Re: Er Gud død? Forkyndelse til positivister

[Boerge Rahbech Jensen <brahbech@post8.tele.dk>]

d. 09/06/03 21:35 skrev joan amalie holckpå jaholck@get2net.dk:

> Børge Rahbech Jensen skriver: "> På internettet har jeg tidligere diskuteret
> med nogle af dem,
> der har fravalgt kristendommen, og mange begrunder det med hykleri, idet der
> kan være langt mellem det, vi kristne prædiker, og måden, vi lever vore liv."
> 
> Det argument hører jeg også fra min bedste veninde,

Så er det ikke kun mig, der har mødt det.

> Hun argumenterer med, at præsten sjældent lever op til det, han selv prædiker.

Spørgsmålet er så, hvor den fordom stammer fra, når det nu er de færreste,
der ved, hvad folkekirkens præster prædiker, og hvordan de lever. Mit gæt
er, at fordommen handler om de mest radikale menigheder i Jylland.

> I den karismatiske menighed er der traditionelt et stort fællesskab, der
> strækker provokerende langt ud over almindelig kirketid. Venskaber og
> venskabsevangelisering, det var det udtryk jeg hørte der, har god plads, og er
> meget effektivt, det tager bare sin tid.

Det store spørgsmål er, hvor nemt eller svært det er for nye kirkegængere at
komme ind i et sådant fællesskab.

> Fællesskab, jatak, så længe de andre bare ligner mig. Og  tænker som mig, og
> tror som mig.
> (jeg beklager den ironisk-satiriske under/over/grundtone, meningen er i
> grunden god nok, og dermed er denne fremstilling også i god overensstemmelse
> med begrebet om "pastoralhykleri".)

Fra min side skal du være så hjertelig velkommen til at være ironisk.

Jeg fik nok formuleret mig hårdere, end det var ment, men jeg mener stadig,
der bør være grænser for, hvor rummelig folkekirken kan være uden at udvande
sit luthersk-evangeliske fundament. Tilhængere af andre trosretninger mødes
i deres egne mødesteder (kirker, moskéer etc.)

> Pater betyder jo far. Godt nok er jeg kun mor, og alligevel: i begge roller er
> man nødt til at leve med betydelige modsætninger mellem intentioner og
> praksis. 

Det forstår jeg godt, men i det mindste kan vi vel forvente en vis ærlighed
om modsætningen og en erkendelse af, at den menneskelige ufuldkommenhed er
et livsvilkår, som er fælles for alle.

Som jeg ser det, opstår problemerne, hvis præsten prædiker større krav til
menigheden, end præsten selv kan leve op til. Så er det bedre at erkende, at
præster heller ikke er fuldkomne mennesker, men at Gud elsker alle mennesker
trods vores ufuldkommenhed.

> - flere gudstjenesteformer end den noget indforståede højmesse, som næsten gør
> folkekirken til en gnostisk bevægelse (sådan en, hvor der er hemmeligheder for
> de uindviede)

Den traditionelle gudstjeneste føles ikke alene indforstået, men også
langtrukket, fordi præstens prædiken fylder forholdsvis lidt i forhold til
læsning af tekster, som er tilgængelige for alle, og vi derfor ikke behøver
besøge kirken for at høre. Salmerne kan vi også læse eller synge hjemme.

> hvordan får vi kærligt og virksomt viderebragt det gode budskab som det
> sandere modstykke til den liberale livsløgn:
> enhver er sin egen lykkes smed?

For at være ærlig: Aner det ikke. Jeg har bare en formodning om, at det er
noget af det, der kan blive den kristne kirkes styrke. På den anden side:
hvad ved jeg egentlig om det, når jeg nu ikke er teolog.

Med venlig hilsen
Børge Rahbech Jensen