Athanasianum?

["Troels Hansen" <tkmh@get2net.dk>]

Århus, d. 31. maj 2003



Kære alle!


Jeg havde egentlig tænkt mig at brokke mig over Athanasianum, men dagens kristelige dagblad har fået mig på andre tanker. HVAD I ALVERDEN ER TROEN FOR NOGET? I Athanasianum - der var den igen! - hedder det jo: "Quicunque vult salvus esse necesse est credere [...]", som om troen kunne gives et mere eller mindre intellektuelt indhold, og at det at tro kun var et spørgsmål om at kunne tilslutte sig dette indhold. Man kunne jo tænke sig en - tænkt! - parallel fra det ellers ukendte Marxianum, hvori det hedder: "For enhver, der vil være en god socialist, er det nødvendig at mene, at [...]" Og så forsætter Marxianum ellers med en opremsning af de marxistiske læresandheder. Eller for fuldstændighedens skyld: Der er jo også den ligeledes ellers ukendte Kjærsgaardianum med dens "For enhver, som vil være en rigtig dansker, er det nødvendigt at mene, at [...]" Eller hvad med den desværre også ukendte 'ægtemandianum´ og dens "For enhver, som vil være en god ægtemand, er det nødvendigt at mene, at [...]"? Men denne sidste fik sig heldigvis et ordentligt skud for boven af de gode ægtehustruer, som ikke ville finde sig i at ægteskabet blev gjort til et spørgsmål om, at manden havde de rigtige meninger. Bevares, rigtige meninger var da ikke af vejen, og forkerte meninger kunne endda være direkte ægteskabstruende, mente de gode kvinder, men det var nu ikke udelukkende mændenes meninger, et kom an på, også deres kærlighed. Kvinderne fik held med deres forehavende, heldigvis. Kvinder er nu godt for noget! Og måske en eller anden snart vil imødegå Kjærsgaardianum med, at de at være dansk ikke bare er spørgsmål om at afsynge de rigtige sange på de rigtige tidspunkter, men også om om nødvendigt - en nødvendighed, Himlen forbyde! - at ville forsvare dette land med livet som indsats, ligesom de gode ægtemænd vel også vil gå temmeligt langt for at redde deres ægteskaber med de gode ægtehustruer, ikke for at bevise, at de alligevel havde de rigtige meninger, men fordi de nok elskede deres hustruer som de elsker dem.

Lad nu marxismen ligge. Men hvad om noget lignende gjaldt troen, at vi altså ikke - hvad der formentlig også ville være ganske uluthersk, bekendelsesskrift eller ej! - skulle have en formulérbar tro bestående i bestemte meninger om, hvordan alting var skruet sammen, men at vi i stedet skulle tro på Gud, som Han har troet og tror på os, at vi skal svare Ham, som Josafat svarede Israels konge i 1Reg 22,4? Gud må jo på en eller anden måde have syntes, at vi alligevel er al den ulejlighed og pine værd, som Han har udsat sig for og tålt for vores skyld.

Nå, nu orker jeg ikke mere i denne omgang.


Venlig hilsen
Troels Hansen
tkmh@get2net.dk