Århus, d. 1. oktober 2003

Det er jo ikke for meget, der foregår på vores liste, så vidt jeg kan se. Så jeg vil lige sende jer første kapitel af en længere historie om alting.

_________________________________

"Hvor er jeg? Hvem er jeg?" Jeg er godt nok noget fortumlet; mit hoved føles ikke helt rigtigt, og omgivelserne er heller ikke helt, som de plejer at være. Der er fliser på gulvet, ser jeg nu, og der lugter også; den helt særlige lugt af deodoranter i pisserenden på et herrepissoir. Så alt i alt synes jeg, at mine spørgsmål er både gode og velberettigede.
"Du er da hér, selvfølgelig, og du er da dig, selvfølgelig. Hvem skulle du ellers være, og hvor skulle du ellers være?" siger en stemme fra oppe oven over mig.
Jeg ser i stemmens retning. Dér kan jeg se et par bukseben; et par ben i nogle bukser, der vist ikke er helt nye, men som har noget som frynser dér, hvor sømmen i siden skulle være. Og skoene er heller ikke helt nye; ja, de er nærmest godt slidte, men de kan vel holde sammen lidt endnu. Længere oppe kommer underkanten af en T-shirt til syne, og endnu længere oppe noget, der vist godt kan kaldes et skæg, men mere ligner noget, der skulle have været barberet af for en uge eller halvanden siden, men som bare ikke blev det. Jeg kigger lidt længere op. Dér ser jeg en næse og et par briller, og bag ved brilleglassene et par øjne. Øverst er der noget hår. Alt dét er egentlig, som man kunne forvente. Og så står det så godt til den lugt, jeg har i næsen.
"Det er ligesom med den der sætning, der altid er sand, uanset hvem, der siger den, og hvor og hvornår, den siges, nemlig 'Jeg er hér nu.' Dén er altid sand, og den er sand hvor som helst, den siges, og uanset hvem, der siger den," fortsætter halvskægget. "Men det var vist ikke lige dét, du ville vide?"
Endelig et glimt af forståelse. "Nej," siger jeg. "Det var ikke lige dét!"
"Hvad så?" siger halvskægget.
Jeg tænker mig lidt om. Men kun lidt, for jeg har ikke nogen træning i at tænke mig om, mens jeg åbenbart ligger på gulvet på et herrepissoir. "Hvem er du?" siger jeg så.
"Ja, jeg er naturligvis mig," siger halvskægget. "Og jeg er tilfældigvis også hér, hvor du er, så vi er her sammen."
Hvis jeg ikke allerede lå ned, ville jeg helt sikkert have tabt tålmodigheden, og den ville ganske sikkert være blevet knust ved sammenstødet med den flisebelagte overflade og blive til endnu mere griseri. Men nu ligger jeg altså allerede ned. "Lad mig prøve igen - "
"Ja, gerne," siger halvskægget.
"Hva'? Nå, ja tak," fremstammer jeg ørt. "Hvad er det her for et sted? Hvordan er jeg kommet her, og hvorfor ligger jeg ned?" Jeg er lidt stolt af, at det er lykkedes mig at fremkomme med hele tre spørgsmål.
"Du er i modtagelsen, eller rettere: Du er ét af de steder, hvor folk kommer ind. Og du er kommet her, fordi du er død, og du ligger ned, for hvis du ikke lå ned, ville du sikkert falde omkuld af dig selv," svarer halvskægget mig. "Det er sådan nærmest profylaktisk. Ja, det er ikke, fordi du ville tage noget skade af at falde omkuld. Du kan jo ikke blive mere død, end du allerede er, og du kan heller ikke rigtigt blive mere tilredt, end du allerede er. Ja, det er nu ikke, fordi du ser så værst ud; trafikuheldene plejer at være noget værre." Halvskægget nikker betydningsfuldt. "Jeg hedder for resten Finn," siger det så.
Jeg vil da gerne hilse på Finn, men jeg ligger på maven på gulvet på et offentligt toilet, og så er det jo ikke helt ligetil. Men det er da noget særligt, at der en anden, der vil hilse på én, selvom man måske ikke ligefrem ser ud, som var man noget at hilse på. Med besvær får jeg løftet min overkrop op med armene, så får jeg trukket først det ene knæ frem foran mig og så det andet, og så kommer jeg op at sidde på knæene. Jeg rækker højre hånd frem og siger så: "Jeg hedder Troels. Kan man få noget kaffe her?"

Der er heller ikke ligefrem hyggeligt i den banegårdssnask eller hvad, det nu er, som Finn hjælper mig frem til, men man kan da sidde ned og være nogenlunde uforstyrrede, og man kan få noget kaffe, som til min store overraskelse ikke er så helt værst.
"Hvad var det, du sagde? Var det 'modtagelsen', det hed?" spørger jeg Finn, da vi har fået smagt på kaffen, og jeg igen føler mig nogenlunde i kontakt med virkeligheden - eller i hvert fald med det, der lige nu er min virkelighed - selvom jeg er parat til at aflægge ed på, at sådan var det ikke i går.
"Ja," siger Finn, da han også har fået drukket sig noget kaffe. "Der er nogle steder, hvor man kommer ind i det her hvad-det-nu-hedder, og de steder hedder 'Modtagelsen' alle sammen. Jeg ved, hvor der ligger en anden, men resten har jeg kun hørt om. Har du for resten nogle cigaretter?"
Jeg roder lommerne igennem og finder faktisk en pakke. Vi tænder begge to og tager os lige et par hiv.
"Det er jo en af fordelene ved at være her, at man i hvert fald ikke dør af det her skidt," siger Finn.
"Jeg kommer jo helt til at synes om stedet, når du siger sådan," siger jeg.
"Ahr, du skal nu ikke blive alt for glad," siger Finn, "for nok dør man ikke af det, men derfor kan man jo alligevel godt få ondt."
"Men jeg er altså død nu?" spørger jeg.
"Det vil jeg mene," siger Finn. "Der er vist kun en meget, meget lille chance for, at du kun er her på visit. Ja, jeg har godt nok hørt om nogen, der først var her og så pludselig ikke var her længere, men jeg har aldrig selv set sådan nogen."
Og pludselig ser jeg det som i et glimt: bilen, der kommer ud af ingenting, og som kommer nærmere og nærmere, selvom den egentlig slet ikke skulle have været der og i hvert fald slet ikke lige dér, hvor jeg skulle køre; min cykel, der ellers plejer at have begge hjul på jorden, men som nu ikke har det længere, og så tanken, den tanke, at det var da godt, at jeg havde fået cykelhjelm på. Så er glimtet forbi.
"Kom du lige til at tænke på noget?" spørger Finn.
"Ja," siger jeg. "Unægteligt."
"Det er vistnok helt normalt," siger Finn. "Ja, det gjorde jeg da selv, da det var mig, der var dig." Han holder en pause, som havde han sagt noget, han ikke helt havde fået vendt rigtigt i sit hoved. Jeg lader ham vende i fred. "Og nu vil du så vel vide, hvad der var meningen med alting, ikke?" spørger han.
Jeg nikker. "Men det skal være en god forklaring," siger jeg så lidt bistert.
"Vi har kun gode forklaringer her," siger Finn opmuntrende. "Hør, jeg tror, jeg vil tage dig med hen til min gode ven, Theodorus. Ja, det er jo ikke sikkert, at han vil kunne give dig den forklaring, du leder efter, men vi har dem altså ikke bedre hér."
"Hvor er så hér?" spørger jeg. Så tager jeg mig i det. "Jeg kan godt høre, at det vist lød helt åndssvagt, - " Finn nikker. " - men du sagde, at det der sted var 'Modtagelsen'. Modtagelsen til hvad?"
Finn ryster lidt på hovedet og klør sig i halvskægget. Så siger han: "Jeg ved det ikke rigtigt. På den ene side er det helt klart langt fra så slemt, som det kunne have været; på den anden side er der vel nok et par småting, der helt klart lægger op en forbedring." Han holder en pause, som tænkte han på alle de der muligheder.
"Du mener, at vi er i den første kreds?" spørger jeg.
Finn ser på mig. Så siger han: "Måske er det dér, vi er. Men så måske er det det slet ikke alligevel. Men på den anden side: Hvis det ikke er dér, hvor i alverden er det så? Der var faktisk en gang et skilt inde i modtagelsen, som der stod 'Den første Kreds' på, men det blev taget ned igen. Måske var det én, der ikke kunne lide Dante."
Jeg nikker og prøver på at huske så meget som muligt af det, jeg har læst i og om Dantes 'Den guddommelige komedie's, men det er ikke meget. Jeg kan faktisk kun komme i tanker om en eller anden russer, hvis navn jeg ikke kan stave, men som skrev en to-bindsroman, der hed 'I den første kreds'.
"Det var vist noget med hans fornavn," siger Finn så.
"'Alighieri'?" spørger jeg.
"Ja!" udbryder Finn. "Ja! Dér var det. 'Alighieri' - hvordan kommer man dog til at hedde sådan noget?"
"Det går vel meget nemt, hvis man er italiener," forsøger jeg. "Ja, i hvert fald nemmere, end hvis man nu for eksempel var tysker," tilføjer jeg, da jeg ser Finns ansigtsudtryk.
"Ja," siger Finn en anelse formildet, "det gør det vel." Og efter et sug til på cigaretten: "Hør, skal vi ikke have en øl? Jeg gi'r."
Og inden jeg kan nå at svare, at det da var en rigtigt god ide, er han væk og kommet tilbage med to pilsnere. "Hør, det er jo alkoholfri øl," siger jeg.
"Ja," siger Finn. "Det er det. Det er en af de ting, der kunne forbedres. Sommetider er der øl, og sommetider er der det ikke. Det er ligesom med cigaretter; der har faktisk ikke været nogen at få i et stykke tid. Hvis du ikke var kommet, havde jeg heller ikke kunnet komme til at ryge i dag. Men sådan er dét," siger han. "Skål!"
Vi skåler. Og mens Finn udbreder sig om de skide østeuropæiske tilstande - "Ja, jeg ved godt, at det jo er en anakronisme nu," siger han - får jeg øje på den lille etiket, der sidder på halsen af hans ølflaske. På den står der: »Søg, og du skal finde.« Og straks falder jeg i staver. Så mens Finn udbreder sig vidt og bredt om den dialektiske materialisme og sine egne skuffelser over kommunismen i almindelighed og over de venstreorienterede i særdeleshed, er jeg langt væk i mine egne tanker over tilværelsens ulidelige mangel på mening.
Jeg kommer først til mig selv igen, da Finn siger "Skål!" Vi skåler igen. Og da vi har fået en forsvarlig slurk hver - det smager jo da i hvert fald meget godt - spørger jeg: "Du sagde noget om en eller anden, der hed Theodorus. Hvem er han?"
"Theodorus?" spørger Finn. "Det ved jeg ikke. Men kom!"