Nr. 339

GUDSTJENESTEMUSIK I DAG
Af organist og kantor Bent Frederiksen, Vor Frue Kirke, Aarhus

I forbindelse med gudstjenesteordningen af 1992 blev der udgivet de nødvendige liturgiske bøger: alterbog og ritualbog samt tillæg til alterbog. Men desuden blev der dog først i foråret 1994 udsendt et Musiktillæg i to bind. Bind I er præstens bog med musikken i enstemmig notation; mens bind II har det samme stof i harmoniseret udgave til brug for organisten. I bøgernes enslydende forord anføres som grund til dette prisværdige initiativ (som vel er den første selvstændige musikbog i direkte tilknytning til en autoriseret gudstjenesteordning siden Niels Jesperssøns Graduale fra 1573), at "[den] nye gudstjenesteordning på flere måder [giver] rigere muligheder end hidtil for anvendelse af gudstjenestelig musik i vekselvirkning mellem præst, menighed, kor og organist. "Her mere end antydes det, at "kor" nu anses for at være en selvfølgelig del af gudstjenestens musikalske apparat, og at et kor følgelig kan betros selvstændige liturgiske opgaver, således som det fremgår allerede af alterbogens punkt I, l, hvor "kormusik" nævnes for første gang og eneste gang i højmesseordningens autoriserede ordlyd. De "rigere muligheder" for korsang kommer til gengæld klart til orde i ritualbogens højmessevejledning, især punkt 5.

Disse, tildels nye, muligheder for korsang i højmessen eller ved andre gudstjenester vil jeg gerne behandle udførligt, fordi disse muligheder - hvis de vinder fremgang - ad åre vil tilføre gudstjenestemusikken elementer, som har været fraværende derfra i århundreder. Der tænkes her især på Bibelske samer og lovsange som menighedssang/korsang i gudstjenesten.
 

Hvad er "bibelske salmer'?

Betegnelsen Bibelske salmer bruges overalt i gudstjenesteordningen i stedet for det gamle udtryk Davids salmer, når der er tale om de 150 salmer fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Betegnelsen Bibelske lovsange bruges om de nytestamentlige "cantica". Marias lovsang (Magnificat), Zakarias' lovsang (Benedictus) og Simeons lovsang (Nunc dimittis). Da gruppen bag den nye bibeloversættelse i slutningen af 70erne udgav sin første publikation, var det netop Salmernes Bog, man lagde ud med på grund af de mange citater fra dette skrift, der findes overalt i evangelierne. Bogen fik titlen "Davids Salmer"; men samtidig skriver oversætterne i forordet: "... det er sikkert, at en hel del af disse digte ikke kan stamme fra Davids hånd og tid". Nu har man så taget konsekvensen heraf og helt fjernet det traditionsrige begreb "Davids Salmer" fra kirkens officielle bøger.

Her i Norden bruges ordet "salme" som betegnelse både for en bibelsk salme og en salme fra salmebogen, og det er forvirrende. Hvis man i en artikel omtaler begge slags salmer, er man nødt til at præcisere, om man taler om en "bibelsk salme" eller en "salmebogssalme". I andre lande har de to slags salmer hver sin betegnelse, eksempelvis: (engelsk): psalm/hymn; (tysk): Psalm/Kirchenlied; (fransk): psaume/cantique. Derved undgås megen begrebsforvirring.

Bibelske salmer som sunget led i gudstjenesten

I den klassiske romerske messe gøres der i rigt mål brug af bibelske salmer i messeleddene, men mest i form af udpluk på et vers eller to. Oprindelig har f.eks. Introitus formet sig som afsyngelsen af en hel bibelsk salme med et lille selvstændigt sangstykke (antifon) som indledning, omkvæd mellem hvert vers og som afslutning. Med tiden skrumpede antallet af vers fra salmen ind til ét eller i visse messeled til nul, så at kun antifonen stod tilbage.

Nej, messen var ikke stedet, hvor de bibelske salmer blev sunget i deres helhed. Det blev de derimod i tidebønnerne: de regelmæssige, daglige andagter, som holdtes i kirker og klostre helt fra oldkirkens dage: matutin, vesper, completorium m.fl. Rygraden i disse tidebønner er afsyngelsen af bibelske salmer med antifoner (i vesperen 3, i visse matutiner op til 9 bibelske salmer i træk). Disse tidebønner fortsatte efter reformationen, også her i landet, i begyndelsen endog på latin. At disse daglige andagter kunne gennemføres uden præsteskab, munke eller nonner til at varetage sangen, skyldtes latinskoledisciplenes og -lærernes sangpligt i kirken (som varede ved til langt op i 1700tallet). I skolen havde man daglige sangøvelser, og skal man tro en dansk lærebog til brug ved disse sangøvelser (Heptachordum Danicum (1646) af Hans Mikkelsen Ravn, rektor i Slagelse), har den musikalske skoling af disciplene været varetaget med stor alvor og ud fra et højt ambitionsniveau.

I Kirkeritualet af 1685 omtales skolernes kirkesangspligt; men den daglige morgen og aftensang i kirken nævnes ikke. Derfor kender man ikke indholdet i detaljer, men det formodes, at afsyngelsen af bibelske salmer på de gamle psalmoditoner er blevet erstattet af salmebogssalmer, som vi kender det idag. Og der skal så forløbe godt 300 år, før vi i 1992 igen bliver bedt om at synge bibelske salmer i gudstjenesten. Efter et så langt tidsrum er traditionen naturligvis helt død; kun i særlige kredse, f.eks. i den 30 år gamle forening Selskabet Dansk Tidegærd har der væreret arbejdet metodisk med sagen.

Anvendelsen af sungne bibelske salmer i dag

I højmessen kan der synges en bibelsk salme til indgang (som kor og/eller menighedsintroitus) eller som salme mellem læsningerne (vekselsalme). Ved morgen og aftensang (dvs. ikke-faste gudstjenester på såvel søn- som hverdage) kan bibelske salmer desuden anvendes som indgangssalme og i form af en af de nytestamentlige "cantica" som salme efterprædikenen. Hermed har man understreget, at disse gudstjenester nedstammer fra tidebønnerne. Karakteristisk herfor er dels placeringen af de foreslåede bibelske lovsange: Zakarias' lovsang til morgensang, Marias lovsang og Simeons lovsang til aftensangen, dels et "nyt" lille sangled, Benedicamus (Lad os takke og love Herren), som synges til afslutning lige før velsignelsen.

Forskellige syngemåder

Afsyngelsen af bibelske salmer byder på visse musikalske vanskeligheder, som dog kan overvindes ved flittigt brug. Salmerne er oversat hebraisk poesi, hvor der hverken anvendes fast metrisk form eller enderim, sådan som vi er vant til det fra salmebogen. I stedet er et vers fra en bibelsk salme delt i to halvvers med indholdsmæssig sammenhæng ("parallelismus membrorum" eller tankerim). Den musikalske udførelsesform knytter sig tæt til denne versopbygning, hvad enten det drejer sig om de gregorianske psalmoditoner eller anglikanske "chants".

I Musiktillæg II findes en række musikalske eksempler samt en grundig indføring i den dertil knyttede syngemåde, især den engelske, som får ca. 5 gange så mange spalter og eksempler som den gregorianske syngemåde, hvor man stort set nøjes med at henvise til Det danske Antifonale I-II. Næsten alle de i eksemplerne anførte engelske "chants" stammer fra slutningen af forrige århundrede, og deres "victorianske stil" skurrer en del mod gudstjenestens øvrige liturgiske musik, der holder sig til dén Laub/Dansk Kirkesang-tradition, som med rod i gregoriansk sang har været næsten enerådende her i landet i hele dette århundrede. Her havde de gamle psalmoditoner passet stilistisk bedre. Dertil kommer, at de gregorianske psalmoditoner er den oprindelige musik til de bibelske salmer, foruden det økumeniske perspektiv i, at psalmoditonerne også i dag erkendt og benyttet i andre kristne kirkesamfund udover jorden.

Hvis det skyldes et i øvrigt meget sympatisk hensyn til korenes trivsel, at disse "chants" er blevet musiktillæggets foretrukne toner til de bibelske salmer, vil jeg minde om de gamle falsobordone-satser af f.eks. Ludovico Viadana. Her er l. vers med gregoriansk psalmoditone (som menigheden f.eks. kunne tage sig af), mens 2. vers er flerstemmigt udsat i enkel stil (til koret f.eks.). Disse satser vil falde fint sammen med den øvrige liturgiske musik, samt efter mit skøn passe bedre til dansk sprogtone. (Interesserede henvises til Carus Verlag, Stuttgart, som på editions-nr. CV 40.420 har udgivet en snes stykker af disse falsobordone-satser).

Omkvædsformer

Men måske bliver det en helt anden type bibelsk salmemusik, der vinder gehør hos menigheden, nemlig omkvæds-formen. Her tager koret eller forsangeren sig af selve den bibelske salme, mens menigheden mellem hvert vers synger et (metrisk) omkvæd. Denne type er umiddelbart tilgængelig, og desuden kan den give koret en (næsten) selvstændig musikalsk opgave. Måske menigheden ved at lytte til denne type efterhånden vil kunne vænne sig til den bibelske salmes frie rytme, så at folk en dag uden at føle det som noget nyt og fremmedartet selv kan synge de bibelske salmer.

Kanonsang med menigheden?

I øvrigt kan man ingenlunde beskylde musiktillægget for at undervurdere menighedens musikalske formåen. Der lægges op til, at salmen mellem læsningerne kan forme sig som en kanon med bibelsk tekst. Nu er det sådan, at en kanon ikke sætter sig selv i gang, for ikke at nævne problemet med at få den standset på rimelig vis. Én eller anden skal tage sig af den sag. Præsten kan ikke forlade alteret mellem læsningerne, og organisten sidder ofte lidt akavet i forhold til menigheden. Kirkesangeren måske! Eller man må lade de kantorer genopstå, som blev nedlagt i 1931, fordi de var overflødige. Disse kantorstillinger blev sammenlagt med organiststillingerne, og organisterne fik så højere løn. Musiktillægget nævner end ikke dette ledelsesproblem, som ellers er en velkendt vanskelighed ved al kanonsang.

Musikgudstjenester

Senere i musiktillægget findes et stort afsnit om musikgudstjenester, hvis ambitionsniveau kan tydes derhen, at man har haft en kantor i tankerne.

Musikgudstjenester har været forholdsvis almindelige i de sidste 1520 år ved kirker, som havde et ydedygtigt og arbejdsivrigt kor (og korleder). Indtilmusiktillocggcts fremkomst har området været præget af et vist anarki, idet man selv måtte strikke en liturgi sammen, som gav plads til den musik, man agtede at fremføre.

Nu er der kommet mere struktur over området. Musiktillægget anviser 5 forskellige former for musikgudstjenester, alle med rod i eksisterende gudstjenestetyper i Europa:

1. De ni læsninger i 4 former (3 som juleforberedelse samt 1 til påskeforberedelse, hvortil kommer Alterbogstillæggets forslag til Påskelørdagsgudstjeneste).
2. Vesper efter engelsk forbillede (= den anglikanske Evensong), hvor vi har fået smagfulde danske oversættelser af indgangsordene, "Preces and Responses" og kollekterne.
3. Musikgudstjeneste med nadver med musikalsk udførelse af messens ordinariumsled (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus/Benedictus, Agnus Dei), sådan som de er komponeret af Palestrina, Haydn, Mozart el.a.
4. Musikgudstjeneste med nadver med musikalsk udførelse af messenspropriumsled (Introitus, Graduale/Alleluja etc.) og endelig som
5. forslag til en kantategudstjeneste som den formede sig f.eks. på Bachs tid. Til alle er der (i Musiktillæg II) udførlige forslag til mulig og tilgængelig musik for forskellige kor og/eller instrumentalbesætninger i vidt forskellige stilarter.
   

En dansk kirkekor-bevægelse?

Alt i alt er der tale om et gedigent og alvorligt arbejde, som vidner om udgivernes tiltro til, at den danske kirkekor-bevægelse, som er pænt i gang, vil vokse sig stor og livskraftig. Og dét vil virkelig være noget, der kan mærkes på gudstjenestemusikken og på kirkens liv i øvrigt.

Den danske kirkes "orgelpark" (= bestanden af orgler) har i mange år hørt til blandt de bedste i verden. Organistuddannelserne har man, senest efter fremvæksten af kirkemusikskolerne, fået skik på; men korbevægelsen har både indenfor og udenfor kirkens regi ladet vente på sig, så at vore nabolande hele horisonten rundt forlængst har distanceret os. Måske er det vores tur nu! Gudstjenesteordningen af 1992 og dens musiktillæg vil givetvis blive opfattet som (og er sikkert ment som) en håndsrækning og et skulderklap til de kor og korledere, der har taget de første møjsommelige skridt på vejen frem mod et rigtigt kirkekormiljø i Danmark.

Men hvad med menighedens salmesang?

Hidtil har der mest været talt om nye sangformer samt om korenes trivsel og pleje. Men menighedssangen, den lutherske gudstjenestes "flagskib", skal den bare skøtte sig selv ? Nej, tværtimod. Menighedssangen (og dermed også kor og organist, naturligvis) bliver stillet overfor udfordringer, der overgår det, som hidtil har været nævnt.

Der tænkes på Tillæg til Den danske Salmebog, som udkom i 1994.

Der har været skrevet talrige anmeldelser af Tillægget, så her vil jeg hovedsagelig behandle en side af sagen, der ikke har været skrevet meget om:. De praktisk musikalske problemer, der - efter mit skøn som mangeårig praktisk kirkemusiker - vil kunne opstå med de rytmiske melodiers indtog i kirkesangen. Alle melodier er på en eller anden måde rytmiske, men betragter man kirkesangens udvikling siden reformationen, har der gennem tiderne været lagt højst forskellig vægt på den rytmiske side af sagen. Det er nødvendigt at bedømme melodiernes rytme ud fra den version af melodierne, som de findes i salme og koralbøger. Hvordan folk egentlig har sunget dem, véd man meget lidt sikkert om.

En kendt melodi som "Vor Gud han er så fast en borg" synges i dag i en såkaldt "senere traditionel form", dvs. med lige lange noder så at sige hele vejen. Denne rytmiske udformning ligger endog meget fjernt fra melodiens originale version i Klugs sangbog (1533). Her er meloditonerne genkendelige, men rytmen er så "avanceret", at den er håbløs til brug af en større forsamling i et stort rum. Men da menigheden på den tid dels sang salmerne udenad (kun de færreste kunne læse), dels sang dem uden ledsagelse af noget instrument (orglerne blev - hvor de fandtes - brugt til anden musik), så har man ret hurtigt dannet sig sin egen syngerytme ved at fjerne eller udglatte alle knaster i det rytmiske forløb. Resultatet blev den såkaldte "isorytmiske koral", dvs. en melodi med lige lange noder. Denne rytmesvage koralform blev den fremherskende helt op til midten eller slutningen af forrige århundrede.

Nogle rytmiske former især af reformert oprindelse overlevede til at begynde med denne "folkelige udglatning". Det var altid enkle rytmer, f.eks. 1) "Strassburger-rytmen", som findes i talrige melodier (eks. Et trofast hjerte, DDK 101, Her ser jeg da et lam., DDK 167) eller 2) vekselrytmen (eks. Jesus, dine dybe vunder, DDK 221). Det gennem tiden stadigt dalende syngetempo medvirkede til en yderligere forfladigelse af syngerytmen. I den henseende blev bunden nået i første halvdel af 1800-tallet, hvor man foreskrev et syngetempo med en varighed på 2s ekunder pr. meloditone, dog i fastetiden 3 sekunder! Et - forekommer det os - grotesk langsomt tempo, som naturligvis var dræbende for enhver rytmisk fornemmelse. Reaktionen mod denne "ikke-rytme" lod ikke vente på sig:

Berggreens koralbog (1853) holder fast ved koralen som grundlag for kirkesangen, men forlanger et hurtigere syngetempo. Andre, som havde kirkesangens trivsel på sinde, ønskede at droppe koralerne og skifte stil til den "kirkelige romance" (Barnekow f.eks.). Men først med Thomas Laub får man et kvalificeret og gennemarbejdet bud på kirkesangens fornyelse gennem hans tanker om en tilbagevenden til reformationstidens rytmisk levende kirkesang.

Laub udmønter sine ideer i praksis i koralbogen "Dansk Kirkesang" (1918), hvorfra der stadig er megen inspiration at hente, selvom Laubs melodier er godt repræsenteret i vor nugældende "Den danske Koralbog" (1954). Prøv f.eks. at sammenligne melodien "Hvad kan os komme til for nød", DDK 175, med Laubs vekselrytmiske udformning i DK 73. Med små og velkendte rytmiske midler giver Laub denne jævnt kedelige melodi en rytmisk skønhedskur, som vel at mærke forekommer helt selvfølgelig. Der er i "Dansk Kirkesang" flere eksempler på noget lignende, f.eks. "Jesus er mit liv i live", DK 95. Begge de anførte eksempler står vistnok for Laubs egen regning. De har ikke eksisteret før; men i lyset af, hvad melodierne iøvrigt har måttet lægge ryg til gennem tiden, er Laubs version en enkel, velkendt og effektiv måde til at fremme liv og rytme i salmesangen.

Laubs rytmiske og melodiske genopretningsarbejde, parret med en markant stigning i syngetempoet (vi synger ca. dobbelt så hurtigt i dag som for bare100 år siden), har faktisk givet rytmisk liv og schwung i menighedssangen, så når "Forum for rytme i kirken" og "Tillæg til Den danske salmebog" vil indføre "rytmiske melodier" i kirkesangen, så er det snarere en holdningsændring og et stilskift, man er ude efter. De latinamerikanske rytmer og den bløde rock, som vi kender dem fra popmusikken, skulle udvirke, at folk og især de unge strømmer til kirken for at få lov til at forsøge sig med at synge med på efterligninger af de solosangs-hits, de lytter på til daglig.

Skal man synge disse "rytmiske melodier" rigtigt, er det slet ikke så let, især ikke i en stor forsamling i et stort rum med en lang efterklangstid. Det risikerer at ende i rytmisk kaos. Så mit gæt er, at melodierne vil blive rytmisk udglattet efter nogenlunde samme recept, som blev brugt overfor f.eks. originalversionen af "Vor Gud han er". Dog tror jeg, at hovedparten af de nye melodier simpelthen er for svage, melodisk set, til at kunne tåle en sådan rytmisk udglatning. Der bliver ingenting tilbage.

Nu er salmebogstillægget udsendt i den hensigt at få prøvet melodier og tekster af, inden indholdet af den kommende salmebog skal fastlægges. De praktiske erfaringer må vel snart begynde at indløbe?