede Sørge-kappe til fire Mark, igennem de våde og mennesketomme Gader ud mod Kirkegården... Men inde på Kirkegården, just som vi drejede om ad Sidevejen for at nå de Fattiges Jord, brød Musik ud over os, så brat og voldsom, at jeg i min Sorg og min Forvirring mellem de regnvåde Stammer og regnvåde Kors, et Øjeblik troede at høre de hinsides Basuner hilse Eberhard [plejefaderen] velkommen. Fakkelild brast frem i rygende, svovlrøde Luer, og et talløst Ligfølge skred forbi os igennem den høstsusende; regntågede Allé... og jeg stod ene i Hornenes Brag og Faklernes Os og stirrede med svimle Øjne på de sorte Heste; der skred mig forbi i fodside Skrud, på Vognens sølvglitrende Himmel og bølgende Drapperier; på Kistens Sølvhjørner; hvor Engle blæste i stumme Trompeter; på den gamle Herre med Fjerbusken og Regnkappen over Uniformen dér forrest, og alle de andre; der Fod for Fod, fulgte efter; med trekantede Hatte; Epauletter og lange Sørgekapper. Som en sort Storm suste Alléen over os, en Storm, der blæste de tvende Døde; det levende Følge; ja Dagen og A ret, Alverden i Graven."

Det skildres videre, hvordan Clemens Bek og plejefaderens kiste når frem til "de Fattiges magre Jordbede med de pjuskede Grave...", hvor man venter på, at den fornemme begravelse bliver færdig, så præsten kan komme tilstede og begrave den fattige også.

"Så kom han da omsider kæmpende sig frem i Blæsten mellem de svajende Tujaer; i sin sjaskvåde Præstekjole; snappede Skovlen og entrede den glidende Lerdynge... han remsede løs på sin Formular; lod Lerklatterne dratte dumpt på Kisten og tog op Kjolen for at stige ned."

Det er et skræmmebillede, dels af en begravelse, dels af præsten, men selv om skildringen stammer fra romanens - og dermed fiktionens univers - er jeg sikker på, at vi her får et meget ægte udtryk for, hvordan begravelser rent faktisk kunne foregå i 1800-tallet, hvor det foragtede sportelsystem levede i bedste velgående; et system, hvor man kunne betale sig fra en pæn ligprædiken i forbindelse med en pæn, kirkelig begravelse.

Men hvad er egentlig en begravelse (bisættelse)? Den kaldes en kirkelig handling hvad den da også er, men er den ikke også mere end det? Er en begravelse ikke også en gudstjeneste? Det spørgsmål vil jeg prøve at besvare, men det kræver samtidig svar på, hvorfor begravelsens nuværende form - eller mangel på samme - tager sig ud, som den gør.

Begravelse eller bisættelse?
Der bruges to benævnelser på den ceremonielle handling, der i langt de fleste tilfælde foretages i forbindelse med, at den døde følges til graven eller til krematoriet. Jeg tænker naturligvis på begravelsen og bisættelsen. Det er tingenes tilstand idag, at man i byerne, i overvejende grad, benytter sig af bisættelse i forbindelse med kremation, medens man på landet stadigvæk har flest begravelser. Man oplever dog, som præst, at en del mennesker ikke skelner sprogligt mellem begravelse og bisættelse.

Bisættelsens "historie"
Bisættelsen i forbindelse med, at den døde brændes, er, som det vil være de fleste bekendt, et fænomen af nyere dato. Men ingen præster i dag tænker vel over, at diskussionen om evt. gejstlig medvirken ved bisættelser (både i kapeller og krematorier) rystede kirken kraftigt for mindre end 100 år siden. Således udsendte biskopperne hyrdebreve til præsterne i deres stift om, hvorledes præsterne skulle forholde sig med hensyn til medvirken ved krematoriebegravelser. Biskop Johannes Clausen i Aarhus skrev bl.a. at loven om lig-brænding (af 1. Apr. 1892) har "aabnet en Sluse merefor den Kulturstrøm, som, hedensk i sin Oprindelse; har trængt sig ind over vort Folk og nu truer med at rokke ved en af vore ældgamle Kirkeskikke. Thi fra det gamle Israel har Kristi Kirke taget Begravelsesskikken i Arv, og denne Skik, som er helliget ved Frelserens egen Begravelse; har hidindtil staaet urokket og er betragtet som den eneste værdige Maade; hvorpaa de Hensovedes Legemer bør behandles. Om end det er at haabe; at Ligbrændingsloven ikke vil kunne vinde mange Tilhængere i et Folk, der som vort er konservativt anlagt og derfor kun lidt tilbøieligt til at ombytte gamle Skikke med nye; føler jeg mig dog stærkt tilskyndet til at rette den Anmodning til Stiftets Præster; at de, hvor Lejlighed gives, ville vejlede Menighederne til Forstaaelse af Sagens rette Sammenhæng og g)øre deres Indflydelse giældende; saa at Lægfolket kan styrkes til med klar Bevidsthed at frede om Begravelsesskikken som om sine andre betydningsfulde Overleveringer."

Der var i loven indføjet en bestemmelse om, at det ikke kunne pålægges præsten at foretage jordpåkastelse eller nogen anden kirkelig handling, hvor ligbrænding skulle finde sted. Denne fritagelsesparagraf (samvittighedsparagraf) er først afskaffet i 1975, således at præsten nu har pligt til at medvirke i kirkelige handlinger forud for, at ligbrænding finder sted.

Biskop Clausen anfører i sit hyrdebrev fra 1892, at præsterne, som hovedregel, må tænke sig godt om, inden de medvirker ved bisættelser, og han anfører, som noget ufravigeligt, at "selvfølgelig ingensomhelst kirkelig Ceremoni, Tale; Sang eller Jordspaakastelse foretages i de til Ligbrændingen bestemte Steder; de saakaldte Krematorier Hvad der ønskes af kirkelige Ceremonier; kan kun finde Sted i en af Folkekirkens Kirker eller Kapeller Fra det Øjeblik, Jordspaakastelsen efter Ritualet er foretaget, vil al Medvirken fra præstens Side ophøre.

Så stærkt kunne Aarhus-bispen udtale sig om dét, vi idag kalder bisættelseshøjtidelighed, hvad enten den foregår i kirken, i sygehuskapellet eller direkte i krematoriebygningen. Men det er først langt ind i vort århundrede, at benævnelsen bisættelse næsten udelukkende drejer sig om den kirkelige handling forud for kremation. (I artiklen om Bisættelse i Kirkeleksion for Norden, Bd. 4, tillægget, fra 1930, omtales bisættelse i forbindelse med brænding endnu ikke. Det anføres således: "I daglig Tale og Bekendtgørelser om Dødsfald bruges Ordet for at betegne; at Begravelsen ikkefinder Sted samtidig med den kirkelige Højtidelighed, f.Eks. fordi Liget skal føres til et andet Sted for at begraves. ")

Ordet bisættelse har dog været brugt i kirken meget længere tilbage. Således anføres det i C. Molbechs Danske Ordbog fra 1859. At bisætte lig beskrives her som, at man indsætter liget med begravelsesskik i en kirke eller et kapel, indtil det kan flyttes til sit rette gravsted, også tilføjes det: "Man bisætter ogsaa Fyrsters og Fornemmes Lug i Gravcapeller; hvor deres kister blive staaende over Jorden. " Samme ordbog nævner flere udtryk for at begrave og Begravelse: "Man jorder et Lig jordfæster eller lægger det i Graven. I Særdeleshed om de Dødes christelige Begravelse; Jordefærd, Liigfærd eller Liigbegængelse. " Flg. citat bringes også: "Man nedgraver Dyr, begraver Mennesker, jorder de Christne; bisætter de Fornemme."

Begravelsens "historie"
Medens vore dages form for og forståelse af bisættelse således kun har haft en relativ kort levetid i kirkens historie, har den "gode, gammeldags" begravelse hævd så langt tilbage i tiden, at man må nøjes med at konstatere, at vores kendte, kristne begravelsesform, med dertil hørende jordfæstelse, har sit forbillede i den kristne oldtid, helt tilbage til apostlenes dage. I denne sammenhæng skal det måske anføres, at selve jordpåkastelsen op gennem tiden mere har fået en folkereligiøs betydning, ligesom ordet jordfæste jo betyder at fæste; altså fastgøre til jorden. Man fæster den døde til jorden med jord for at forhindre gengangeri, sådan vil en folkelig tolkning i hvert fald sige.

Ovenstående vokabularhistoriske redegørelse viser klart, at det er sket en forskydning i sprogbrugen omkring begravelse og bisættelse; en forskydning, der godt kan efterlade tvivl om, hvad der egentlig menes, når udtrykkene bruges. Når jeg ved begravelsessamtaler, hører pårørende sige begravelse, spørger jeg al-tid, om de mener kistebegravelse, og jeg har flere gange konstateret, at man ikke var klar over, at der ér forskel på begravelse og bisættelse.

Vore dages skik og brug
I det hele taget er vore dages måde at forrette den kristne begravelses- eller bisættelseshandling på meget forskellig fra tidligere tiders. En forskel, der gør, at handlingen mindre og mindre bliver gudstjenestelignende; hvis man ikke passer meget på og værner om de mest elementære, gudstjenestelige led. Den egentlige årsag til denne forskydning i forhold til tidligere tiders skikke er den ganske enkle og meget håndgribelige, at man nu har den døde med inde i kirkerummet eller kapellet. Derved er der nemlig sket en rent følelsesmæssig forskydning, eller måske direkte en emotionel blokering for det mere gudstjenesteprægede. Det er ganske forståeligt, at kisten, placeret midt på kirkegulvet, tiltrækker sig næsten al opmærksomhed. Alles blikke er naturligt rettet mod denne genstand, der, på een gang, rummer den kære afdøde og på samme tid, brutalt afskærer fra egentligt samvær, idet kisten jo mere skjuler end åbenbarer. Måske er det denne kombination, der gør, at man ofte oplever, at kisten næsten er "forsøgt pyntet væk i et væld af blomster. Den skal altså både være der og alligevel helst ikke virke for nærværende. Kistens tilstedeværelse, med det dyrebare indhold, gør, for mig at se, at der sker en forskydning af hele handlingsforløbet. Hvis kisten, efter handlingen i kirken, alligevel skal bæres til graven ude på kirkegården, behøver den egentlig slet ikke at være med inde i kirken. Og lige netop den situation er dét, man har kendt til i kirken langt tilbage i kirkens historie, og enkelte steder helt op til vor tid.

Begravelsesritualet af 1539
Den første, regulære vejledning for lutherske præster, den såkaldte Kirkeordinans (dansk udgave i 1539) bringer en kortfattet anvisning på "Huoerledis mand skal iorde Liig.": Når man kommer til graven, lægger man liget ned i graven, og der kastes jord på, først af præsten, der fremsiger jordpåkastelsesordene:

Aff Iorden erstu,
och till iorden erstu kommen,
Men Gud vill opreyse dig paa dend yderste dag.

Der var forordnet visse salmer efter stedets skik og medens disse blev sunget ved graven, blev denne kastet til. Derefter skulle præsten, dersom tiden var til det, og han var blevet bedt om det, udlægge en passende text fra Bibelen, med det sigte at tale om livet som noget endeligt og derfor med bøn om, at vi må dø til salighed. Der nævnes således intet om en egentlig handling i kirkehuset, og denne kom også først til senere.

Begravelsesritualet af 1685
I Kirkeritualet fra 1685 tales der også eentydigt om, at liget sættes ned i graven, at præsten kaster jord på (nu med den almindelig kendte 3-leddede formular: Af Jord est du kommen. Til Jord skal du blive. Af Jorden skal du igien opstaa.)

Det anføres ligeledes, at graven kastes til fuldstændig, medens følget er tilstede ved graven. Følget går derefter - såfremt ligprædiken holdes - ind i kirken, hvor først trossalmen synges. Præsten går nu på prædikestolen og holder ligprædiken (begravelsestalen). Det hedder i ritualet: "... og kortelig udlegger en bequeem Text af den hellige Skrift, som kand være de sørgende til Trøst og Husvalelse; og andre Efterlevende Guds Børn til Formaning og Underviisning..."

Fra Kirkeritualets fremkomst 1685 og fremefter udvikler ligprædikenen sig til rendyrket talekunst, og - vel at mærke - ikke uden indflydelse af det pengebeløb, der blev betalt for ligprædikenen! Således anfører biskop Erik Pontoppidan i 1757 om ligprædikenerne: "Det værste er; naar man tillige vil kiøbe Præstens Læber; som bør bevare Sandhed, til at fremføre Løgn... altfor ofte er det gamle Ordsprog sandt, som kalder Liig-Prædikener Løgn-Prædikener.

Kirkeritualet fra 1685 indskærper, hvordan det personlige afsnit med nævnelse af afdødes liv og levned skal opregnes. Her kan det nævnes, hvis afdøde har skænket i levende live, eller testamenteret efter sin død, gaver til kirken, skolen eller de fattige. Dette skal ske, Gud til ære og andre til godt exempel! Men præsten skal dog vogte sig for, at den rosende omtale ikke bliver til "panegyrisk snak" (urimelig skamrosning). Derved vil præsterne nemlig "besmitte deres hellige kald". Omvendt må præsterne heller ikke sige noget ufordelagtigt om afdøde, dog - hvis der er noget mindre godt at sige, og det er bekendt i menigheden - må det nævnes, "med Maade og god Maneer beskedenlig... andre til Afsky og Advarsel." Ligprædiken må i sin helhed ikke strække sig over mere end een time! Et forbud, der jævnligt, mod god betaling, tilsidesattes. Det var ikke ualmindeligt, at godt betalte ligprædikener kunne vare både 3 og 4 timer!

Man må hele tiden huske på, at denne kirke tjeneste fandt sted efter at den døde var begravet.

Den nugældende anvisning
I den senest udsendte vejledning til præsterne med gudstjenesteordning og ritualerne (2. Udgave 1955 og senere) anføres to forskellige forslag til begravelsesritual. Disse forslag er kun vejledende og ikke autoriserede. Ved omtalen af ritualet for jordpåkastelse anføres, at nedsænkning af kisten samt jordpåkastelse kan ske forud for tjenesten i kirken!

Det er værd at bemærke, at der ikke er fremkommet noget autoriseret begravelsesritual siden Kirkeritualet, der nu er godt 300 år gammelt. Det eneste forordnede ved begravelser er Kirkeritualets jordpåkastelsesord samt Fadervor.

I biskoppernes vejledning fra 1955 mangler ligeledes en anvisning på, hvordan præsten forholder sig ved bisættelser! Kun anføres det, hvordan man kan forholde sig, hvis man - undtagelsesvis - bruger et ritual ved nedsættelse af askeurner på kirkegården.

Spørgsmålet er så, hvordan alle de ydre, ceremonielle ting, på en rimelig måde, bliver tilgodeset, således at begravelsen/bisættelsen kan blive den specielle gudstjeneste, der holdes i forbindelse med, at en bestemt person stedes til hvile på kirkegården, hhv. følges til kapel/krematorium.

Når artiklens overskrift siger, at "Begravelsen også er en gudstjeneste", er det ikke blot mit postulat. Det turde nemlig fremgår af de forskellige, historiske klip i artiklen, at begravelsen, før i tiden, havde et langt stærkere gudstjenestepræg, end den har det idag. Jeg mener personligt, at begravelsen (bisættelsen) stadig er/igen skal være en kristen gudstjeneste, hvor først og fremmest evangeliet skal lyde og forkyndes. Men hvor mange præster lader idag ligprædikenen være en evangelisk prædiken? Lader mange sig ikke lokke til at holde en såkaldt "personlig tale" over afdøde; en tale, der rettere burde holdes ved mindesamværet bagefter, i forsamlingshuset! Læg endvidere mærke til udtrykket: tale over afdøde! Jeg tror, det er meget få steder, at præsten går på prædikestolen og "udlægger en bequem Text", som det (nugældende), autoriserede ritual fra 1685 foreskriver. Står de fleste ikke og taler over afdøde ved kisten?

Det ceremonielle dilemma
Præstens dilemma i begravelsessammenhænge er velkendt: Forventningerne fra de pårørende om et rigt ceremoniel, og med et personligt præg (helst, så man næsten fornemmer, at præsten og afdøde var meget nære og fortrolige venner), uden at disse pårørende har en egentlig, kirkelig/kristen referensramme. Man får altså sammenstødt: på den ene side den dagligdags, sækulare formløshed, der ikke normalt sådan artikulerer sig kristent endsige religiøst, og så, på den anden side, at den samme formløshed forventer "form for alle pengene" medens det ceremonielle afvikles i kirken/kapellet. Men netop, når den sækulare formløshed ønsker "kirkelig form", oplever man, at selv rimeligt fornuftige mennesker reagerer uforudsigeligt i situationen, hvor de har mistet en ægtefælle, nære slægtninge eller venner. Salmevalg eller -forslag viser sig ofte at være ren skønmaling og eskapisme. De karske og realistiske Kingo-salmer, der tør tale om livet, om døden og om forgængeligheden, vælges uhyre sjældent. Det bliver istedet de fredelige, "paradisiske postulater", der klart får overvægt. Jeg skal ikke prøve at opremse begravelsessalmernes "top-tyve", sådan som pårørende fremkommer med salmeønsker til begravelsen, hvis de da overhovedet har ønsker! Men det er vel ikke helt forkert at antage, at "Altid frejdig, når du går", er placeret meget højt på listen, sammen med salmer af Ingemann, "Nærmere, Gud, til dig" ("Titanic-salmen") og H.A. Timms "Under dine vingers skygge".

Jeg ved meget vel, at nogle vil kalde det overgreb fra præstens side, men jeg skal da gerne tilstå i fuld offentlighed, at jeg flere gange har manipuleret lidt med salmeønsker, så i hvert fald een af salmerne får en vis lødighed. Jeg kender en biskop, som ved bispeexamen gav kandidaterne det forslag, at præsten skal forbeholde sig ret til selv at vælge salmen efter begravelsesprædikenen. Jeg nærer megen sympati for dette biskoppelige forslag!

Hvis man som præst (ofte også som begravelsesmyndighed) ikke passer på, kan man komme ud for, at en begravelse mere kommer til at forme sig som en ren kulthandling med præsten som ceremonimester; end det bliver en egentlig begravelsesgudstjeneste.

Liturgikommissionens begravelsesritual fra 1987
Biskop Th.V. Kragh skriver i sin principielle indledning til Liturgikommissionens forslag til begravelsesritual, (Betænkning nr.1100, København 1987):

"Ved en kirkelig jordefærd skal man erindres om, at det er et menneske; en person, der begraves, ikke en ting ikke et dyrekadaver; men et menneske; skabt i Guds billede; et menneske; som Kristus har levet og er død og opstanden for. I vor tids tingsliggørelse og følelse af fremmedgørelse skønnes det af vigtighed, at man markerer dette. Da man samtidig skal undgå persondyrkelse; og undgå at mennesket overlades til sin ensomhed i døden, skal begravelseshandlingen indbygges i en gudstjeneste, i den helhed, i det verdenssyn, som blev skabt ved Kristus.

Liturgikommissionen foreslår da også, på linie med biskop Kraghs holdning, en "længere form med gudstjenestepræg". Derudover en kortere form. Men fælles for dem begge gælder, at de har det vigtige, liturgiske gudstjenesteled, Trosbekendelsen med. Trosbekendelsen mangler i de to vejledende ritualer i "Biskoppernes vejledning" fra 1955!

Liturgikommissionen går dog ikke så langt, som til at sige, at gudstjenestepræget kunne forstærkes ved at kisten var gravsat inden tjenesten i kirken. Et forhold, der vel er dikteret af det stadig stigende (?) antal bisættelser.

Begravelses-gudstjeneste
Personligt mener jeg, at hvis man mener noget med at tale om en begravelse med gudstjenestepræg (skal vi ikke kalde det en begravelses-gudstjeneste), så må det være den evangeliske prædiken, man samles om. Ja, egentlig vil jeg anse det for værende helt i overensstemmelse med ønsket om gudstjenestepræg, hvis der også kunne være altergang ved begravelses-gudstjenesten. Hvorfor bliver det ellers betonet sådan af biskop Kragh i føromtalte indledning, hvor det hed, at man skal "lade begravelseshandlingen fremtræde som en gudstjeneste; hvor evangeliet om Kristi stedfortrædende liv, død og opstandelse for den enkelte er hovedsagen." Ved at betone gudstjenestepræget kommer man ganske behændigt udenom den stærkt personlige lejlighedstale. Og sidst, men ikke mindst: Begravelseshandlingen er stadig, de fleste steder, en lejlighed, hvor mange mennesker kommer til kirken. Skulle kirken ikke ved en sådan lejlighed have lov til at forkynde evangeliet rent og purt og vise, hvad en gudstjeneste er og betyder, i stedet for at "sælge Præstens Læber" til, hvad der måtte kildre tilhørernes ører?