Børge Rahbech Jensen skriver: "> På internettet har jeg tidligere diskuteret med nogle af dem,
der har fravalgt kristendommen, og mange begrunder det med hykleri, idet der
kan være langt mellem det, vi kristne prædiker, og måden, vi lever vore liv."

Det argument hører jeg også fra min bedste veninde, med en strejfende følelse af sorg, fordi jeg nu har mødt min Gud og en tro som bærer, hvor intet andet før har båret, endsige kunnet bære.

Hun argumenterer med, at præsten sjældent lever op til det, han selv prædiker. For en udenforstående kan det ganske rigtigt se ud, som om den kommende præst også går til eksamen i pastoralhykleri.

Således udtrykt fordi jeg har mødt et par herrer med kjole og krave og en stor sikkerhed på egen dømmekraft og indsigt.

Ikke uden grund i virkeligheden, for den enes vedkommende med respekt for (og udnyttelse af?) det eksempel man giver som kirkelig embedsmand i uniform, for den andens vedkommende med indsigt (måske endnu spirende, ungdommeligt og samtidigt let forældet) om, at man som præst prædiker både for sine menighed og for sig selv (som en del af menighedens fællesskab og samtid).

Menighederne har været meget forskellige, den ene karismatisk, den anden i princippet mere almindelig folkekirkelig i et sogn med et aktivt ungdomsarbejde, hvor jeg derfor som knapt 50-årig kunne hæve gennemsnitsalderen eller i hvert fald ikke sænke den, som i egen menighed på det tidspunkt.

I den karismatiske menighed er der traditionelt et stort fællesskab, der strækker provokerende langt ud over almindelig kirketid. Venskaber og venskabsevangelisering, det var det udtryk jeg hørte der, har god plads, og er meget effektivt, det tager bare sin tid. Og tid er der masser af blandt karismatikere, faktisk en hel evighed.

I den mere almindelige folkekirke- og alligevel ikke gennemsnitlige menighed er der ikke så meget fællesskab uden for kirketid, men alligevel forskellige grupper, som mødes og mødes indbyrdes i rimelig gensidig forståelse, hvor der er tid til at arbejde med troen over tid, igen-igen, for de, der bliver fanget ind af en af præsternes tale og af et af kirkens særtilbud i diverse segmenterede udvalg af sognets befolkningsgrupper: unge, ældre, forældre, tussegamle, stadigt syngende, intellektuelle m.v..

(jeg beklager den ironisk-satiriske under/over/grundtone, meningen er i grunden god nok, og dermed er denne fremstilling også i god overensstemmelse med begrebet om "pastoralhykleri".)

Pater betyder jo far. Godt nok er jeg kun mor, og alligevel: i begge roller er man nødt til at leve med betydelige modsætninger mellem intentioner og praksis. Ellers er ens ambitioner for lave og bliver en selvstændig forhindring for fortsat udvikling.

Desværre er det endnu ikke alment kendt, at det forholder sig sådan, og derfor er man pr definition hykler, når man lægger arm med modsætningen, med mindre man har en særligt nådegave til at italesætte modsætningsforholdet.

- flere gudstjenesteformer end den noget indforståede højmesse, som næsten gør folkekirken til en gnostisk bevægelse (sådan en, hvor der er hemmeligheder for de uindviede) og

hvordan får vi kærligt og virksomt viderebragt det gode budskab som det sandere modstykke til den liberale livsløgn:

enhver er sin egen lykkes smed?
til stor forsmædelse og udelukkelse af den, der har fået den onde lykke...