Re: Forholdet mellem skyld og skam

["Robert Kronberg" <robert@kronberg.dk>]

Thore Skulberg

Du kaster et stort emne ud, som der derfor kun kort vil kommentere...

TS> Skyld og skam - begge er følelser.
TS> Skyld er en følelse som opstår i forhold til noget udenfor en selv og er
TS> betinget af omverdenen (norm, religion, kultur)

Loven kender vi ad naturlig vej, hvilket også betyder, at vi ved Gud er til, men vi vil bare ikke erkende det. Synden gør nemlig, at vi ikke kan erkende det. Synd er vantro (mistillid), og derfor kan et syndigt menneske ikke tro (have tillid) til Gud. Men han ved alligevel, at Gud er til og at han mistror ham og har forvredet sit forhold til ham, næsten og sig selv.

Skyld og synd kan delvist sættes parallet, men synden er måske en hårnålsbrede foran.

Skylden er derfor et symptom på synden, hvilket betyder, at skylden er en følelse; men synden er ikke en følelse.

Skam er at have en følelse af, at man har gjort noget forkert. Man skammer sig. Et menneske der erkender sin skyld vil skamme sig, men mennesket kan ikke rigtigt erkende sin synd uden Jesus. Men det meste skam er nok forvredet skyld qua den manglende syndserkendelse, som derfor overføres på noget andet, som fx manglende selvfølelse. Denne forvredet skam kan andre misbruge ved fx manipulation.

TP> Jeg sætter selv kriterierne for skammen, mens skyldens kriterier er sat af
TP> andre.

Således nej.

TP> Skyld har løsninger i form af soning, forladelse eller nåde.
TP> Skam er uden løsninger.
TP> (hvad skal man så gøre med sin skam?)

Skylden og skammen løses begge ved 'soning, forladelse eller nåde', netop fordi soning fordrer en syndserkendelse. 


Robert Kronberg