Zakæus

[sks@post-boks.dk (Stefan K. Soendergaard)]

Under min prædikenforberedelse til på søndag (evangelietekst: Lukas
19,1-10) stødte jeg på nedenstående fine sang fra Højskolesangbogen. Hvis
den ikke er kendt i forvejen, er den bestemt værd at stifte bekendtskab
med:

452
Tekst: Jørgen Kristensen

Zakæus var nok blevet mobbet,
fordi han var lille og sky.
Nu hævned han sig gennem jobbet
som tolder i Jeriko by.

For rigdom og magt var han rede
til selv de beskidteste jobs:
Mens Abrahams børn holdt ham nede,
fik romerne bragt ham til tops.

Han gotted sig rigtig, den lille,
når han med den stores foragt
beskatted sit folk, som han ville,
i ly af den fremmede magt.

Foragten var gensidigt bitter
imellem Guds folk og det svin.
De husked forræd'rens meriter,
og han deres billige grin.

Med ondt skal det onde fordrives,
det var de så enige om:
Den tolder kan ikke tilgives!
Det samfund fortjener sin dom!

Med ondt skal det onde bekriges;
kun mure kan sikre vor fred ...
Men netop om Jeriko siges,
at det er et usikkert sted;

for Jerikos mure kan falde,
helt uden der løsnes et skud,
blot Josva lar tonerne gjalde
til ære for Abrahams Gud.

En dag kom den Josva til staden,
hvis ord er så mægtigt og stort,
at blot en bemærkning på gaden
kan vælte selv Helvedes port:

»Kom frit frem, du lille deroppe!
Hop ned fra dit nyfigen-træ!«
Zakæus var nødt til at hoppe
og blandes med folk og med fæ.

Og folket var nødt til at sluge,
at Jesus gik hjem med det skarn
og fik sig et glas i hans stue
og kaldte ham Abrahams barn.

Ja, således vælter vor Herre
den mur mellem mig og min bror,
som plager mig værre og værre,
jo mer på mit eget jeg tror.

Hvadenten min mur får forstærkning
fra retskaffenhed eller had:
Han vælter den med en bemærkning,
som gør, at jeg bare blir glad.

-- 
  Stefan Klit Søndergaard, cand. theol, list-owner Kirke & Teologi