Finn og Kristus 1
Næste dag er jeg omsider blevet alene med Finn. Theodorus sover længe eller
sådan noget, eller også driver han den simpelthen bare af. Det kan man vel
heller ikke bebrejde ham, for godt nok drikker han en del øl, synes jeg, men
hvem ville ikke gøre det i hans sted? Jeg ville i hvert fald, og så er jeg vel
heller ikke den nærmeste til at bebrejde ham dét. I hvert fald kan Finn og jeg
gå en tur i fred og ro.
"Du, Finn?" siger jeg, da roen er ved at blive
nok.
"Ja?" siger han.
"Der er noget, jeg har tænkt på," siger
jeg, som sandt er.
"Det tænkte jeg nok," svarer Finn. "Det ville da
også være mærkeligt andet. Men hvad har du så tænkt på nu?"
"Jeg har
tænkt på," siger jeg, da jeg har indset, at chancen for at få snakket ordentligt
med Finn endelig er der, "at ham, Theodorus, egentlig er en underlig mand. Jeg
tror egentlig, at - nå, ja, jeg er glad for, at han ikke er her
nu."
"Det er jeg også," siger Finn.
"Han fylder ligesom for
meget," siger jeg.
"Ja, og det er altså ikke altid, at han har nok at
fylde så meget med," siger Finn.
Jeg nikker. "Hvad er det så med dig og
Kristus?" siger jeg.
Nu er det Finns tur til at nikke. "Mig og
Kristus," gentager han så. "Der er bare det, at jeg jo altså er overbevist om,
at uden Kristus går det slet ikke. Det går måske ikke altid lige godt MED Ham,
men uden - det tør jeg slet ikke tænke på."
"Jamen," siger jeg, "MED
Ham - er Han med?"
"Ja, hvad skulle Han ellers være?" spørger Finn. Jeg
ser meget tvivlende ud, for Finn fortsætter: "Kan du huske alt det, jeg sagde om
sætningen 'Jeg er her nu', at den altid var sand uanset hvem, der sagde den, og
hvornår, den blev sagt?" Jeg nikker, for det kan jeg sagtens huske. "Så var det,
jeg en dag kom til at tænke på, om den sætning kunne være sand, hvis man nu
skiftede det lille 'jeg' ud med 'han', så den lød 'Han er her nu'. Theodorus er
jo et helt andet sted nu, så han er ikke her lige nu, men hvem er
ellers?"
"Ja, jeg er her i hvert fald stadigvæk, så hvis du siger
'Troels er her nu', så ville det jo også være sandt," siger jeg.
"Men
hvad nu, hvis jeg var her helt alene?" spørger Finn.
"Ja, så ville det i
hvert fald kunne blive noget vanskeligt at finde ud af, hvad du kunne mene med
ordet 'han'," siger jeg.
"Nemlig," siger Finn. "Men hvad nu, hvis 'han'
henviste til Kristus, så sætningen lød 'Kristus er her nu'?"
"Jamen
ville du så ikke have gjort Kristus til en slags spøgelse?" spørger jeg efter en
lille pause.
"Vel ikke nødvendigvis," svarer Finn. "Kun, hvis jeg i
øvrigt ikke regnede spøgelset for noget." Han tænker sig lidt om. Og det er
svært, kan jeg se, for Finn har ikke helt Theodorus' begavelse. "Og han har
heller ikke mine gode ideer," siger Finn, som havde han kunnet læse mine tanker.
"Han kunne være blevet en fremragende teolog." Finn holder igen en lille pause,
som ville han igen komme ind i sine egne tanker. "Men jeg regner faktisk det der
spøgelse for noget; jeg er aldrig helt alene, for spøgelset er med mig, og somme
tider har spøgelset endda taget form af et menneske, som ikke havde det helt så
godt, som jeg havde det - ja, jeg taler i datid nu, for her har vi det jo alle
sammen godt, sådan cirka, så her er der ikke længere akutte
problemer."
"Jamen," - jeg vil vide det! - "er Kristus så ikke
overflødig her?"
"Tja, det kan man jo mene," svarer Finn. "Men også her
har vi jo da brug for svar, og også her kan vi jo da savne og længes, og også
her kan vi have brug for at have nogen at tale med, så selvom det materielle er
i orden, så kan vi alligevel have vores problemer."
"Og så er Kristus
her?" spørger jeg.
"Ja, så er Kristus her," siger Finn. "Hvor skulle
Han ellers være?"
"Han skal selvfølgelig være hér. Men Han skal også
være alle mulige andre steder også," siger jeg. "Der er da god brug for Ham, er
der ikke?"
Finn ser et øjeblik lidt beklemt ud. Så siger han: "Jo - der
er kun alt for god brug for Ham. Mange steder, rigtigt mange steder
endda."
"Jamen, hvorfor er det så kun her, Han er?" spørger
jeg.
Igen ser Finn lidt beklemt ud. "Jeg ved det ikke," siger han
endelig. Og fortsætter: "Det er da også noget, jeg tit skælder Ham ud for.
Hvorfor skal netop jeg være så heldig altid at have Ham med mig, når der er så
mange andre her og der og alle vegne, som Han da også godt kunne tage at være
lidt mere med, end Han tilsyneladende er?"
"Han er måske heller ikke
altid med dig," forsøger jeg.
"Ja, jeg er jo da i hvert fald havnet
her," siger Finn, "og det oven i købet på et tidspunkt, der ikke rigtigt passede
hverken mig eller dem, jeg måtte forlade. Så måske Kristus lige et øjeblik var i
tvivl om, hvad han egentlig skulle være."
"Ja!" udbryder jeg. "Dér må
klappen da lige være gået ned for Ham et øjeblik."
Finn trækker på
skuldrene. "Ja," siger han så. "Som amulet er Kristus ikke meget bevendt. Og dø
skal vi åbenbart alle sammen på et eller andet tidspunkt. Også uanset, hvad vi
ellers måtte mene om det. Det gør Han ikke rigtigt noget ved. Han er bare med,
når det sker. Også med, når netop det sker."
Finn ser ikke helt så
beklemt ud længere, ser jeg, så jeg prøver igen: "Men hvad hjælper det? Hvis
Kristus ikke gør godt for noget, hvad skal vi så have Ham med her
for?"
"Ku' du måske undvære Ham?" spørger Finn efter en lille
pause.
"Om jeg ku´?" Jeg er lidt overrasket over Finns
modangreb.
"Ja!" siger Finn aggressivt. "Eller troede du måske, at jeg
var den eneste, der skulle have det problem? Og for resten må jeg jo også synes,
at Han gør godt for noget alligevel, og det må du vel også!"
Touché!
"Nå, der er I," lyder det bagfra pludseligt fra en velkendt stemme. Vi
vender os, og dér er Theodorus.
"Ja," siger Finn. "Her er
vi."
"Jeg vil endda sige," siger jeg, "at vi er her nu."
Igen
ser Theodorus bare underligt på mig. Finn puffer mig i siden, og jeg forstår, at
Theodorus endnu ikke er indviet i denne måde at se tingene på. Men det er
Theodorus, der bryder tavsheden. "Har Finn nu underholdt dig med alle sine
kvababbelser?" spørger han.
Jeg nikker, for man kan ikke nægte
Theodorus et svar. Jeg kan i hvert fald ikke. Så bryder Finn ind: "Har du måske
noget svar på mine kvababbelser, som du kalder dem?"
Nu burde det så
være Theodorus' tur til at blive tavs, men i stedet siger han prompte: "Nej." Da
jeg vist må have tabt underkæben, siger han nemlig til mig: "Der er nemlig bare
spørgsmål, man ikke kan svare på. Det må du da have fundet ud af, så god som du
ellers er til at spørge. Men lad os gå hjem og få en smøg og noget pilsner og
sætte ham dér i dvale. Så kan vi bedre tale om tingene."
Som sagt, så gjort. "Hvor siger Jesus noget om galilæere, Finn?" spørger
Theodorus Finn, da vi er blevet placeret og forsynet, og Finn derpå er blevet
sendt i dvale.
"Det gør Han i Luk 13,1f," svarer Finn
prompte.
"Og hvad står der så i disse to vers?" spørger
Theodorus.
"Der står," siger Finn, som læste han op af en Bibel, "»Men
på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham om de Galilæere, hvis
Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre. Og han svarede og sagde til dem:
"Mene I, at disse Galilæere vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have
lidt dette? Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle
omkomme ligeså. Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og
ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som bo i
Jerusalem? Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle
omkomme.«"
"Det var vist fire vers," siger Theodorus
strengt.
"Jeg lod mig lige rive med," svarer Finn ydmygt.
"Det
er også udmærket," siger Theodorus. "Havde du ikke selv fremsagt alle fire vers,
ville jeg have bedt dig om det. Men hvad kan vi lære af dem?" spørger han så.
Spørgsmålet er også til mig, kan jeg høre.
Inden jeg dog når at sige
noget, har Finn grebet ordet: "Jeg kommer til at tænke på ham den blindfødte i
Joh 9. Dér er spørgsmålet jo også, om det er ham selv eller hans forældre, der
har syndet."
"Og det er," griber jeg ind, "som om legemlige skavanker
simpelthen bliver set som straffen for en eller anden
overtrædelse."
"Ja, men ikke af Jesus," siger Theodorus. Og hans øjne
gnistrer. "Jesus drager her en parallel mellem det gode, Han selv gør -
"
" - som i Joh 2, fortællingen om brylluppet i Kana?" spørger
Finn.
"Præcis," siger Theodorus, der ellers ikke så let lader sig
afbryde. "Det var da ikke en afbrydelse," siger Theodorus og ser strengt på mig.
"Og hvad kan vi lære af det?"
Der går en prås op for mig: "Vi kan lære,
at ligesom vi skal se det gode, Jesus gør, som tegn på Gudsrigets komme, sådan
skal vi se det onde, der sker, som tegn på det modsatte, som tegn på Djævelens
riges komme."
"Netop," siger Theodorus. "Og det er det eneste, vi kan
stille op imod det onde. Jeg ved det, for jeg lærte en gang i dogmatik - ja, det
hed det også den gang," siger Theodorus med et hurtigt blik på mig, " - at den
store kirkefader, Augustin, som vist ikke havde forstået et pluk af det hele,
selv sloges med det problem, at der på en eller anden måde var blevet plads til
det onde i en verden, der dog var skabt af Gud, og som derfor måtte være god.
Men det ondes existens er jo en uafviselig kendsgerning, og Augustin kan kun få
plads til det onde ved at tildele det en pædagogisk funktion som Guds
straf."
"Og hvad ondt har jeg da bedrevet, at jeg skal straffes så
hårdt?" spørger Finn.
"Ja, det må du vel bedst selv vide," siger
Theodorus. "I øvrigt bliver du jo ikke just straffet særligt hårdt ved at være
her," tilføjer han.
"Men er straffen altid retfærdig?" spørger jeg for
dog at komme Finn lidt til hjælp.
"Hvad mener du?" spørger
Theodorus.
"Ja, undskyld, men jeg har det ikke så godt med alle de der
abstrakte eksempler," siger jeg. "Jeg har det bedre med de konkrete. Bliver du
straffet efter fortjeneste, Theodorus?"
Theodorus ser lige et øjeblik
ud, som vidste han ikke, hvad han skulle svare. Så siger han: "Nej, det gør jeg
sikkert ikke," siger han så.
"Men det er der jo så andre, der så gør,"
siger jeg. "Ja, bliver straffet ikke bare efter fortjeneste, men langt ud over,
hvad nogen dog kan hævde er rimeligt."
Theodorus ser ud, som var han
hensunket i dybe tanker. Så siger han: "Det er et problem. Det er et
problem."
"Hvorfor siger du det to gange?" spørger
Finn.
"Fordi det er et stort problem," siger Theodorus. "Jeg har for
resten stillet det spørgsmål foran Mimers Brønd, men vandet blev bare uklart, og
alting lugtede pludseligt af andemad."
"Så det får vi intet svar på?"
spørger jeg.
"Nej, der er noget, der tyder på det," siger
Theodorus.
"Men så kan vi da bare selv finde på svarene," siger Finn,
som grebet af en pludselig kampgejst.
forrige | næste | forrige (emne) | næste (emne) | indeks | emneindeks | top