Kære alle

Vi er nye på listen og vil gerne præsentere os. Vi hedder Tomas Henriksen og Sisse Grøn og er igang med at skrive speciale ved institut for europæisk etnologi på k.u.. Det er i denne forbindelse at vi har tilmeldt os denne liste.

Vi skriver om præster som tjenestemænd. Altså nærmere forstået om indholdet af præstens arbejde; er det et kald, en tjenestemandsansættelse med tilhørende loyalitet overfor staten eller et lønarbejde?

Vi har tilmeldt os denne liste for at få indblik i hvilke diskussioner der føres præster imellem. Hvis I synes at dette emne kunne være interessant at debattere hører vi meget gerne fra jer. Vi har lavet nogle spørgsmål I kan tage udgangspunkt i, men I behøver ikke at besvare dem alle, eller at holde jer til dem.

På forhånd tak

Tomas Henriksen og Sisse Grøn.

SPØRGESKEMA TIL INTERESSEREDE :

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ønsker at blive citeret navngivet for noget af nedenstående! Jeg har tidligere bemærket at løsrevne citater kan give uheldige effekter.

1. Hvilket tilhørsforhold har du til staten gennem din ansættelse?

Lønmyndighed og div. snærende cirkulærer om boligstørrelser, perfide kørselsskemaer og den slags - og, det skla heller ikke glemmes, så er statstjenestemandspensionen jo ikke noget ulempe. Det er derimod i allerhøjeste grad en ulempe, at præstelønninger skal omkring ad finansministeriet.

2. Adskiller det sig fra det tilhørsforhold du har til staten som borger i øvrigt ?

Nej - når jeg ser bort fra ministerialbogsførslen, som jeg opfatter som en ren statstjenestemandslig forpligtelse, der intet har med det kirkelige at gøre.

3. Hvilket tilhørsforhold har du til kirken gennem din ansættelse?

Kirken er den ramme, hvori min forkyndelse, sjælesorg og undervisning foregår. Samtidig har jeg en forholdsvis høj grad af loyalitetsfølelse i forhold til kirken. Den danske Folkekirke stiller for så vidt nogel meget flotte rammer til rådighed. Det er i virkeligheden meget snarere mine (manglende) evner end manglende institutionelle muligheder, der sætter begrænsninger for mit virke.

Min loyalitet gælder i højere grad "ideen om folkekirken" end den rent faktisk forekommende institution; dvs. jeg føler mig forpligtet på at være præst for alle, der ønsker at have en præst i den (luthersk-evangeliske kristne) kirke, hvor jeg er præst. Samtidig kan jeg i høj grad føle mig frustreret over, at de fleste til daglig IKKE ønsker hverken at gøre brug af kirken som kirke eller mig som præst - netop dette sidste oplever jeg som det, der er den størte belastning for mig som præst.

4. Er kirken vigtig for dig som troende (hvis du er troende)?

Kirken har givet mig en "autorisation" til at virke som præst. Jeg er så heldig at være ordineret under en biskop, der i sin kollats påbød menigheden at være loyal over for mig, fordi jeg - efter hans anbefaling - repræsenterede den sande kristendom. Samtidig indeholdt kollatsen en forbøn for mit virke som præst og for min person. (Forskellige biskoppers kollatsers ordlyd er et ganske interessant studie). Kirken er på den måde en slags "rygstød" for mig i mit arbejde som præst - jeg er med i et større fællesskab - når der i kirkebønnerne landet over bedes for "kirken", bedes der således også for mit virke ((Ja, jeg er troende - ellers var jeg blevet idiot for længe siden)).

5. Kan der forekomme situationer hvor de forskellige tilhørsforhold kommer i konflikt, såvel på et personligt plan som på et mere "administrativt"?

Det kan udmærket forekomme, f.eks. Leif Bork Hansen sagen. I følge en eller anden ældgammel lovbestemmelse er f.eks. vores tavshedspligt sådan, at vi kun i tilfælde af trusel om højforrædderi eller majestætsforbrydelse, må bryde den. Det er sådan set en slags modsætning mellem det at være præst (skriftemålshemmelighed) og det at være statstjenestemand (nidkærhed for statens anliggender). Civil ulydighed kan være særlig påkrævet, fordi man som præst kan føle sig særligt forpligtet på (kun) at give kejserens, hvad kejserens er og at give Gud (alt), hvad Guds er. Eller at adlyde Gud mere end mennesker. Men jeg er ikke nogen særlig modig mand i det hele taget, så jeg oplever det ikke som et problem.

6. Har kirken som institution betragtet måttet gå på kompromis i sit tætte tilhørsforhold til den danske stat? Har staten måttet gå på kompromis m.h.t. dens ønsker af en kirke, i dette samarbejde?

På dansk grund er det altid et morsomt spørgsmål, "hvem kirken er", hvad den foretager sig, hvad den mener, etc. Det er et stort tab for kirken, at den ikke længere har skolen under sig; det betyder, et en væstentlig ressource for kirkens dåbsoplæring ikke længere er til rådighed. Når man ser på det kirkelige traditionstab og kirkegangsfrekvensen for det store flertal, kan det i virkeligheden diskuteres, om der stadig er grundlag for at bibeholde en barnedåbspraksis i den danske folkekirke.

"Kirken" har i en lang række sager fra folkekirkens "fødsel" med Grundloven måttet se sig nødsaget til at give afkald på at være en kirke med forplligtelse på Bibel, bekendelsesskrifter og kirkelig tradition, fordi princippet om "den lille mands tro" gang på gang er blevet knæsat af skiftende kirkeministre. Det har for staten altid været vigtigt ikke at stille kirkelige krav til kirkens medlemmer og at imødekomme de fleste religiøse behov (bare det ikke virkede anstødeligt for atl for mange). Nogle sager kan man vurdere, at det var en positiv (måske ligefrem i nogle tilfælde "evangelisk") frihed - andre gange blot en forfladigelse eller ligegyldiggørelse. Det statslige tilhørsforhold præger altså kirken i retning af "religiøst servicefirma".

Og noget rent praktisk: Kirken kan ikke "selv" bestemme, hvor mange præster, den vil have ansat - det styres forholdsvis effektivt af staten ved at sognepræstelønninger financieres 40% (eller er det 60?) af staten - og så sidder finansministeriet og bestemmer. Mens alle alndre kireklige ansatte suverænt financieres og styres (incl. antal) af kirkeministeriet - som dog igen er afhængig af Folketinget (staten).

Det er vist ikke meget, staten giver afkald på, når den ønsker noget af kirken. Undtaget er få forhold som præsters ret til at nægte at vie fraskilte. Her som andre steder ville en kirkelig stillingtagen til, hvad "kirken" mener, være på sin plads - fremfor at det er den enkelte præsts teologiske opfattelse, der skal afbalanceres med hvad den til enhver tid siddende kirekminister mener.

7. Kan du forestille dig kirken 100% løsrevet fra staten? (i Danmark)

JA - med de lemper og ulemper, det nu engang ville medføre. Men jeg tror ikke, det er noget, der snart vil forekomme.

8. Med henblik på dit egentlige virke som præst, lægger det da bånd på udførelsen af dit embede at du har tjenestemandsstatus? Hvis ja, i hvilke tilfælde?

Nej.

9. Er du underlagt særlige regler fra kirkelig side m.h.t. hvad du må og ikke må sige?

Regler om decorum kan I finde i bl. a. Roesens Kirkeret.

Jeg er så heldig, at min opfattelse af decorum passer meget godt med den måde, jeg ellers ville leve på. Jeg må bekende, at jeg aldrig har være til strip tease show, derfor gør det mig ikke nogt, at det muligvis ville blive anset for upassende, om jeg på en friweekend indtog min søndagsmorgenmad på Hanstholm Kro, hvor der er topløs servering i kirketiden. Skulle jeg gøre det, ville jeg nok føle en slags forpligtelse til at drive en slags frelsenshærmissionsvirksomhed samtidig. Det er ikke fordi jeg er voldsomt forarget over arrangementet på kroen (så længe der er kunder, så er der forretning) - det er jo blot det samme som så mange andre steder - men jeg mener ikke, at det er noget, der er specielt gavnligt for menneskelivet - heller ikke i kristent perspektiv.

Nå, det blev måske lidt for pjattet - nu ser jeg, at spørgsmålet gik på, hvad jeg måtte sige.

Under Feldbæksagen vejede jeg nok mine ord vedr. dåb og tro lidt nøjere, end jeg ellers ville have gjort. Ikke fordi jeg er på kollisionskurs med biskoppen - men jeg tænkte da over det.

Der er grænser for forkyndelsesfriheden. Vi er en luthersk evangelisk KRISTEN kirke og vi befinder os i en dansk folkekirketradition anno 1999. Men man skal være forholdsvis dygtig for at skaffe sig egentlige sager på halsen. Nogle finder selv andre græsgange i erkendelse af, at de selv og Folkekirken er vokset fra hinanden. De fleste kan sagtens finde deres eget autentiske og kristelige udtryk indenfor de givne rammer.

Den her med, at der skulle være prster, der ikke tror - den tror jeg ikke på. Selvfølglig findes der anfægtede og til tider stærkt tvivlende præster. Der findes præster, der stille rstore spørgsmålstegn ved, hvad der er sand kristendom - men alt det er der som regel rigeligt rum for.

Selvfølgelig ville det være problematisk med en præst i en kristen kirke, der sagde, at Kristus ikke var Guds Søn og at han ikke var vores Frelser. Der er derimod de facto vidt spillerum for at diskutere, hvad det så vil sige, at Kristus er vores Frelser - altså et for lutherdommen så centralt spørgsmål som retfærdiggørelseslæren kan diskuteres åbent og fordumsfrit - det er en stor og en værdifuld frihed!

Det er derimod problematisk, at magtbalancen i den danske folkekirke i øjeblikket er sådan, at friheden til tider indskrænkes lidt, når det er højrefløjen, der ønsker at gøre brug af den - og det er uheldigt. Men som sagt, man skal være dygtig for at støde hovedet mod loftet.

Et eksempel på en efter min vurdering uheldig effekt af forbrødringen mellem stat og kirke er "præsteretten". Med den ordning giver kirken afkald på som kirke at afklare, hvad der er sand (dansk luthersk-evangelisk kristen folkekirkelig) kristendom. I stedet overlades enkeltspørgsmål ( i tilspidsede situationer) til det statslige retsvæsen (med hjælp at til lejligheden indkaldte teologisk kompetente tologiske meddommere). Men sådan et ynkeligt dilettantisk retsteologisteri må man affinde sig med, når man ikke tør træde i karakter som kirkeligt fællesskab og i fællesskab på forpligtende måde at afklare, hvad man står for. Jeg ved godt, at der er mege magtmaskineri alle steder, hvor der er mennesker til stede - men mon der e rdet mindre i juraen og i hele tovtrækkeriet om hvem der skla være teologisk domsmænd, end der ville være i en synode ?

-----------

For nu at gøre en lang historie kort: JA, for mig er det et kald at være præst.