Nr. 330

Når kirken "skikker sig lige med verden" ¹
Af professor, dr. theol. Jacob Balling, Aarhus

Et af de udtryk, der dukker frem i hovedet på mange, når ordet "folkekirkelighed" nævnes, er vendingen: "skikke sig lige med verden".

Det kan man godt finde en mening i. Når strenge kritikere taler om Folkekirken som bestående af "navnekristne" uden "troens brand", og om dens "handeler i porten" med verdslige magthavere af forskellig slags, eller om dens oprindelse i det, som nogle historisk interesserede kalder "det Konstantinske syndefald", så skal man være en meget ufølsom og stivnakket folkekirkekristen for ikke at bøje hovedet samtykkende, om ikke på andres vegne, så dog på egne.

På den anden side: Hvis, som meget kunne tyde på, kirkens tendens til at tage skikkelse af folkekirke repræsenterer noget af det nærmeste, man kan komme en "historisk lov"; hvis altså det at skikke sig lige med verden er den situation, kirken alle dage har befundet sig i eller tenderet hen imod i det omfang den har villet være kirke og ikke har villet reservere kristennavnet for "de rene", de "sandt troende", altså dem, der bevisligt "mener noget med det" - hvis den situation har været normalsituationen, vil der nok, med al respekt for folkekirkelighedens kritikere, være mening i et forsøg på at anskue sagen fra en anden vinkel end deres. Under alle omstændigheder må et blik på gammel folkekirkelighed, den der gjorde sig gældende længe før ordet var opfundet, være af interesse for den, der - det være sig som tilhænger eller som kritiker - interesserer sig for den moderne "udgave" af fænomenet.

Kirkehistorien vrimler med eksempler på dets gamle udgaver. Oldkirkens tidlige og stadig mere villige akcept af omverdenens socialstrukturer og traditionelle holdninger, af dens kvinde- og ægteskabssyn, af hvad man nu om dage ville kalde dens akademikersnobberi, og så fremdeles, er et af vidnesbyrdene derom. Middelalderens "rigskirkesystemer", inden for hvis rammer kirkens embedsbærere til gengæld for omfattende forleninger med krongods forpligtede sig til militære og politiske tjenesteydelser såvel som til magtlegitimation og propaganda, og hvor de frem for alt måtte finde sig i en dominerende statslig indflydelse på kirkelige embedsbesættelser, er et andet. Samme tidsalders korsfarerkristendom og dens imperiale pavedømme, udstyret med alle kejserlige beføjelser og virksomhedsarter, er et tredje. Særlig oplysende er måske brugen af kirkens centrale betydningsbærer: Kristi Legeme, det indviede alterbrød, i den kommunale solidaritets og dermed den sociale kontrols tjeneste, således som Corpus Christi-festen fra 13. århundrede viser det. Om denne fest - fejret ved alterbrødets procession gennem byen, ledsaget af bystyre og håndværkerlaug, ordnet efter betydning og indflydelse, med borgmesteren nærmest ved Kristi Legeme selv - om den siger en engelsk historiker, at "kultens yderste formål var at udtrykke den samfundsmæssige binding og at bidrage til social integration". Med andre ord: kirken er - og har gjort sig selv til - et instrument for den bestående samfundsordens selvbekræftelse og konfliktforebyggelse.

Og så fremdeles; eksempelmassen kunne nemt forøges. Men det anførte er fuldt tilstrækkeligt til at vise, hvad folkekirkelighedens kritikere har at hænge deres hatte på. Ikke desto mindre er de også velegnede som udgangspunkt for et forsøg på at se den gamle "folkekirkelighed" i et andet lys. Hvad mener jeg med det?

Ja, én ting, man gør vel i at huske på, er, at kirkens "akkord med verden" har noget at gøre med den tvangssituation, den atter og atter har fundet sig stående i: tvangen til at vælge mellem to onder, hvis den ville leve til imorgen. Det er ikke alle, der husker på det; tænk blot på det krav, man ofte hører stillet (på sikker afstand) til oldkirken om værsgo at afskaffe slaveriet og ligestille kvinden i samfundet, eller spørgsmålet til middelalderbiskopperne om, hvad de bilder sig ind, når de stiller tropper til kongens krige!

Men det er ikke nok at huske på det. Tvangssituationerne retfærdiggør ikke kristendomsforfalskning. Men er det det, der er tale om? Søger man et svar på det spørgsmål, må man se nærmere på, hvilken forståelse af kristendom, der måtte ligge bag kirkens "skikken sig lige".

Vejen til et forsøgsvis svar kan begynde hos Grundtvig, som et sted siger om kirken, at den "maatte, som et virkeligt Menneske-Folk, være alle menneskelige, altsaa ogsaa alle folkelige Vilkaar underlagt, det skulde man tænkt, alle Kristne maatte følt, da selv deres Konge, Guds enbaarne Søn, ved at blive Menneske, underkastede sig alle de menneskelige Vilkaar, lige fra Fødselen til Døden", og et andet sted: "Herrens og hans Menigheds Maal er det samme som Menneske-Slægtens, den Menneske-Slægts, der er sig selv levende bevidst: altsaa Menneske-Livets Oplysning, Forklarelse og Forevigelse, som kun er mulig ved Sejer over Mørke, Synd og Død".

Ordet "folk" er nøgleordet. Kirken har fra første begyndelse set sig selv som det Sande eller Ny Israel, dvs. som et folk, der på én gang er gammelt og nyt. Det er bygget på nye præmisser, med nye motiveringer for sit liv, sådan som Augustin på klassisk vis udtrykker det, når han taler om menigheden som det brød, der er samlet ind fra mange aks, malet til mel med besværgelsen, æltet til en dej med dåbens vand, bagt med Helligåndens ild til at være Kristi legeme, det han ofrede for sit folk, det brød, den ser på alteret, det den selv er: "Vær da, hvad I er, og tag imod, hvad I er!. Noget nyt altså, men også noget "gammelt", mener den samme Augustin når han, henvendt til kirken, siger: "Ethvert blodsslægtskab, ethvert svogerskab knytter du tættere gennem gensidig kærlighed og bevarer dermed naturens og viljens bånd. Slaverne lærer du hengivenhed mod deres herrer, ikke under deres stands tvang, men af glæde over deres tjeneste. Herrerne stemmer du ved tanken om den højeste Gud og fælles Herre forsonligt mod deres slaver og gør, at de hellere vil give råd end straffe. Du forbinder borger med borger, folk med folk, og gennem tanken på vore fælles forældre forbinder du menneskeheden som helhed, ikke blot til et samfund, men til et broderskab". Ord som disse må forstås i lyset af den påstand, som lyder fra alle munde i den gamle kirke, nemlig at det, der knytter mennesker sammen til et folk på Kristi selvopofrelses vilkår, det er også historisk genkendeligt i sin egenskab af opfyldende gentagelse af et historisk folks livsformer, nemlig Israels folk, hvis fortidige ordninger, hvis kongedømme og præsteskab, hvis ofre, love og krige tilsammen udgør det spejl, kirken ser sin egen tilværelse som folk i, og som er optaget i denne tilværelse i en skikkelse, der nok er ny, men også gammel for så vidt som netop et vandrende og kæmpende folk, en regerende konge, en ofrende præst, en lov for medmenneskelig adfærd, en straf for overtrædelser er blandt de billeder og tolkningsmidler, der styrer skildringen af det nye liv.

Det er i sådanne momenter af tidlig kristendom, man skal hente materialet til en anden belysning af den gamle folkekirkelighed end den dens strenge kritikere leverer. For en sådan betragtning tager den skikkelse af en solidarisering med den folkelige omverden med henblik på omskabelse af den i det nye folks skikkelse, dét nye folk, som selv er resultat af en omskabelse af gamle folkelige, sociale og statslige former på de nye præmisser, Kristusbegivenheden sætter. Denne solidarisering involverer, at man indlader sig med den romerske imperiemagt, med den hellenistiske dannelse og med de sider af det folkelige hedenskab, som under udfoldelse af større eller mindre opfindsomhed kan underkastes en kristen tolkning. Og frem for alt: at man indlader sig på mere eller mindre vidtgående kompromisser med personlig synd og skrøbelighed hos læg og lærd. Også dette står i forbindelse med kirkens selvdefinition som et rigtigt folk, altså med dens direkte og indirekte appel til Israels fortid. Karakteristisk for denne fortid var jo den guddommelige opdragelse, den faderlige tugt, hvorved Israels Gud har ført sit folk gennem dets historie. Netop sigtet mod opdragelse, gradvis overbevisning af den døbte synder om hans synd, tålmodig og målrettet pleje af hans sjæl med genoprettelse for øje, netop dette er med til at afgive teologisk legitimation for de folkekirkelige kompromisser med individualmoralske brist. Det vil sige: Den gamle folkekirkeligheds "skikken sig lige med verden" kan, når den anskues fra denne vinkel, ses som resultat af teologisk og praktisk udnyttelse af påstande, der ligger helt inde ved hjertet af overleveret kristendom. Det viser sig da, at enhver af folkekirkelighedens konkrete fremtrædelsesformer, uanset alt, hvad den rummer af den konformisme, der må kaldes kristendomsforfalskning, også rummer udtryk for regulær, autentisk kristendom. Med andre ord: vil man forstå disse fænomener, skal de ses under begge belysninger.

Imidlertid: det vigtigste, der overhovedet er at sige om folkekirkeligheden som historisk fænomen, er det allerede antydede forhold, at denne folkekirkelighed, trods dens karakter af udvalg af de muligheder og krav, det oprindelige kristne budskab stillede til rådighed, og trods de hyppige tilfælde af misbrug af de valgte muligheder, aldrig helt mistede kontakten til de "forfordelte" muligheder. De elementer af overleveret kristendom, som det folkekirkelige valg "gik ud over", eller som "tog skade ved" det folkekirkelige valg, forblev inden for folkekirkelighedens synsfelt.

Jeg tænker på alt det i oprindelig og overleveret kristendom, som kan sammenfattes i befalingen om ikke at skikke sig lige med denne verden, og på denne befalings begrundelse, nemlig Jesus af Nazaret's jordiske nederlag og hans forkyndelse af et rige, en folkeskabende ordning, der er afgørende forskellig fra nogen hidtil kendt. Erindringen om disse ting, deres tilstedeværelse i det budskab og den gudstjeneste, som "folkekirken" med god eller dårlig samvittighed måtte forvalte, bidrog på mange måder til at gøre det, kirken sagde og gjorde, til noget andet end blot en ny udgave af traditionel hedensk samfundsstøtte-religion.

Deres tilstedeværelse viser sig i et fænomen som den interne kritik, som kirken altid, også i sine mest bastant etablerede former, var udsat for fra gejstlige reformmænd, fra teologer, fra asketer, fra eskatologiske profeter og fra bevægelser i lægfolket. Men frem for alt viser det sig i, at de anfægtende "muligheder" og krav lød i det, der hørtes i den normale søndagsgudstjeneste og i denne gudstjenestes underforståede eller udtrykkelige påstand: at alle "folkekirkelige" fænomener har deres mulighedsbetingelse og legitimation i Kristi selvprisgivelse. At "Guds folk" lever, imorgen som idag og igår, og at dets liv lykkes, det skyldes Kristi død, hans jordiske fiasko, således som det f.eks. fremgår af Augustins ord om nadverbrødet, og således som det tusind år senere kommer til billedkunstnerisk udtryk i Rogier van der Weydens altermaleri, hvor de syv katolske sakramenter fremstilles grupperet i kirkerummet omkring selve Golgataofret som nutidsbegivenhed i billedets midte. Eller, for et øjeblik at vende tilbage til Kristi Legems-festen: det, der bæres omkring i byen til fredens, trivselens og den bestående ordens sikring, det er ikke et hvilketsomhelst betydningsladet magtsymbol, men den nærværende guddommelige selvprisgivelses tegn. Mange og stærke folkekirkelige kræfter har gang på gang set det som en opgave at gøre denne legitimation så uskadelig som muligt, men dens uomgængelige tilstedeværelse har ad mere eller mindre åbenlyse veje gjort det, den legitimerede, til noget andet end det ville have været uden den.

Med alt dette har jeg villet pege på noget, der forekommer mig at være folkekirkelighedens gennemgående fællestræk. Men der er ikke dermed sagt noget om de forskelle, der består mellem dens fra tid til tid skiftende former. Der er mange folkekirkelige træk, der forbinder Augustins 400-talsmenighed i Hippo Regius, en tilsvarende højmiddelalderlig landsbymenighed, en wittenbergsk eller genfisk forsamling ca. 1600 og en dansk folkekirkemenighed ca. 1900. Men forskellene ville rigtignok også falde i øjnene. Tænk for eksempel på, hvilken forskel det gør, om ritualernes sprog er tilgængeligt for lægfolket eller ej, om flertallet af menigheden kan læse eller ej, om de samfundsmæssige magtstrukturer, menigheden er spændt ind i, har bykommunal eller landsbymæssig karakter, om landsbysognets bønder er selvejere eller ej, om der bor en herremand i sognet eller ej, om bykommunen er demokratisk eller aristokratisk styret, om biskop eller pave eller konge eller kejser nævnes i gudstjenesten eller ej, og om det betyder noget praktisk for dem, der hører det eller ej, og så fremdeles. Menighedens bevidste eller ubevidste valg mellem de muligheder, dens overleverede kristendom stiller til dens rådighed, vil uvægerlig blive et folkekirkeligt valg, men den nærmere beskaffenhed af valgets folkekirkelighed afhænger i hvert enkelt tilfælde af, hvordan den folkelige situation ser ud - den situation, der forandrer sig fra generation til generation. Endnu en ting, den afhænger af, er den teologi, der også forandrer sig. Og det må tilføjes: den afhænger deraf på en måde, der ikke savner ironiske undertoner. Højmiddelalderlig folkekirkelighed er uforståelig uden forståelse af den pavelige reformbevægelses og skolastikkens sakramentteologi, som i sin oprindelse var rettet polemisk mod en tidligere form for folkekirkelighed. På lignende måde er efterreformatorisk folkekirkelighed utænkelig uden den lutherske teologis påstande om det almindelige præstedømme og om kristenlivet i kald og stand. Men denne teologi var selv rettet mod middelalderlig sakramentteologi og dennes folkekirkelige konsekvenser, hvortil kommer, at Luther ville have gjort store øjne ved at se, hvad hans tænkning blev brugt til.

Disse perspektiver skal kun antydes her. Det er heller ikke meningen at anstille teologiske overvejelser over, hvad den historiske betragtning af gammel folkekirkelighed kan eller bør bruges til, når talen er om nutidens danske "udgave" deraf. Skulle jeg gøre det, ville de bl.a. løbe ud på et forsvar for folkekirkeordningens indbyggede værn mod at gøre det uigennemskuelige gennemskueligt, dvs. mod forsøget på at få på det rene, hvor "alvorligt" folk tager deres kristendom. De ville også berøre de muligheder, Luthers tanker om kirkens væsen har rummet og stadig rummer for en nyformulering af spørgsmålet om "kirken"s grænser til "verden". Anderledes udtrykt: de ville beskæftige sig med det forhold, at den verdslighed og profanitet, som kristendommen har kunnet holde til under gammel og ny folkekirkeligheds betingelser, har noget at gøre med selve denne religions væsen.

1. Forkortet og delvis omarbejdet version af et bidrag under overskriften "Kirkens tendens til at tage skikkelse af folkekirke" til folkekirkeordningen teologisk belyst, udgivet af kirkeligt Samfund, Kbh. 1992.