Men jeg må altså lige belaste jer med nogle enkelte bemærkninger. 'Lidelsesforudsigelse'? Hvis lidelse? Jesu lidelse, selvfølgelig. Men kan Han, der er Gud selv, overhovedet lide? Ja, Han døde jo da i hvert fald, og den kætterske ide, at romerne skulle have forvekslet Ham, den grundigt gennempiskede delinkvent, med en sikkert kernesund markarbejder, kan man roligt se bort fra. Romerne vidste, hvad de gjorde, og korsfæstelsen var beregnet til at dø af. Langsomt og smertefuldt, bevar's, men altså: til at dø af. Og Jesus døde af det, endda inden romerne ellers ville have slået hans skinneben over. Han døde meget menneskeligt og aldeles u-guddommeligt. Og det forudsiger Han så i dagens tekst. Og man skal ikke have gang i den store forudsigelseseksamen for at regne ud, at sådan måtte det gå. Men hvorfor så kalde Ham Gud? Fordi Han med det, Han gjorde, kaldte mindelser frem om den almagt, der friede israeliterne ud af Ægypten, (Ved den lejlighed hører vi Guds navn for første gang, Ex 3,15. At det så var vulkanudbruddet ved Santorini, der dannede skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten, er en anden sag.) og om den almagt, der lå bag syndfloden. (Syndflodens baggrund er det jordskælv, der slog hul på Dardanellerne, så Sortehavet, på hvis bund den dr. Ballard, der fandt Titanic og senere Bismarch, fandt rester af beboelse fra ca. 7000 fvt. Men det er også en lidt anden sag.) At se disse to begivenheder BÅDE som naturvidenskabelige fænomener OG som 'God in action' er at være naturvidenskabelig med den ene hånd og (næsten) fundamentalist med den anden. Og der er vel ikke andre muligheder, vel? Og deri ligner troen kærligheden, at ligesom vi må se den elskede om mere end noget blot naturvidenskabeligt beskriveligt, sådan må vi se Ham, som vi tror på, som mere end noget blot naturvidenskabeligt beskriveligt.