Næste dag er jeg omsider blevet alene med Finn. Theodorus sover længe eller sådan noget, eller også driver han den simpelthen bare af. Det kan man vel heller ikke bebrejde ham, for godt nok drikker han en del øl, synes jeg, men hvem ville ikke gøre det i hans sted? Jeg ville i hvert fald, og så er jeg vel heller ikke den nærmeste til at bebrejde ham dét. I hvert fald kan Finn og jeg gå en tur i fred og ro.
"Du, Finn?" siger jeg, da roen er ved at blive nok.
"Ja?" siger han.
"Der er noget, jeg har tænkt på," siger jeg, som sandt er.
"Det tænkte jeg nok," svarer Finn. "Det ville da også være mærkeligt andet. Men hvad har du så tænkt på nu?"
"Jeg har tænkt på," siger jeg, da jeg har indset, at chancen for at få snakket ordentligt med Finn endelig er der, "at ham, Theodorus, egentlig er en underlig mand. Jeg tror egentlig, at - nå, ja, jeg er glad for, at han ikke er her nu."
"Det er jeg også," siger Finn.
"Han fylder ligesom for meget," siger jeg.
"Ja, og det er altså ikke altid, at han har nok at fylde så meget med," siger Finn.
Jeg nikker. "Hvad er det så med dig og Kristus?" siger jeg.
Nu er det Finns tur til at nikke. "Mig og Kristus," gentager han så. "Der er bare det, at jeg jo altså er overbevist om, at uden Kristus går det slet ikke. Det går måske ikke altid lige godt MED Ham, men uden - det tør jeg slet ikke tænke på."
"Jamen," siger jeg, "MED Ham - er Han med?"
"Ja, hvad skulle Han ellers være?" spørger Finn. Jeg ser meget tvivlende ud, for Finn fortsætter: "Kan du huske alt det, jeg sagde om sætningen 'Jeg er her nu', at den altid var sand uanset hvem, der sagde den, og hvornår, den blev sagt?" Jeg nikker, for det kan jeg sagtens huske. "Så var det, jeg en dag kom til at tænke på, om den sætning kunne være sand, hvis man nu skiftede det lille 'jeg' ud med 'han', så den lød 'Han er her nu'. Theodorus er jo et helt andet sted nu, så han er ikke her lige nu, men hvem er ellers?"
"Ja, jeg er her i hvert fald stadigvæk, så hvis du siger 'Troels er her nu', så ville det jo også være sandt," siger jeg.
"Men hvad nu, hvis jeg var her helt alene?" spørger Finn.
"Ja, så ville det i hvert fald kunne blive noget vanskeligt at finde ud af, hvad du kunne mene med ordet 'han'," siger jeg.
"Nemlig," siger Finn. "Men hvad nu, hvis 'han' henviste til Kristus, så sætningen lød 'Kristus er her nu'?"
"Jamen ville du så ikke have gjort Kristus til en slags spøgelse?" spørger jeg efter en lille pause.
"Vel ikke nødvendigvis," svarer Finn. "Kun, hvis jeg i øvrigt ikke regnede spøgelset for noget." Han tænker sig lidt om. Og det er svært, kan jeg se, for Finn har ikke helt Theodorus' begavelse. "Og han har heller ikke mine gode ideer," siger Finn, som havde han kunnet læse mine tanker. "Han kunne være blevet en fremragende teolog." Finn holder igen en lille pause, som ville han igen komme ind i sine egne tanker. "Men jeg regner faktisk det der spøgelse for noget; jeg er aldrig helt alene, for spøgelset er med mig, og somme tider har spøgelset endda taget form af et menneske, som ikke havde det helt så godt, som jeg havde det - ja, jeg taler i datid nu, for her har vi det jo alle sammen godt, sådan cirka, så her er der ikke længere akutte problemer."
"Jamen," - jeg vil vide det! - "er Kristus så ikke overflødig her?"
"Tja, det kan man jo mene," svarer Finn. "Men også her har vi jo da brug for svar, og også her kan vi jo da savne og længes, og også her kan vi have brug for at have nogen at tale med, så selvom det materielle er i orden, så kan vi alligevel have vores problemer."
"Og så er Kristus her?" spørger jeg.
"Ja, så er Kristus her," siger Finn. "Hvor skulle Han ellers være?"
"Han skal selvfølgelig være hér. Men Han skal også være alle mulige andre steder også," siger jeg. "Der er da god brug for Ham, er der ikke?"
Finn ser et øjeblik lidt beklemt ud. Så siger han: "Jo - der er kun alt for god brug for Ham. Mange steder, rigtigt mange steder endda."
"Jamen, hvorfor er det så kun her, Han er?" spørger jeg.
Igen ser Finn lidt beklemt ud. "Jeg ved det ikke," siger han endelig. Og fortsætter: "Det er da også noget, jeg tit skælder Ham ud for. Hvorfor skal netop jeg være så heldig altid at have Ham med mig, når der er så mange andre her og der og alle vegne, som Han da også godt kunne tage at være lidt mere med, end Han tilsyneladende er?"
"Han er måske heller ikke altid med dig," forsøger jeg.
"Ja, jeg er jo da i hvert fald havnet her," siger Finn, "og det oven i købet på et tidspunkt, der ikke rigtigt passede hverken mig eller dem, jeg måtte forlade. Så måske Kristus lige et øjeblik var i tvivl om, hvad han egentlig skulle være."
"Ja!" udbryder jeg. "Dér må klappen da lige være gået ned for Ham et øjeblik."
Finn trækker på skuldrene. "Ja," siger han så. "Som amulet er Kristus ikke meget bevendt. Og dø skal vi åbenbart alle sammen på et eller andet tidspunkt. Også uanset, hvad vi ellers måtte mene om det. Det gør Han ikke rigtigt noget ved. Han er bare med, når det sker. Også med, når netop det sker."
Finn ser ikke helt så beklemt ud længere, ser jeg, så jeg prøver igen: "Men hvad hjælper det? Hvis Kristus ikke gør godt for noget, hvad skal vi så have Ham med her for?"
"Ku' du måske undvære Ham?" spørger Finn efter en lille pause.
"Om jeg ku´?" Jeg er lidt overrasket over Finns modangreb.
"Ja!" siger Finn aggressivt. "Eller troede du måske, at jeg var den eneste, der skulle have det problem? Og for resten må jeg jo også synes, at Han gør godt for noget alligevel, og det må du vel også!"
Touché!
"Nå, der er I," lyder det bagfra pludseligt fra en velkendt stemme. Vi vender os, og dér er Theodorus.
"Ja," siger Finn. "Her er vi."
"Jeg vil endda sige," siger jeg, "at vi er her nu."
Igen ser Theodorus bare underligt på mig. Finn puffer mig i siden, og jeg forstår, at Theodorus endnu ikke er indviet i denne måde at se tingene på. Men det er Theodorus, der bryder tavsheden. "Har Finn nu underholdt dig med alle sine kvababbelser?" spørger han.
Jeg nikker, for man kan ikke nægte Theodorus et svar. Jeg kan i hvert fald ikke. Så bryder Finn ind: "Har du måske noget svar på mine kvababbelser, som du kalder dem?"
Nu burde det så være Theodorus' tur til at blive tavs, men i stedet siger han prompte: "Nej." Da jeg vist må have tabt underkæben, siger han nemlig til mig: "Der er nemlig bare spørgsmål, man ikke kan svare på. Det må du da have fundet ud af, så god som du ellers er til at spørge. Men lad os gå hjem og få en smøg og noget pilsner og sætte ham dér i dvale. Så kan vi bedre tale om tingene."