RE: Athanasianum?

["Georg S. Adamsen" <georg@stubkjaer-adamsen.dk>]

Kære Troels!

Jeg synes da, du fortjener et svar. Jeg skrev dette udkast for nogle
dage siden, men blev så optaget af noget andet. Nu sender jeg den så, nu
du igen har spurgt til Athanasianum. Luther var vist ikke et øjeblik i
tvivl. Fornægter man Athanasianum, er man overhovedet ikke en kristen.
Så kan man hævde, at man er det, alt det, man vil. Prøv at læse Luthers
fortale til Den lille katekismus. Så vil du se, at Luther i høj grad tog
det læremæssige indhold af troen alvorlig. Man skal da vist heller ikke
kende ret meget til reformationshistorie for at vide, at det gjaldt ikke
alene den lutherske, men også den romerske kirke. Den læremæssige
nihilisme, som folk dyrker nu om dage, stammer snarere fra de reformerte
og ikke mindst fra Schleiermacher og al hans væsen.

Nå, men nu til det svar, jeg skrev d. 31. maj. Jeg har lige redigeret
lidt i det i dag.

Nu ved jeg ikke, hvad der stod i KD d. 31. maj. Men det er helt
tydeligt, at den forståelse af troen og troens indhold, som Athanasianum
og alle de øvrige troskekendelser giver udtryk for, ikke rigtig
samsvarer med en mere "eksistentialistisk" tro. Det kan jo gerne være,
at mange i dag mener, at det er mere eller mindre ligegyldigt, hvad det
er, man tror på, og hvem (hvis ellers det giver mening at bruge et
sådant "personligt" pronomen) det er, man tror på.

I det stykke er bekendelsesskrifterne helt i overensstemmelse med
Bibelen. Det er sandt, at man ikke bliver frelst alene ved intellektuelt
at tilslutte sig bekendelsens læresætninger. Men det er og bliver
vranglære og falsk teologi, at der ikke er en hel del, man ikke kan
afvise uden at frasige sig troen på Kristus. Det ved du naturligvis
også. Ellers kan du jo læse f.eks. de følgende Skrifter, hvor der er
nogle relevante ("spids")formuleringer. Læg i øvrigt mærke til Matt
28,18-20. Vi gør mennesker (folkeslag) til Jesu disciple ved at døbe dem
OG ved at LÆRE dem at HOLDE ALT, hvad Jesus har befalet. Eftersom det,
Jesus har befalet, handler om såvel tro og lære som etik, gælder det, at
vi skal lære folk, der vil være kristne, at lære, bekende og gøre, hvad
Jesus har befalet os at tro og gøre gennem De hellige Skrifter. Men der
er altså udsagn, der mere entydigt viser, at der er grænser for, hvad
der kan kaldes kristendom:

- 1 Joh 4,1f og 2 Joh vv. 7 og 9(inkarnations-kristologi og dermed
trinitetslære; jomfrufødslen er altså en nødvendig bestanddel af den
frelsende tro)
- Joh 20,31 (opfyldelses- og trinitets-kristologi)
- Gal 1,6-9 (evangeliet rent og purt; blandes loven ind, er der ikke
længere tale om noget evangelium i det hele taget)
- Åb 22,17-20 (tro på den Kristus, der kommer igen nødvendig til frelse)
- 1 Kor 15 (tro på Kristi opstandelse er nødvendig til frelse)
- Åb 2,14-16 (accept af bileamitternes/nikolaitternes vranglære fører
til dom, hvis ikke man omvender sig)
- Åb 2,20-22 (disse vranglærere selv bliver ramt af dommen og går
fortabt, hvis ikke de omvender sig)

Ja, du kan jo selv lede videre, men det er jo helt tydeligt, at der er
ting, der må være med i ens viden/forståelse, og at der er ting, der
ikke kan være med. Ovenstående er bare eksempler, for der er mere at
sige. Så troen er mere end et intellektuelt indhold, men det er også og
indispensabelt et intellektuelt indhold. Faktisk er jeg helt enig med
Luther og reformatorerne. Det er nødvendigt at tilslutte sig alt, hvad
Skriften siger. Man kan godt blive frelst, selv om man af uvidenhed og
vanvare lærer falsk, men det er åndeligt yderst farligt bevidst og med
bedre vidende og mod formaninger til at opgive sin vranglære at
fastholde en Skriftstridig teologi. Fordømmelserne i f.eks. Confessio
Augustana er et udtryk herfor.

Det er altså ikke uluthersk at definere, hvad den kristne tro går ud på.
Tværtimod. Det har den hellige, katolske (forstået i sin oprindelige
betydning) kirke altid gjort. Det er derfor kristeligt og luthersk at
definere, hvad der er nødvendigt at bekende for den, der vil frelses.
Ikke at definere og bekende dette er lige præcist det modsatte af at
være kristelig og luthersk. Det er næppe et populært synspunkt, men det
er i al fald, hvad bekendelserne, inkl. Athanasianum, siger, og jeg
bekender bekendelserne som min egen personlige tro og lære. Det kaldes
enhver præst og enhver kristen til også at gøre.

Med venlig hilsen

Georg S. Adamsen


> -----Original Message-----
> From: Troels Hansen [mailto:tkmh@get2net.dk]
> Sent: Saturday, May 31, 2003 2:40 PM
> To: teologilisten
> Subject: Athanasianum?
> Importance: Low
>
>
> Århus, d. 31. maj 2003
>
>
>
> Kære alle!
>
>
> Jeg havde egentlig tænkt mig at brokke mig over Athanasianum,
> men dagens kristelige dagblad har fået mig på andre tanker.
> HVAD I ALVERDEN ER TROEN FOR NOGET? I Athanasianum - der var
> den igen! - hedder det jo: "Quicunque vult salvus esse
> necesse est credere [...]", som om troen kunne gives et mere
> eller mindre intellektuelt indhold, og at det at tro kun var
> et spørgsmål om at kunne tilslutte sig dette indhold. Man
> kunne jo tænke sig en - tænkt! - parallel fra det ellers
> ukendte Marxianum, hvori det hedder: "For enhver, der vil
> være en god socialist, er det nødvendig at mene, at [...]" Og
> så forsætter Marxianum ellers med en opremsning af de
> marxistiske læresandheder. Eller for fuldstændighedens skyld:
> Der er jo også den ligeledes ellers ukendte Kjærsgaardianum
> med dens "For enhver, som vil være en rigtig dansker, er det
> nødvendigt at mene, at [...]" Eller hvad med den desværre
> også ukendte 'ægtemandianum´ og dens "For enhver, som vil
> være en god ægtemand, er det nødvendigt at mene, at [...]"?
> Men denne sidste fik sig heldigvis et ordentligt skud for
> boven af de gode ægtehustruer, som ikke ville finde sig i at
> ægteskabet blev gjort til et spørgsmål om, at manden havde de
> rigtige meninger. Bevares, rigtige meninger var da ikke af
> vejen, og forkerte meninger kunne endda være direkte
> ægteskabstruende, mente de gode kvinder, men det var nu ikke
> udelukkende mændenes meninger, et kom an på, også deres
> kærlighed. Kvinderne fik held med deres forehavende,
> heldigvis. Kvinder er nu godt for noget! Og måske en eller
> anden snart vil imødegå Kjærsgaardianum med, at de at være
> dansk ikke bare er spørgsmål om at afsynge de rigtige sange
> på de rigtige tidspunkter, men også om om nødvendigt - en
> nødvendighed, Himlen forbyde! - at ville forsvare dette land
> med livet som indsats, ligesom de gode ægtemænd vel også vil
> gå temmeligt langt for at redde deres ægteskaber med de gode
> ægtehustruer, ikke for at bevise, at de alligevel havde de
> rigtige meninger, men fordi de nok elskede deres hustruer som
> de elsker dem.
>
> Lad nu marxismen ligge. Men hvad om noget lignende gjaldt
> troen, at vi altså ikke - hvad der formentlig også ville være
> ganske uluthersk, bekendelsesskrift eller ej! - skulle have
> en formulérbar tro bestående i bestemte meninger om, hvordan
> alting var skruet sammen, men at vi i stedet skulle tro på
> Gud, som Han har troet og tror på os, at vi skal svare Ham,
> som Josafat svarede Israels konge i 1Reg 22,4? Gud må jo på
> en eller anden måde have syntes, at vi alligevel er al den
> ulejlighed og pine værd, som Han har udsat sig for og tålt
> for vores skyld.
>
> Nå, nu orker jeg ikke mere i denne omgang.
>
>
> Venlig hilsen
> Troels Hansen
> tkmh@get2net.dk
>
>
>