Forholdet mellem skyld og skam

[Thore_Skulberg@fcgw.information.dk (Thore Skulberg)]

Kære teologi-listen .
Jeg arbejder i øjeblikket med et essay om forholdet mellem "skyld" og
"skam". Jeg vil gerne have tilbagemeldinger om I er enige/uenige i mit
udgangspunkt, og selvfølgelig med begrundelser.
Mine teser er:

Skyld og skam - begge er følelser.
Skyld er en følelse som opstår i forhold til noget udenfor en selv og er
betinget af omverdenen (norm, religion, kultur)

Skam er en individuel følelse.

Man kan føle skam uden at føle skyld - og modsat.

Jeg sætter selv kriterierne for skammen, mens skyldens kriterier er sat af
andre.
Måske er det derfor skammen er sværere at leve med end skammen?

Skyld har løsninger i form af soning, forladelse eller nåde.
Skam er uden løsninger.
(hvad skal man så gøre med sin skam?)

Skyld kan ophøre, det kan skam ikke.

Skylden kan indrømmes eller benægtes- Skammen er der bare.
Skylden har objektive (ikke absolutte) kriterier - modsat skammen.

Vi mangler indsigt og metoder til at behandle vor egen skam - bortset fra
den skam som er direkte knyttet til skyld. Har vi fået nåde, sonet vor
skyld, så er der objektive årsager til at vi ikke behøver at føle skam. Men
oplever man skam - uden at føle skyld - så står vi uden virkemidler.
Vi kan bede: “Forlad os vor skyld”. Vi kan ikke bede: “forlad os vor skam”.
Ihvertfald kan vi ikke bede Gud om det. Vi skulle nok snarere bede os selv
om at vi skal forlate os selv.

med venlig hilsen
Thore Skulberg